Et fattigt liv er noget du skaber for dig selv [S]

[Emmely R. Slughorn]

December var altid horribel. Der var hendes fødselsdag, juledagene, nytår. Alt sammen grunde til, at familien skulle samles og lege glansbillede. Især, efter Septimus Slughorn 's far var blevet forlovet med en muggler, havde de tilbragt mere tid med Reynolds-familien. Og det betød mere tid med Rowan Filch.

Ånden var synlig, da Emmely slap en tung udånding. Selvom de var kommet ind i januar, var det selvfølgelig ikke slut. Der var lige farens fødselsdag, som havde samlet dem alle sammen om et stort bord. Forældrene, Sep, Maisy og Rowan. Den slags begivenhed, hun tidligere kun var kommet igennem takket være gak og løjer med Rowe.

Hun tog en tår mere og gloede tomt ud på haven. Hun burde gå ind snart, frøs også. Men selv kulden virkede at foretrække. I hvert fald lidt endnu.

[Rowan Filch]

Rowan havde det ikke drøngodt. Hans lille sidegeshæft manglede Em, men mere end det, så manglede han hende også selv. Hun var en provokerende størrelse, men uden hende blev det simpelthen lidt kedeligt. Han var på vej tilbage fra et toiletbesøg, da han fik øje på hende og impulsivt endte med at træde udenfor.

Han var tavs i et langt øjeblik, før han åndede ud. "Vil du hellere fryse ihjel end at være i stue med mig?"

[Emmely R. Slughorn]

Emmely hørte døren gå, men drejede sig ikke mod lyden. Der var tre muligheder for, hvem det kunne være: Septimus, Maisy eller Rowan. Ingen af dem havde hun synderligt lyst til at tale med. Mindst af alt den stemme, der lød lidt efter.

Hun slap en tung udånding og stak hænderne dybere i bukselommerne. Kun langsomt drejede hun hovedet mod ham og skubbede de viltre, røde krøller væk fra ansigtet.

"Antager du generelt, at alt bare handler om dig?" spurgte hun, selvom der var hold i antagelsen.

[Rowan Filch]

Rowan hævede begge bryn over spørgsmålet og blev helt overrasket. Han trak på skuldrene. "Nej," svarede han tøvende, men blev så alligevel mere skarp.

"Men det gør det her. Så har du tænkt dig at besvare alle spørgsmål med et spørgsmål?"

[Emmely R. Slughorn]

Emmely troede ham ikke en meter, men nåede ikke at sige noget, før Rowan allerede var videre. Spørgsmålet prikkede til hende og hun hævede instinktivt kæben lidt.

"Måske vil jeg hellere fryse ihjel, ja," svarede hun derfor på spørgsmålet, der havde startet det. Hun ville nok i virkeligheden hoppe ud fra det gamle kollegietårn, hvis det kunne bevise en pointe.

"I hvert fald hvis det skal være sådan her."

[Rowan Filch]

Rowan tog en dyb indånding og stirrede på hende. "Jeg er ikke ene om at gøre, at det er sådan her," pointerede han.

"Du har latterliggjort mig for at fortælle dig hvordan jeg har det med dig..."

[Emmely R. Slughorn]

"Jeg har ikke latterliggjort dig," afbrød Emmely ham affærdigende og lagde armene over kors.

"Hvordan vil du have, at jeg skal reagere på, at du fortæller mig sådan noget?"

[Rowan Filch]

Rowan fnøs hørligt og kunne sagtens høre, at de endte der igen. Endnu et skænderi. Han bed tænderne sammen. "Eventuelt med lidt mere end at jeg lyver og bagefter skride," svarede han sammenbidt.

"Jeg ved da godt at du ikke har det på samme måde, men kan du ikke have et minimum af medfølelse?"

[Emmely R. Slughorn]

Emmely fandt Rowan mere end bare almindeligt barnagtig at fnyse sådan af det, men hun var selvfølgelig ikke hævet over selv at slippe et helhjertet fnys over hans ord. Hun strammede armene lidt under brystet.

"Medfølelse? Du giver mig ikke et øjeblik til at reagere," svarede hun spidst. "Hvor længe har du måske gået og tænkt sådan om mig, uden at fortælle mig noget?"

[Rowan Filch]

Rowan var anspændt i kæben. Hans tænder sled lidt mod hinanden og han så væk fra Em og ud i haven med et hvast blik.

"Jeg har ikke vidst hvad jeg gik og følte," svarede han. "Men du kan være ganske rolig. Følelsen er bestemt aftagende, så du behøver ikke blive ved med at holde dig væk, som om jeg kunne eksplodere i kærlighedserklæringer hvert øjeblik."

Han åndede ud. "Det var det jeg ville sige. Hvis du ellers vil, kan vi blive makkere igen."

[Emmely R. Slughorn]

Emmely lod sig ikke overbevise helt, men hun løsnede dog armene bare en smule, som han nåede sin pointe. De faldt, før hun endelig svarede og hænderne søgte ned i lommerne.

"Fint," svarede hun og burde mene det. Men hvorfor følte hun sig så skuffet?

[Rowan Filch]

"Fint," svarede Rowan ditto og kneb sin næseryg lidt mellem to fingre. Han åndede langsomt ud og ind igen.

"Jeg har ikke lyst til at være uvenner med dig mere, Em..."

[Emmely R. Slughorn]

Emmely havde lidt lyst til at himle med øjnene af meget dramatiske Rowan, der stod og lignede, at han bar alverden på sine skuldre. Men hans ord gav resonans i hendes indre og for første gang flakkede hendes blik lidt. Hun stak hænderne dybere i lommerne.

"I lige måde," svarede hun og slap en tung udånding. "Jeg savner dig jo for helvede."

[Rowan Filch]

Det skar mere end hendes vrede og irritation gjorde og selvom han lige havde stået og løjet op i hendes åbne ansigt om de følelser, der stadig var så stærke som altid, så formåede Rowan på ingen måde at glædes over at hun havde savnet ham.

"Kan vi ikke bare... Glemme den samtale og gå tilbage til hvordan det var før?"

Han fortrød i hvert fald at han nogensinde havde åbnet op.

[Emmely R. Slughorn]

Emmy var ikke helt sikker på, om det var Rowan eller forretningen, der manglede hende. Det, der kom bag på hende, var dog, at det irriterede hende. Men det sagde hun selvfølgelig ikke.

"Jo, det kan vi vel godt," svarede hun, selvom det ikke helt føltes, som det havde gjort før.