En velbevaret hemmelighed

[Padraig Ogden]

Padraig var også ked af det, men han sagde ikke så meget om sig selv. I stedet klemte han lidt mere om Cedrella og åndede langsomt ud.

"Du sagde at du ikke havde en løsning, der ikke var urimelig. Men hvad er din urimelige løsning så?"

[Cedrella Ogden]

De var virkelig eksemplet på dårlig timing. I al den tid, hvor Cedrella havde været alene, uforlovet og forelsket i Padraig, havde han været i et forhold med Abigail og da han endelig kom ud af det og erklærede sig selv overfor hende, var hun netop blevet låst i den nye forpligtelse.

Ved spørgsmålet rankede hun sig lidt og pressede læberne sammen, tydeligt ubekvem med at svare. "Jeg anser det ikke for en reel løsning eller mulighed," svarede hun dog alligevel indledende, forsikrende. "Men en uomtvistelig måde at omstøde en forlovelse på, er unægteligt gennem et andet ægteskab."

[Padraig Ogden]

Padraig lyttede og tænkte. Han nikkede langsomt og eftertænksomt, så lidt på Cedrella og strøg hende over ryggen.

"Det er vist det mindst romantiske frieri jeg nogensinde har hørt," pointerede han alvorligt.

Det var dog sandt. Det var meget lidt romantisk at gifte sig fordi hun ikke ville giftes med Thaddeus Buchanan.

[Cedrella Ogden]

Cedrella stivnede en anelse under Padraigs kærtegn, omend mere på grund af ordene end følelsen af hans hånd. Hun rettede sig lidt op og så mindst lige så alvorligt på ham, som han så på hende.

“Det var ikke et frieri,” understregede hun med et intenst behov for at gøre klart, at det virkelig ikke havde været en snedig måde at fiske efter det på. “Som jeg sagde, så betragter jeg det ikke som en reel løsning. Det ville jeg aldrig forlange af dig, Padraig.”

[Padraig Ogden]

Padraig rynkede panden dybt over Cedrella og åndede tungt ud. "Tror du virkelig, på nuværende tidspunkt, at jeg ikke ville gifte mig med dig for at få dig for mig selv? For at sætte dig fri?"

Han strøg hånden lidt ned over hendes ryg igen. "Selvfølgelig ville jeg det. Uden at blinke, Ella."

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hjerte knækkede bare en anelse over Padraig og hun smilede svagt, selvom det ikke eliminerede det triste glimt i de mørke øjne.

"Det er jeg ikke i tvivl om, at du ville, Padraig," svarede hun dæmpet, tonefaldet ømt på en måde, der var reserveret til helt private omgivelser. Hånden lagde sig mod hans bryst, fladt over hans hjerte.

"Og netop derfor fortjener du også så meget mere end det," fortsatte hun. "Er et forhastet og hemmeligt ægteskab virkelig det du vil?"

[Padraig Ogden]

Padraig løftede hånden igen og strøg den over Cedrellas korte, lyse hår. Han smilede svagt. Hun var ufattelig intelligent og kapabel, men lige nu lidt fjollet.

"Det jeg vil, er dig. Jeg er temmelig ligeglad med en stor fest eller pomp og pragt. Jeg elsker dig. Et ægteskab gør ikke den store forskel på det, men hvis det sætter dig fri? Hvorfor tøve?"

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde virkelig ment det i den dybeste alvor, da hun havde sagt, at hun ikke anså det for en løsning. Hun var dog ikke komplet immun overfor Padraigs ord, uanset hvor kold nogen så mente, at hun var.

Et svagt smil rørte hendes læber, mens blikket flakkede lidt mellem hans. "Du får det til at lyde frygteligt simpelt," svarede hun, men formåede ikke helt at få det til at lyde som en irettesættelse.

[Padraig Ogden]

Padraig trak på skuldrene.

"Det er simpelt, Ella. Hvis jeg kan befri dig fra din familie på den måde og få dig helt for mig selv uden den mand, så vil jeg gøre langt mere livsændrende ting end at gifte mig med dig. Ville det ikke uanset være sket en dag, for os?"

Han strøg hende over kinden. "Fri til mig. Jeg er nem."

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke umiddelbart enig, men hun var heller ikke døv for hans ord, selvom de fik hjertet til at hamre. En dag? I stille sind var hun ikke i tvivl, men hun vidste også, at skæbnen kunne være grusom. Vidste at flere års forlovelse kunne ende med et pludseligt dødsfald bare en uge før brylluppet.

Det var ikke engang et år siden, deres forhold var begyndt - i hvert fald ikke for alvor - men hun vidste også, at det var noget helt andet end noget, hun nogensinde havde haft før. Hun tog en indånding og slap den hørligt.

"Jeg er ikke den store romantiker," mindede hun ham om, selvom fingrene krummede sig lidt ind mod hans bryst. "Og jeg er ikke overbevist om, at det ikke er vanvittigt." Blikket var sigende. "Men jeg elsker dig. Og hvis du er sikker..."

[Padraig Ogden]

Padraig fnøs let. Han havde heller ikke altid været den bedste til romantik. Han havde forsøgt, men var en travl mand. Cedrella havde dog hans fuldt opmærksomhed i øjeblikket og han strøg fingrene let gennem hendes hår, imens han så hende i øjnene.

"Det var stadig ikke et frieri," drillede han lavmælt. "Søde Ella."

[Cedrella Ogden]

Cedrella sukkede lidt opgivende over Padraig, der forlangte en del af hende. Hun smilede dog alligevel også lidt, selvom den bekymrede rynke ikke forsvandt helt mellem brynene.

"Det er meget impulsivt," svarede hun, men var bevidst om, at det ikke lød som en afvisning. Rynken blev lidt tydeligere og hun tog en dyb indånding, fattede sig lidt. Selvom fuldblodsheksen på alle tænkelige måder var udenfor sin komfortzone. "Men hvis du vil have mig, så er jeg din."

[Padraig Ogden]

Padraig fnøs lidt. Han havde elsket Cedrella længe nu, været hendes hemmelige elsker i et år. Han vidste hvad han ville have.

I et tidligere liv havde han tøvet så længe, udskudt beslutninger indtil alt var udvandet og kærligheden væk. Han ville ikke begå samme fejl med Ella.

"Gift dig med mig," mumlede han derfor blot blødt. "Ikke kun af nødvendighed."

[Cedrella Ogden]

Cedrella var fornuftig, men ikke mere end at hun havde forelsket sig i en uopnåelig mand. Og hun var alt andet end upåvirkelig nu, som skuldrene faldt lidt og et ømt udtryk gled over hendes ansigt.

Blikket flakkede mellem hans, men hun smilede blidt og strøg fingrene over hans kind. Hjertet hamrede. "Ja, Padraig," svarede hun dæmpet, men reelt. "Naturligvis."

[Padraig Ogden]

Padraig smilede svagt, men varmt og kyssede Ella, da hun gav sin accept på den mest Cedrella-agtige måde han kunne komme i tanke om. Han dvælede et øjeblik, før han trak sig væk og tog en dyb indånding.

"Hurtigt, kan jeg så regne ud," konstaterede han snusfornuftigt. "Kender du nogen, der kan...?"