Er de værste sår dem, som bløder?

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke sådan, at Gillian følte behovet for at skulle ud på et længere eventyr. Men da hun stod i pejsen ved Skt. Mungos var det ikke sin fars adresse, hun udtalte. I stedet dukkede hun op i en væsentligt mindre pejs i Skotland.

Hjertet hamrede, allerede da blikket landede på William Knight. Men hun bevægede sig ikke, kunne ikke røre sig. Og ikke kun, fordi hun ikke nænnede at træde ud på hans gulv i de blodklistrede sko.

[William Knight]

En tallerken blevet placeret i vasken, da kaminen blussede op i den anden ende af køkken alrummet. Brune øjne løftede sig, kolliderede med et sæt blå. Han hørte sig selv sige hendes navn i forundring, men et sekund efter bevægede han sig mod hende uden megen tøven.

Det frakoblede udtryk var varslende. Det var måske derfor han lagde en hånd på siden af hendes skuldre, hvis hun skulle tumle sammen. "Gillian. Hvad er der sket?" Først da, så han rigtigt blodet.

"Er du kommet til skade?" 

[Gillian C. Fudge]

Det var muligvis et af de sværeste spørgsmål, Gillian var blevet stillet den dag. Hun rystede på hovedet af det opfølgende, selvom det ikke var helt sandt. Men hånden på hendes skulder var varm og rar og hun kom til at tumle et skridt frem mod ham.

"Jeg kan ikke blive," beklagede hun, endnu ude af stand til at finde ud af, hvor hun skulle starte.

[William Knight]

Hænderne greb en smule mere om hendes skuldre i støtte, da hun bevægede sig frem mod ham. Snart efter, forsøgte han at navigere hende mod sofaen så hun kunne dumpe ned at sidde. Han var ligeglad med blodet under hendes såler: Lige nu handlede det bare om at få hende over gulvet i et stykke.

Tanken slog ham. Om Reginald Fudge havde forvoldt hende skade. Skrammerne lignede dog ikke en varulvs værk. "Gillian," Forsøgte han igen. Hånden fangede forsigtigt hendes kind. "Gillian, tal til mig."

[Gillian C. Fudge]

Gillian kastede et blik på pejsen bag sig, men lod sig føre hen til sofaen. Hun vidste, at hun skulle tilbage snart, men lige nu var varmen og duften af William det eneste, der fik hendes skuldre til at falde bare lidt.

"Rupert Montague kom forbi vores hjem," lagde hun ud og fortsatte med det, hun egentlig var kommet for at sige. "Forlovelsen er hævet nu, William."

[William Knight]

Flere spørgsmål meldte sig og prikkede truende på tungespidsen. Øjnene gled søgende over Gillians ansigt og han syntes at kunne spore fragmenter fra støv eller pulveriserede mineraler i hendes hår.

Forlovelsen var hævet. Det var noget han havde drømt om at hun skulle sige, men lige nu smilede han ikke. Kunne det være hans uforsigtighed der havde... resulteret i det her.

"Hvis... blod er det?"

[Gillian C. Fudge]

Det var et uundgåeligt spørgsmål, men Gillian vidste ikke, hvor meget eller hvad hun burde fortælle. Primært, fordi hun ikke ønskede, at William ville bebrejde sig selv.

"Det er hans," svarede hun derfor, så roligt hun nu formåede det.

[William Knight]

Selvom han hellere ville have at blodet tilhørte Montague, mærkede han kulden fæstne sig i brystet. Det her var dog hverken tid eller sted til at reflektere over hans indvirken. Inden han kunne nå at standse sig selv, bevægede læberne sig igen.

"Jeg kan sige at det var mig."

[Gillian C. Fudge]

Modsat William havde Gillian ingen kulde i brystet eller tvivl. Faktisk var det snarere et fravær af følelser, bortset fra mild undren, der fik hendes bryn til at trække sig sammen.

"At det var dig?" spurgte hun uforstående.

[William Knight]

Det var ikke første gang han kom med erklæringer, før han nåede at tænke dem igennem. Han vidste intet om situationen eller om Gillians forlovede overhovedet trak vejret.

"Der forsvarede dig," Brynene krummede. Hvad der var sket, var vel sket i selvforsvar. Med blodet og snak om en brudt forlovelse antog han at noget var sket med døden til følge.

"Mig der fik dét til at ske." Han skævede mod blodet på hendes sko.

[Gillian C. Fudge]

Linjerne i panden blev så dybe, den endnu unge hud nu engang tillod og blikket på William var da også alvorligt. Det var ingen lille sag at foreslå at lyve over for ministeriet.

"Det var ham, der fik det til at ske," afviste hun.

[William Knight]

Udtrykket i hendes øjne var slående. Alvorligt og kontrolleret som så mange gange før. Han lagde ikke ord på sine tanker de første sekunder. Det var ikke kaos hun havde brug for fra ham.

"Hvad kan jeg gøre?" spurgte han så, urolig for situationens uvished, men mere urolig for Gillian.

[Gillian C. Fudge]

For første gang i evigheder blinkede Gillian og så på William uden svar. Hun lod tungespidsen løbe over læberne og tog en dyb indånding efterfølgende.

"Det er ikke derfor, jeg er her," konstaterede hun dæmpet, fingrene stadig let rystende. Men hun knugede dem hårdt sammen.

"Jeg havde bare brug for at se dig."

[William Knight]

Det var ikke første gang han følte en rådvildhed over ikke at kunne gøre noget for hende. Han tog dog ordene ind og valgte bare at være der i stedet. Selvom han mærkede uklarhederne og de komplicerede følelser kæmpe for dominans indeni. En hånd lagde sig over hendes, da han mærkede fingrenes sitren.

"Jeg er her. Det hele skal nok ordne sig." Lovede han.

[Gillian C. Fudge]

Det var først nu, hvor forlovelsen for alvor var blevet ophævet og hun var tilbage i familiens hus, at Gillian begyndte at tro på, at det nok skulle ordne sig. Dét på trods af, at hun sad med Ruperts blod på skoene og var kommet direkte fra hospitalsfløjen.

Fingrene lukkedes om hans. "Bliver du hos mig?" spurgte hun lavmælt, stemmen for første gang vaklende. "Vil du stadig ... os?"