Verden, vendt på hovedet (s)

[Cora Greengrass]

Cora havde forsøgt at holde hovedet oven vande gennem de seneste uger. Altimens hun ventede på et definitivt svar om Cailean Morgaine 's skæbne, men i det mindste ikke behøvede vente på hår der groede tilbage nu hvor Alissa Avery havde fået brune lokker til at gro ud til deres normale længde igen.

Ingen skulle vide, at hun ikke havde det godt, og hun begyndte da også at blive bedre til at overbevise sig selv om at intet var hændt. Selvom der var stunder hvor det hele knækkede lidt og hun mærkede det der meget menneskelige behov for at snakke med nogen. Som nu.

Det var derfor hun ikke vendte om på hælene, da hun bemærkede en skikkelse i den ellers tomme opholdstue i de sene aftentimer, hvor søvnen ikke rigtig havde taget fat. Og derfor hun satte sig i en af lænestolene, iført sin pyjamas og sovefletninger, og hilste på Kiaan Patil-Fawley med det ene, forslimpede ord:

"Hej."

To uger før juleferien, 2027

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var efterhånden ved at blive en alt for velkendt følelse, følelsen af frustration blandet med en manglende evne til at gøre noget ved det. Alligevel var det nok til at Kiaan nok en gang blev holdt vågen, når han i virkeligheden burde sove, og han var endt med at forlade sovesalen for i stedet at tage ned i opholdsstuen.

Rummet havde været forladt, og det passede ham mere end fint, da han tog plads i én af de bløde stole foran pejsen, som han med lidt magisk hjælp hurtigt fik blusset til liv. Der var køligt nede i krypten, men pejsen hjalp langsomt med at få varmen igen.

Hans blik blev dog snart trukket væk fra pejsen da en skikkelse sluttede sig til ham, og hans blik faldt på Cora. Ligesom hende, var Kiaan selv iført sin pyjamas og et par varme sokker. Han nikkede mat som hilsen.

"Hej." svarede han tilbage. Det var ikke at han modsagde sig hendes selskab - tvært imod. Cora var nok det bedste selskab han kunne håbe på lige for tiden. Om ikke andet, så fordi hun forstod årsagen til hans humør og ikke stillede irriterende spørgsmål om det. "Kan du heller ikke sove?"

[Cora Greengrass]

Cora trak de vamsede-sokker beklædte fødder op til sig i lænestolen og kastede et flygtigt blik mod den knitrende kamin. Over de seneste uger havde hun taget så meget afstand til Kiaan som hun kunne - for afvisningen sved stadig - men samtidig havde hun behov for at være nær nogen, hun ikke behøvede spille komedie overfor lige nu. For nok havde hun kun fortalt søgeren minimalt om hvad der var hændt, men det var stadig noget.

"Nej," svarede hun ærligt. "Det har været lidt svært for tiden."

[Kiaan Patil-Fawley]

Tavst nikkede Kiaan. Han havde i eftertid forsøgt at regne ud hvem det var der havde brændt Coras hår, men han havde ikke spurgt hende om mere end hun selv havde fortalt ham. Det havde i det mindst holdt ham beskæftiget med andre tanker end dém, der fik klumpen i maven til at samle sig.

"Det er jeg ked af at høre." svarede han derefter sympatisk, og trak i et forsigtigt smil til hende. "I det mindste betyder det at vi kan gøre hinanden selskab... right?" Det var ikke meget kontakt de havde haft siden allehelgensfesten, og dét helt sikkert af adskillige grunde. Men Kiaan ville lyve hvis han sagde at han ikke også selv havde taget lidt afstand til hende, efter alt som var sket. Det var ikke noget han havde lyst til at fortsætte med.

[Cora Greengrass]

Cora ville helst ikke tænke for meget på den aften, men hun var dog meget klar over hvor hult hendes bekræftelse af at de kunne være venner havde føltes i hendes indre. Sympatien fra søgeren føltes dog pludselig velkommen, selvom hun ikke brød sig det mindste om at nogen havde ondt af hende. Dog var hans måde at sige det på så rolig og uinvasiv, at han slap godt af sted med det.

"Jo. Det gør det vel," sagde hun og trak ganske kort på smilebåndet, før hun rettede blikket mod kaminen igen. Med to fingre pillede hun lidt i syningen på stolens mørkegrønne armlæn.

"Selvfølgelig ikke på den måde vi har gjort før." Hun vidste ikke helt hvor bemærkningen kom fra. En del af hende håbede måske stadig at der var noget eskapisme at finde hos ham, selvom hun burde stå ved sine ord til allehelgens: om at de ikke burde fortsætte, hvis han var investeret i en anden.

