Hjertet: en mærkelig muskel, som et ord kan få til at banke

[Olive O'Neal]

Det var ikke meget tid, Olive brugte på biblioteket, hvis hun kunne undgå det. På en skole med en massiv lektiebyrde var det dog sjældent en mulighed og det var også dét, der havde ledt hende ind mellem de støvede reoler.

Det var altid lidt af et navigeringshelvede, men til sidst fandt hun endelig frem til den rigtige bogreol. Hun skulle lige til at gribe den søgte bog, da den forsvandt ud mellem fingrene på hende, trukket ud fra den anden side.

Og gennem hullet kunne hun se ingen anden end Kiaan Patil-Fawley. Kiaan, som hun havde undgået i dagevis nu. Kiaan, som hun skulle have tilbragt weekenden i Hogsmeade med. Hun lukkede fingrene om tynd luft, før hun slet og ret drejede om på hælen og satte snuden væk derfra, inden han fik nogle gode ideer.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det ville være løgn at påstå at Kiaan havde det godt, efter den sidste gang han og Olive havde talt sammen. Der var gået nogle dage siden, men han havde stadig en mærkelig følelsesløs fornemmelse i brystet, han ikke helt kunne slippe af med. Det havde frarøvet ham en del motivation, især når det kom til hans skolearbejde. Det var hvad der i sidste ende havde tvunget ham til at tage til biblioteket den dag for at få indhentet noget af det tabte.

Han havde gået blandt reolerne for at finde bøgerne han behøvede, men netop som han trak bogen ud fra reolen fik han et glimt af blondt hår fra den anden side, og stivnede på stedet. I et flygtigt øjeblik havde han øjenkontakt med Olive, før hun drejede om på hælen og bevægede sig væk. Og før Kiaan kunne nå at standse sig selv, fulgte han efter.
"Olive!" kaldte han, mens han med et par lange skridt indhentede hende. Men hvad han skulle gøre derefter havde han ingen anelse om, og endte med tøvende at række hende bogen hun havde været efter. "...Bare tag den. Du får sikkert mere ud af den end jeg gør."

[Olive O'Neal]

Det var så fucking forventeligt, men Olive sled alligevel tænderne mod hinanden, da hans stemme lød. Hun forstod egentlig ikke, hvordan det kunne være så svært at fatte, at han skulle lade hende være.

Som han indhentede hende og endte mellem hende og udgangen, måtte hun stoppe brat op. Enhver spids bemærkning blev kvalt, da han rakte bogen frem mod hende. Blikket faldt til den, før det søgte op til mørke øjne igen.

"Du har måske glemt, hvordan man læser siden sidst?" hørte hun sig selv sige, tonen afvisende. Også selvom hun mest af alt bare havde lyst til at skrue tiden tilbage, til hendes fingre var flettet ind mellem hans.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke fordi Kiaan havde haft de mindste forventninger til hvordan samtalen ville gå, men alligevel mærkede han den efterhånden velkendte skuffelse ved hendes afvisende tone. Det, til trods for at hun havde gjort det klart for ham sidste gang at hun ikke ville have noget med ham at gøre. Måske kunne han bare ikke lade være med at være håbefuld.

"Vil du have bogen eller ej?" lød det tonløse svar fra ham, mens han stadig stod med bogen i den udstrakte hånd til hende. Han anede ikke hvad han ellers skulle sige. Han forventede at ethvert forsøg på at starte en samtale med hende igen ville ende galt, så i realiteten var han klar over at han allerede var ved et punkt hvor han ikke ville vinde noget.

[Olive O'Neal]

Nok rakte Kiaan fysisk hånden frem, men det var også den eneste håndsrækning fra hans side. Han lignede i hvert fald ikke én, der var den mindste smule beklagelig eller anerkendende over for, at han havde trådt i spinaten og Olive var efterhånden mere end færdig med, at det altid kun var hende, der fik knubs.

Tavst greb hun bogen og vendte ryggen til ham for at gå videre, men kom aldrig mere end et par skridt, før hun vendte sig halvt om mod ham igen.

"Jeg håber virkelig, at hun var dét værd." Hun lagde ikke skjul på, at hun i hvert fald ikke var af den overbevisning.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan var klar over at han sikkert kunne have virket mere beklagelig end han gjorde, men det tydede ikke på at have hjulpet ham hidtil. Det betød dog ikke at han ikke følte det; da Olive greb bogen ud af hånden på ham og vendte ham ryggen var det som om noget bristede i brystet på ham, og hans fingre lukkede sig om den tomme luft, hvor bogen havde været.

Men netop som han troede at Olive var på vej væk var hun standset op og vendt sig mod ham igen. Mørke øjne faldt på hende.
"Det her var ikke hvad jeg ville have, Ollie." lød hans svar. Han kunne ikke fortælle hende at Cora Greengrass lindrede smerten af hendes fravær. Eller alle de fortrydelser han havde haft siden de to havde slået op. Eller hvad det var, han rent faktisk ville have.

