Flad fødselsdag

[Kala Patil-Fawley]

Det var snart to måneder siden, at Ronan var taget tilbage til Peru og det var efterhånden blevet hverdag igen. Kala sov selvfølgelig stadig primært på hans værelse, men savnet kom primært, når hun ikke kunne falde i søvn.

Lige den dag var det dog lidt anderledes. Lejligheden havde føltes lidt ekstra tom og forældrenes fravær i hendes liv dét mere åbenlyst. Derfor var det også nærmest en lettelse, da hun kunne udskifte det ellers så behagelige joggingtøj med en lidt mindre behagelig, men også noget pænere kjole og sætte ud mod en verden, der ikke konstant mindede hende om, at størstedelen af dem, hun gerne ville tilbringe dagen med, var beskæftiget med noget andet.

Det var da også med et helhjertet smil, at hun gav Alastair Fudge et kram med den ene arm, det skulle jo nødigt blive for føle-føle, før hun igen dumpede ned på flad fod.

"Tak, fordi du havde tid," rablede hun allerede og slog mørkt hår lidt tilbage, så det ikke var i vejen. Det var ikke helt praktisk sammenlignet med fletninger eller hestehalen, men det gik. "Det har virkelig været en flad dag indtil videre."

[Alastair Fudge]

Alastair tilbragte meget af sin tid omkring ministeriefolk og det var godt at blive mindet om, at de ikke var de eneste i verden. I hvert fald var gensynet med Kala velkomment og han gengældte hendes omfavnelse med et let kys mod hendes kind.

"Naturligvis havde jeg tid," svarede han og rettede sig op, elegant i sit sorte, skræddersyede sæt med en hvid skjorte under. Han havde fravalgt slipset for lidt mindre formalitet, men havde til gengæld tilføjet de manchetknapper, formet som sorte, anatomiske hjerter, som Lysander Scamander havde foræret ham.

Han smilede da også, som et mildt blik hvilede på veninden og en hånd klemte let om hendes arm. "Lad os se, om vi kan ændre på det, hm? Tillykke med fødselsdagen."

[Kala Patil-Fawley]

Det var virkelig ingen selvfølgelighed for Kala at have selskab på sin fødselsdag og det var da også synligt i blikket, hun sendte ham. Hun modsagde ham dog ikke med ord, men smilede i stedet skævt over det blide klem.

"Tak. Ikke, at det er noget specielt i år, jo," svarede hun, selvom hun knapt huskede sin syttenårs fødselsdag. Det var forsvundet i eksamenspres og bekymringer om karrierevalg.

"Men, ja. Det er vel nok til at retfærdiggøre en drink eller to."

[Alastair Fudge]

Alastair havde været bedste venner med Kala i flere år og var ikke ubekendt med hendes tendens til at underminere sin egen vigtighed. Derfor lod han det heller ikke bare prelle helt af.

"Nonsens," svarede han i hvert fald og bød hende sin arm, selvom blikket spillede bare en anelse, som han gjorde. "Og mon ikke det bliver mere end en enkelt, hvis jeg kender os ret. Lad os gå ind."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde aldrig rigtigt vænnet sig til Alastairs meget pressefoldede tilgang til verden, men hun bemærkede det heller ikke rigtigt længere. Hun snoede bare armene meget lidt formfuldt om hans og gav ham i processen et klem.

"Jeg skulle lige til at kalde dig fornuftens stemme, men nu er jeg ikke så sikker mere," bemærkede hun, mens de søgte indenfor. Hun lød dog langt fra beklagende.

[Alastair Fudge]

Alastair fnøs dæmpet over ordene. Han var måske nok ret pressefoldet, men han var også velkendt for sit eksplosive temperament og ville næppe selv beskrive sig som fornuftig.

"Jeg kan ikke vurdere, om du lyder skuffet eller ej," svarede han da også tørt, men drillende, som de kom ind og snart nåede baren.

