Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst

[Erin Morgaine]

Erin havde tilbragt det sidste halve år i en tåge, føltes det lidt som. Hun havde langsomt accepteret at hun var forlovet med Gideon Flint og som Ian Ogilvy gled ud mellem fingrene på hende, stoppede hun med at kæmpe imod det. Det var bare sådan.

Hun var også stoppet med at komme til møderne i Ren Magi. Det sagde hende ikke så meget mere. Den eneste der hun havde en tilknytning til var Cailean Morgaine og han var løst krudt i alle forsamlinger.

Hvorfor hun var taget til festen var hun ikke sikker på. En eller anden havde nævnt den og hun havde ikke bedre at tage sig til i ferien. Ren magi var der jo nok ikke, ræsonnerede hun.

Hun svajede lidt til musikken, mens der var en, der skænkede en drink af den søde op til hende. Han spurgte om de skulle danse og hun takkede nej, men så hev han alligevel i hende og hun prøvede at stå imod på gulvet, selvom det føltes glat under hende.

[Ian Ogilvy]

Ian var temmelig kritisk omkring at deltage i festen og havde kun ladet sig overtale, fordi resten af holdet havde lagt max pres på ham. Ingen af dem var dog i nærheden nu og derfor havde han overgivet sig til et glas punch.

Han var ved at tage en tår, da hans blik helt tilfældigt faldt på en bekendt skikkelse. Han stivnede instinktivt, men kun et øjeblik, da han så den dreng, der hev i hende.

Før han overhovedet kunne nå at tænke, var han på vej over afstanden og lukkede en hånd om drengens håndled, lige over hvor han holdt fast i Erin. Baskeren var da heller ikke komplet uintimiderende, som han så på ham med et stenudtryk. "Hørte du hende ikke sige nej?"

[Erin Morgaine]

Erin havde ikke regnet med nogen ridder på en hvid hest og hun fik en grundig kuldegysning over at høre Ians stemme. I et splitsekund kunne hun forestille sig at han afbrød den dumme dreng, fordi det var hende og ikke bare fordi han var god af sig. Hun blinkede og så op på det slørede omrids af Ian.

Den anden dreng undskyldte uden rigtig at mene det og snublede væk. Erin vidste godt at Ian også ville gå. "Tak," nåede hun dog at sige. "Det var sødt af dig."

[Ian Ogilvy]

Erin havde måske ikke længere nogen interesse i at være i nærheden af ham, hverken som hans ven eller mere, men det betød ikke, at han var ligeglad med hende eller bare ville lade hvad som helst finde sted.

"Det var det mindste," svarede han da også alvorligt og mente det, mens han tillod sit blik at glide over hendes ansigt. Hans bryn trak sig sammen og maven gav et lille vrid. "Er alt i orden?"

[Erin Morgaine]

Han betragtede hende. Måske tænkte han på hvor skidt hun så ud eller hvor lettet han var over at hun ikke trængte sig på i hans liv mere. Erins mave vred sig over tanken og hun blinkede lidt, som øjnene føltes fugtige bare over at tale med ham. Merlin, hvor latterligt.

"Ja," skyndte hun sig dog at svare, tydeligt en løgn. "Så fint." Hun fremtvang verdens mindst overbevisende smil. Alligevel følte hun sig lidt desperat efter at blive ved med at snakke med ham, selvom hun burde lade ham gå.

"Er de andre her også... Fra R.M.?"

[Ian Ogilvy]

Ian tænkte mest af alt, at Erin så virkelig, virkelig godt ud i sit sorte tøj og i de sindssygt høje hæle, som han aldrig ville have gættet at hun turde gå i. Især uden husalfen, som han ikke kunne få øje på. Han så dog heller ikke rigtigt efter den. Intet af det ændrede dog på, at hun så helt ulykkelig ud og det tog fokus.

"Nej," svarede han ærligt. "Jeg er her kun på grund af holdet," tilføjede han og lukkede hånden for ikke at række ud efter hendes. "Er du her alene...?"

[Erin Morgaine]

Erin tog en dyb indånding og nikkede. Med holdet selvfølgelig. Han var på holdet. Det var også grunden til at hun havde skippet quidditch-kampene når Slytherin spillede. Hun havde ligesom aldrig rigtig fået noget ud af dem og hun havde ikke brug for at sidde og få hans navn råbt op flere gange.

"Har du så en... God fest?"

Flere dårlige forsøg på at holde op ham.

[Ian Ogilvy]

Ian rynkede på brynene, da hun gav et meget uklart svar på hans spørgsmål, som han ærligt talt var i tvivl om, hvorvidt mere rettede sig mod det han selv havde sagt. Han havde da mest af alt lyst til at ignorere det lidt ligegyldige spørgsmål og endte da også lidt med den knapt så diplomatiske løsning.

"Ikke specielt," svarede han, men fortsatte, før hun for alvor kunne nå at svare. "Hvor er Poppy?"

[Erin Morgaine]

Erin bed lidt sammen ved spørgsmålet. Bekymrede han sig om hendes alf? Hun gav personligt pokker i den. Hun havde selvfølgelig fået hjælp til at komme til festen og vidste også at Poppy ville dukke op igen og hjælpe hende hjem, men det her var ikke et tidspunkt hun havde lyst til at føle sig svag på.

"Hun havde travlt," konstaterede hun derfor også lidt vagt. Hvorfor havde han ikke en god fest? Måske fordi hun optog hans tid og klæbede. Hun drak en solid tår af det drengen havde skænket op og hostede lidt. Smooth.

"Det er ikke fordi... Jeg vil ikke holde på dig," svarede hun, da først hun havde hostet færdig. "Du har sikkert vigtigere ting."

[Ian Ogilvy]

Ian rynkede på brynene, men nåede ikke at svare, før en gruppe af holdkammerater pludselig dukkede op med alle intentioner om at hive ham med sig. Han havde primært lyst til at afvise dem, men fik aldrig rigtigt et ord indført.

Og på den måde sluttede samtalen med Erin brat, selvom hans bryn forblev trukket tæt sammen i et godt stykke tid efter.

Lukket