[Olive O'Neal]

Engang havde Olive troet, at hun vidste, hvad Kiaan ville have, også når han selv lod til at være i tvivl. Men den tid var for længst forbi og nu var slangen foran hende et komplet mysterium.

Indvendingen var da heller ikke vanvittigt opklarende, så hun stak hænderne i lommerne, trak skuldrene lidt op og hævede brynene i klar opfordring til at fortsætte.

[Kiaan Patil-Fawley]

Opfordringen var tydelig, men det gjorde ikke at Kiaan tøvede det mindste mindre. Især fordi han var overrasket over hendes villighed til at lytte til ham.
Han endte dermed med at stå det første sekund eller to og stirre på hende, før han åndede ud i et lydløst suk.

"Jeg var virkelig... lettet, da du gav mig en ny chance, Ollie. Jeg var bange for at miste dig, fordi jeg havde været sådan en idiot, og jeg troede... håbede, at vi kunne blive gode venner igen efter det." Det var ikke hele sandheden, men han ville ikke vinde noget på at indrømme præcis hvad han havde håbet ville have udviklet sig.
Han fugtede læberne. "Det var blandt andet derfor jeg inviterede dig til Hogsmeade. Jeg ville bare... have mere tid med dig."

[Olive O'Neal]

En ny chance. Hjertet slog allerede lidt hårdere, indtil forståelsen gryede igen. Venner. Selvfølgelig. Olive tvang skuldrene ned igen.

"Fint," svarede hun henkastet og kastede et blik til siden. Hvis han kunne være upåvirket og gerne ville være hendes ven, uden det gjorde ondt på ham, kunne hun også. Hun så tilbage på ham.

"Hvis det betyder så meget for dig."

[Kiaan Patil-Fawley]

Overraskelsen ved at hun ville lytte til ham var intet ved siden af overraskelsen som fik ham til at stirre på hende med begge brynene hævet. I et øjeblik afventede han tavst, som forventede han at der ville komme mere. Da intet kom, mærkede han mundvigen krølle sig en smule opad - om end meget forsigtigt.

"Ja?" Et venskab var måske ikke højden af hvad han ønskede med Olive, men Kiaan ville tage hvad han kunne få. Så længe han ikke skulle mangle hende. "Det... Det ville betyde meget for mig, Ollie. Virkelig." Før han kunne nå at lade sig rive helt med af lettelsen fik han dog samlet sig igen. Han ville ikke ende med at ødelægge det hele igen. Specielt når han allerede mærkede trangen til at tage hende i armene igen. "Betyder det at du... stadig vil tage med mig til Hogsmeade?"

[Olive O'Neal]

"Fint," svarede Olive, selvom det tydeligvis ikke var det. Men hvad skulle hun ellers sige? At hun hadede at se ham sammen med Cora Greengrass og at han skulle stoppe med at se den uretfærdigt kønne pige. Hun skrabede foden over trægulvet, så gummisålen peb beklagende.

"Whatever." Hun havde egentlig tænkt sig at sige mere, men blev afbrudt af bibliotekaren, der rundede et hjørne og tyssede strengt på dem.

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var et ret intetsigende svar, og Kiaan havde lige nået at åbne munden for at sige netop dét, da bibliotekaren tyssede på dem. Kiaan sendte hende et beklagende smil, men så snart hun vendte ryggen til dem igen kunne han ikke lade være med at skære en grimasse af hende, før han igen kunne vende blikket mod Olive.

"Whatever?" spurgte han, i et lidt mere dæmpet tonefald, så bibliotekaren ikke skulle vende tilbage. "Ollie, hvis du ikke har lyst, vil jeg ikke tvinge dig. Vi skrev ikke under på noget. Det er op til dig." Med dét sagt, håbede han alligevel at hun faktisk havde lyst. Han havde end ikke overvejet at invitere andre end hende, siden sidst de havde talt. Planen havde faktisk været bare at droppe den næste Hogsmeade-tur, indtil nu.

[Olive O'Neal]

Olive overvejede længe, men i sidste ende var det ikke et svært valg. Ikke alene ville hun faktisk gerne have alenetid med Kiaan, men der var også sidegevinsten i, at Cora uden tvivl ville kruse sine perfekte hår over det.

"Fint," svarede hun med en udånding og lod skuldrene falde.

[Kiaan Patil-Fawley]

Hendes svar skreg ikke ligefrem af entusiasmen han håbede på, men det var et skridt op fra hendes tidligere svar, og det var nok til at hans mundvige gled en smule mere opad.

"Fedt nok." svarede han, og mærkede selv skuldrene falde en anelse. Lettelsen var en befriende følelse efter de sidste dages isfront fra hende. Og selv om det stadig ikke var den udvikling han havde håbet på, var dét her altid bedre end hvis hun afskrev ham fuldstændigt.
"Skal vi så bare mødes nede i slotsgården den fredag og følges ad derned?"

[Olive O'Neal]

Olive tyggede sig lidt i underlæben, mens hun studerede ham, stadig uden helt at kunne regne ham ud. Bogen blev vippet lidt fra side til side med hånden, evigt ukomfortabel med komplet stilstand.

"Fint. Og så følges vi derned. To venner."