Den lever ret, som arbejder sig træt

[Elliott Wood]

Træningstasken landede tungt på madrassen og der gik ikke mange øjeblikke, før Elliott havde kastet sig ned ved siden af den med et udmattet suk. Hvordan han stadig var på holdet, anede han ikke. Han havde ondt i hver en muskel og det trak da også en flad lyd fra ham, da han drejede hovedet for at kaste et blik på Robin Allard Avery.

"Kan du se mine tæer? For jeg er ikke sikker på, at de stadig er der."

[Robin Allard Avery]

Stående ved sengen, åbnede han sin egen træningstaske så den ekstra trøje han normalt brugte inde under kappen til og fra træning om vinteren, kunne proppes derned. Han skævede tilbage over skulderen mod knægten i sengen ved siden af hans egen. Smilet trak sig om mundvigene.

"Jeg kan se noget bevæge sig under sokkerne i hvert fald," svarede han med en munter lyd. "Du behøver måske i sidste ende ikke tæer for at flyve."

[Elliott Wood]

Så glad var Elliott bare ikke for at spille Quidditch og han forventede, at han hellere ville have sine tæer til andre ting end at kunne flyve. Det sagde han dog ikke højt, men slap i stedet en lyd, der ikke rigtig sagde noget.

"Du ville måske ikke savne dine?"

[Robin Allard Avery]

Robin brændte egentlig heller ikke meget for sporten. Jo, uadtil - og det var da også sjovt nok at være på banen. Det var dog langt hyggeligere at træne end egentlig at kæmpe til kampene. Trofæet kunne da være fedt at have, men det var ikke derfor han oprindeligt havde ønsket at blive en del af holdet.

"Tjo," Robin slap en munter lyd og sank sig ned at sidde på sengen. "Jeg banker altid lilletåen ind i sengestolpen, så den kunne jeg måske godt undvære."

[Elliott Wood]

Blikket var endt rettet mod sengens loft og Elliott tænkte ikke rigtigt over, hvordan det gled over træet uden rigtigt at se. Han slap en munter lyd og drejede kun langsomt hovedet mod kollegianeren.

"Det kan der være noget om," medgav han og mærkede det trække op i den ene mundvig.

[Robin Allard Avery]

Selvom han også var godt flad ovenpå træningen, virkede Elliott nu også temmelig dvask. Oveni kampene, var de også på deres sidste skoleår, så man kunne næppe vente andet end presset både lektier, opgaver og fritidsinteresser kunne fylde.

"Vi mærker det, desværre, nok endnu mere i morgen," advarede han med et smil mod kammeraten. To fingre pressede han mod nakken og de ømme muskler der.

[Elliott Wood]

Elliott skubbede sig op på albuerne og kastede et blik ned over sig selv. Han burde nok se at skifte til nattøj, men kroppen virkede tung og han slap et dybt suk.

"Jeg glæder mig allerede til at skulle op på sjette," bemærkede han og trods det opgivende tonefald, smilede han skævt.

[Robin Allard Avery]

"Ohr, mind mig ikke om det," Kom det fra Robin, selvom det måske var ham der havde startet. De mange trapper var dog evigt umotiverende at skulle op og ned af når man var øm og træt.

Øjnene gled over kammeraten, før han selv kom ned at ligge på sengen. En hånd blev lagt under nakken for bedre støtte. "Trapperne kommer dog nok til at blive en del af charmen, når vi tænker tilbage til skoletiden, tror du ikke?"

[Elliott Wood]

En dæmpet latter forlod ham. Det var blevet nemmere, efter Frankie Figg var blevet en fast del af hverdagen. Hvordan ørnen var endt tilbage i hans tanker, anede han ikke, men han skubbede den væk og trak på skuldrene.

"Måske. Jeg tror nærmere, jeg kommer til at tænke tilbage på maden."

[Robin Allard Avery]

"Mh," En medstemmende lyd forlod ham som han lå der, slangende på himmelsengen som han havde sovet så mange nætter i. Eller hvisket mellem, når drengen i sengen til hans højre eller venstre heller ikke kunne finde ro om aftenen. 

"Maden og menneskerne." Han vidste at det nok ikke var alle man kan kom til at se igen. Nogle man mistede kontakt til.

[Elliott Wood]

Elliott slap en enig lyd og rettede blikket mod loftet af himmelsengen igen. De sidste to år var både gået langsomt og ualmindeligt hurtigt. Han forstod knapt, at det var hans sidste år og det var dén tanke, han tumlede lidt med.

"Jeg kommer til at savne det her. Jer, sovesalen." Ganske vist delte han værelse med Elias, men det var vist kun et spørgsmål om tid, før broren ville flytte hjemmefra.

[Robin Allard Avery]

Selv dem på sovesalen man ikke havde forventet man ville blive venner med engang, havde man nok fået en form for samhørighed med. Det var Robins oplevelse i hvert fald. Man kom hinanden meget nær, selvom han nu også kunne længdes efter privatlivet af flere grunde.

"Selv snorketrynen længst til højre," kommenterede han videre. Læberne slap et enkelt suk. Det var også herinde han havde haft de første overvejelser... herinde han måske havde ladet fantasien få friere tøjler end han normalt tillod den. "Det gælder bare om at nyde de næste måneder. Selv de ømme muskler og frosne tæer."

[Elliott Wood]

En lidt overrasket latter forlod Elliot, der normalt ikke selv kastede sig ud i øgenavne. Men det virkede kærligt og af samme årsag sagde han heller ikke noget til det. Latteren svandt ind til et skævt smil.

"Ja, det kan der være noget om," medgav han. "Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi snart står på den anden side."

[Robin Allard Avery]

Det kunne Robin bestemt heller ikke forestille sig. Ansigtet blev kortvarig vendt opad, så han kunne kigge mod loftet gennem sengehimmelen. Tiden gik for hurtigt og der var stadig ting han skulle finde ud af.

"Hvad vil du så... på den anden side?" spurgte han. Det var ikke et spørgsmål der ikke var blevet stillet før mellem sovesalskammeraterne, men svar skiftede som årene gik.

[Elliott Wood]

Elliott var ikke sikker på, om nogen nogensinde havde stillet ham dét spørgsmål. Det var overraskelsen over det, mere end det var tvivl, der fik et par sekunder gå forbi, før han formulerede et svar.

"Øhm, jeg vil gerne være helbreder."