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan skulle heller ikke kunne sige noget om hvor hendes sidste bemærkning kom fra, men det var ikke fordi tanken, om end uønsket, havde strejfet ham, så snart hun havde sluttet sig til ham i rummet. Det kom man vel ikke udenom, når man gennem deres 'ting' over en længere periode automatisk forventede hvad der ville ske, når de befandt sig alene i et rum.

I en ubevidst form af kopiering af hende, fumlede han en smule med armlænet på sin stol og rømmede sig en smule.
"Nej, det... Det er det nok ikke." medgav han. Var fristelsen der? Bestemt. Det havde ikke været fordi det de havde lavet sammen ikke havde efterladt et varigt indtryk på ham. Og man var vel en teenagedreng, med tilhørende hormoner. "Men vi havde vist også talt om at lære hinanden bedre at kende på en anden måde, havde vi ikke? Uden... den slags, bliver det måske lidt nemmere." Igen trak han i et smalt smil.

[Cora Greengrass]

Med det samme ordene havde forladt læberne, overfortolkede Cora det naturligvis. Om hun havde lydt for desperat eller måske bare en anelse håbefuld. Hun betragtede flammerne i kaminen som de trykkede sig op mod hinanden, og brændestablen derinde der kastede små omkring sig.

Da Kiaan fortsatte, vendte hun endelig opmærksomheden mod ham igen, og hun tillod da også sig selv at vende ideen. "Jeg vil gerne give det et forsøg." Indrømmede hun så, endda til sin egen overraskelse. Sirenerne var de eneste hun havde omkring sig og dér var alting simpelthen så overfladisk - og søsteren, hun måske også ville kunne gå til, var ligeså uproblematisk som Cora var kompliceret. Hun manglede noget andet.

"Alligevel virker det næsten mere skræmmende at lære nogen at kende end at..." Hun stoppede sig selv og trak den mindste smule på smilebåndet i hentydning: "... snige væk med dem."

[Kiaan Patil-Fawley]

Villigheden til at give det et forsøg var gengældt, og Kiaans humør steg en anelse allerede. Alt der var sket for dem begge til allehelgens var også noget de begge to havde kendskab til, så det kunne være det ville hjælpe med at komme lidt over det.
"En ny form for distraktion." konkluderede han med et tørt grin.

Mundvigen gled lidt opad igen ved hendes hentydende bemærkning, og han måtte igen give et nik fra sig, mens han bed en egen bemærkning om at det ellers havde været sjovt at snige sig væk med hende. Det var sandt, men der ville næppe komme noget goodt ud af at understrege det. "Ærgeligt ingen af os er modige løver. Mon slangerne har lige så meget held med den slags?" endte han i stedet med at svare, mens han vendte sig mere imod hende, og for første gang rigtigt så på hende. Han kunne ikke undgå at bemærke at hendes hår igen så ud som det plejede. "Så... hvad har du lavet siden allehelgens? Vi har ikke rigtig fået talt sammen siden."

[Cora Greengrass]

Hånden bevægede sig væk fra armlænets syning og mod totten nederst i en af fletningerne. Rastløsheden sad i fingrene, men hun var også bevidst om at hun burde tæmme den. For øjeblikket, var behovet for at slukke bekymringerne kæmpestort, men de havde en aftale. Og hun ville ikke være den der bukkede under. I hvert fald ikke først.

Hun tog ordene ind og blottede da også tandrækken en smule over dem. "Løver er alt for bombastiske. Måske har vi slanger svært ved visse samtaler, men i det mindste er vi bedre til at holde hvad der sker i skyggerne private," Lød det fra hende. Det var først da han nævnte Allehelgens, at mundens kroge faldt ned igen.

Hun trak på skuldrene. "Det sædvanlige. Jeg har distraheret mig selv på mere fornuftige måder," svarede hun ærligt. Hun havde gjort hvad hun kunne for at bevare en vis form for normalitet. "Hvad med dig?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var nær umuligt for ham ikke at vippe mundvigerne en anelse opad igen ved hendes valg af ord. Men det var nok sandt. Havde det ikke været fordi Ginny havde fanget dem i dét øjeblik, ville de nok kunne have fortsat med at holde det hele hemmeligt. En lille del af ham blev fanget i overvejelsen på hvordan det kunne have endt, men han dvælede ikke for længe ved tanken.

"Jeg kender i hvert fald ingen løver som er gode til hemmeligheder. De ville nærmere prale højlydt med hvad de har lavet i skyggerne." tilføjede han overbevist.

Det blev derefter hans tur til at trække løst på skuldrene. "Det samme som dig. Jeg har holdt mig beskæftiget med andre ting, så godt jeg nu kunne. Quidditch-træning har vist været det, der virker bedst." Blikket hvilede en smule på hende, og mundvigen vippede en smule igen. "Jeg har ikke set dig lege tilskuer til vores træning. Må jeg godt tilstå at det har skuffet mig en smule?"