[Kala Patil-Fawley]

"Jeg ved ikke, om det er for skråsikkert at sige aldrig," bemærkede Kala indledningsvist, som de kom til baren og måtte afbryde resten af sætningen, så de kunne aflægge en bestilling. Da hun lukkede fingrene om glasset, fortsatte hun dog sorgløst, som var der ikke passeret mere end sekunder.

"Men ikke desto mindre."

[Alastair Fudge]

Alastair fnøs muntert over det forsinkede svar, som han tog en tår af sin egen drink. Det slog ham stadig lidt som helligbrøde at blande whisky op, men han havde måttet erkende at tranebærsmagen gjorde noget godt.

"Så, fødselsdagsbarn," sagde han, da han først havde taget en tår. "Hvad har du så af ønsker for aftenen? Udover rigelige mængder alkohol, naturligvis."

[Kala Patil-Fawley]

Kala tøvede heller ikke med at sætte glasset mod læberne og var klar med et tandsmil, da Alastair talte igen. Hun svang det mørke hår væk fra ansigtet og lod blikket glide over rummet, før hun så tilbage på ham.

"Altså, du kommer nok ikke udenom, at vi skal danse," pointerede hun med et glimt i øjet.

[Alastair Fudge]

Alastair sukkede tungt over svaret og tog en god tår af sin drink, overdrevet nødlidende. Som en Fudge kunne han naturligvis danse, men det var lidt en anden type, der foregik her.

"Det kors må jeg jo bære," svarede han halvtørt i et udtryk, som han havde hørt holdkammerater bruge i skoletiden. Han var da heller ikke så alvorlig. "Betragt det som din fødselsdagsgave."

Udover de blomster han allerede havde fået sendt hjem til hende, naturligvis.

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne virkelig ikke danse som en Fudge. Til gengæld var hun som en fisk i vand her og hun så bare på ham med synlig morskab i blikket, som hun betragtede ham over glassets kant.

"Så selvopofrende," drillede hun sorgløst, men der var alligevel sandhed i fortsættelsen. "Det er godt, jeg har en ven som dig."

[Alastair Fudge]

Alastair tog sig let til brystet i en martyrisk gestus, før han skålede med hende igen. På den måde forsvandt den første drink hurtigt og de næste fulgte til ingen af dem var helt appelsiner længere.

"Så, hvor længe vil du trække pinen ud?" spurgte han da også i sin beruselse og nikkede mod dansegulvet.

[Kala Patil-Fawley]

Den flade start på dagen var gledet dybere i glemslen med hver drink og hver en latter, Alastair trak fra hende. Da han endda selv bragte dansegulvet op, så Kala da også mere end tilfreds ud.

"Jeg vidste ikke, du glædede dig sådan," bemærkede hun drilsk og fik tømt den sidste bundsjat i sit glas, før hun greb hans hånd. "Kom så."

[Alastair Fudge]

Alastair kunne være temmelig selvhøjtidelig, men Kala trak det lidt mere ud af ham og han nøjedes med at himle med øjnene over hendes ord, før han alligevel fulgte med hende. Han havde trods alt allerede givet sin indirekte accept af tingenes tilstand.

Det betød dog ikke, at det faldt naturligt til ham, da de først nåede derud. Til gengæld fulgte han Kala relativt godt, godt hjulpet på vej af den mængde alkohol, de allerede havde indtaget.

[Kala Patil-Fawley]

Kala elskede at danse, elskede det. Hun var dog også vant til, at begge hendes bedste venner var temmelig ukoordinerede på et dansegulv. Det forhindrede hende dog ikke i at vugge med en femininitet, hun virkelig ikke havde nogen andre steder.

"Det lader til, at du har fået lidt mere gang i hofterne," kunne hun da heller ikke dy sig for at bemærke, et glimt i øjet, som hun lod den ene arm finde over hans skulder, løst dinglende på sin nye plads.