[Cora Greengrass]

Tingene mellem dem var bestemt eskaleret i mørket til Allehelgens og Cora huskede hvordan huden var begyndt at prikke af varme over kyssene de udvekslede. Samt hvordan hun havde guidet hans hånd. Hvad der skete efter havde naturligvis slået koldt vand i blodet på hende. Koldt vand der var blevet til is, efter hun måtte gå tilbage til slottet fra skovbrynet. Hun ville helst ikke tænke på den aften, men når hun gjorde, valgte hun at fokusere på Kiaan og stunderne før Ginny opdagede dem. Det var nemmere. Rarere.

"Det ville de bestemt. Derfor er det næppe dem man bør hive med sig derind i første omgang," kommenterede hun, ikke helt forladt fra en gnist i blikket. Selvom gnisten var underspillet.

Hovedet gled lidt på sned mens han fortalte. Smilet tegnede sig da også snart om hendes læber. "Du sagde det selv Kiaan. Jeg leger kun tilskuer. Mine interesser ligger ikke ligefrem i strategi eller det egentlige spil," Insinueringen var tydelig. Selvom hun deltog i de store kampe, ville hun nok kun bruge fritiden på at observere træning, hvis hun kunne nyde noget helt andet ved at agere heppekor.

"Beklager at skuffe dig."

[Kiaan Patil-Fawley]

Den havde måske været underspillet, men Kiaan lagde stadig mærke til den. Enten det, eller så var det fordi han var blevet vant til at lytte efter hentydningerne mellem dem. Det var i hvert fald nok til at Kiaan mærkede hvordan mundvigerne vippede opad i et indforstået smil.
"Personligt vil jeg også tro en slange er bedre at have i mørket." medgav han, ikke rigtig i stand til at holde hentydningen helt bort. En del af det kom måske også fra hvad der var sket, efter den sidste Quidditch-kamp, hvor Ravenclaw havde spillet mod Hufflepuff, og han havde forsøgt at få talt med Ginny efter kampen. Det var en underdrivelse at sige at tingene havde gået bedre, dengang Cora havde fanget ham efter en Quidditch-kamp.
En episode han heller ikke kunne lade være med at tænke tilbage på, ved hendes videre hentydninger.

"Det er okay." endte han med at svare hende. Fristelsen var dog ikke til at modstå, og han måtte tilføje; "Det var ellers rart at have dig derude."

[Cora Greengrass]

Cora var bevidst om at det næppe var det smarteste, at udveksle halvflirtende bemærkninger og hentydninger med Kiaan, men hun kunne heller ikke rigtig lade være. Selv hvis hun ikke kom nogen vegne med det, havde det allerede gjort humøret lidt bedre og fået tankerne væk fra de emner, der havde afholdt hende fra søvnen.

Hun var enig. En slange kendte mere diskretion og desuden... havde hun egentlig kun kysset drenge fra eget kollegium. Derfor nikkede hun bare, egentlig ret tilfreds med hentydningen hun fandt i hans ord. Eller den direkte kompliment hun fandt i det næste han sagde. Smilet blev blødere.

"Nu hvor vi er på talefod igen, vil jeg da ikke udelukke at jeg vover mig ud i vintervejret for at se træningen," Der gik nogle sekunder før hun tilføj: "Man må jo vise lidt kollegial støtte."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var lidt for nemt at lade blikket falde på smilet, som var blevet blødere på hendes læber. Dét alene var nok til at Kiaan måtte fange sig selv i at huske præcis hvordan de læber føltes mod hans. Det vagte blandede følelser i ham, for samtidig som han vidste at det var en dum idé at dvæle for længe på det, var det beviseligt tanker som var effektive i at distrahere ham fra hans sorger. Præcis som Cora havde været effektiv i at distrahere ham før.

"Det ville være rart." lød hans svar, som hans eget smil også fandt en lidt blødere kant. "Det kan være lidt... kollegial støtte, gør noget ved min præstation. Jeg har vist været lidt slap når det kommer til at fange Lynet i det sidste." Grunden behøvede han ikke uddybe, og det var ærlig talt befriende.

[Cora Greengrass]

Øjnenes flakken var diskret, men Cora opfangede den. Hun sørgede dog også for at minde sig selv om ikke at lægge for mange fortolkninger over Kiaans adfærd, eller ordene der gled fra hans mund. Det var måske lettere sagt end gjort, nu hvor de snakkede i hentydninger i et forsøg på at have en venskabelig samtale.

"Ja, vi kan ikke have at du præsterer dårligt," bemærkede hun med et uskyldigt smil der næppe stemte helt overens med den unægtelige glød i blikket. Selvom lynet ikke var blevet fanget dér, havde hun nydt synet af ham fra tribunen. Nok til at hun havde opsøgt ham efter trods uoverensstemmelser.

"Jeg skal nok heppe fra tribunen."