Det er for sent at kaste brønden til... (TW: voldsom fødsel)

[Keeran Appleton]

Det hele var et rod. Rodet, uorganiseret, usammenhængende. Minderne blandede sig som puslespilsbrikker i deres kasse; nogle på hovedet og nogle tvunget sammen, selvom de tydeligvis ikke passede. Intet af det passede sammen eller dannede et større billede. Intet andet at holde sig til end den friske smerte af hvert slag, han havde modtaget, eller fingerknoglen, der stadig var delvist blotlagt under afskrællet hud.

Keeran havde gjort sit bedste for at binde den sammen og skjule de værste slag, men det var tydeligt på lang afstand, at det ikke var gået godt. Den tidligere kollega fra MACUSA, som han havde sat til at se efter Maeve Appleton og Ella, kastede da også et bekymret blik over ham, da han ankom. Det var først et par øjeblikke efter, at det blev klart for ham, at det ikke kun var affødt af det farlige udseende, men også, at det kun var hustruen, der var ankommet til adressen.

Han blev ikke stående og ventede på flere informationer, men var hurtigt forbi manden, han stolede på og gik direkte ind på værelset, hvor hans hustru befandt sig. “Mae?” Blikket gled over hende, afsøgende. Bekymret.

Efter Slå aldrig på en der ligger ned - det er nemmere at sparke

[Maeve Appleton]

Maeve var oftest fattet og nystrøget, men hendes nuværende tilstand kunne ikke være længere fra det. Hun havde kæmpet for at holde fast på Ella lige indtil en besværgelse kastede hende bagud ind i væggen. Da hun kom til sig selv var Ella væk og hun havde frygtelig ondt i kroppen. Hun ville på Skt. Mungos, men hun kunne ikke forlade stedet hvor Keeran skulle have mødt dem. Da han kom væltende ind af døren vidste hun dog ikke hvad hun skulle fortælle ham. Hun var helt hvid i ansigtet. Da hun endelig åbnede munden, rystede hendes stemme.

"Hvem... Hvem hader dig så meget?"

[Keeran Appleton]

Det var ikke engang et døgn siden, at Keeran havde forladt Maeve og hvilet i visheden om hendes sikkerhed. Nu var følelsen forsvundet komplet og erstattet af en inderlig angst for at have mistet noget af ægte værdi. Og bag den ulmede hadet, selvom det ikke for alvor fik en plads nu, som han krydsede afstanden til hende.

Han rakte ud, før han kunne nå at stoppe sig selv, men knyttede hånden i luften og så i stedet på hende, brynene trukket tæt sammen. For han anede ikke, hvad hun havde været igennem. Anede ikke, hvad hun havde brug for. Magtesløsheden var brændende.

"Hvad skete der?" stillede han spørgsmålet, som han umiddelbart fandt vigtigere at få svar på, end hvem han havde lagt sig ud med. Selvom det tidsnok ville blive afsløret.

[Maeve Appleton]

Maeve stirrede op på Keeran med store øjne i det blege ansigt. Det tog flere, lange sekunder før hun talte.

"Der kom to mænd. De tog hende. Jeg prøvede at kæmpe, men jeg kunne ikke stoppe dem. De tog hende og kastede mig ind i væggen."

Hun løftede den ene hånd og lagde den over maven. Hun sagde ikke noget, men udtrykket i hendes ansigt talte højt.

[Keeran Appleton]

Svaret bekræftede Keerans formodning og hans blik faldt uvægerligt over hende. Det endte ved hendes mave, dvælede med hendes hånd, før han igen kunne hæve det til de blå øjne. Han tog en indånding, men kunne ikke holde sig tilbage længere og hånden hævedes til hendes kind i en blid berøring.

Der var dog ikke tid til mere, ikke lige nu, og hånden faldt. Uden et ord gik han ud til den tidligere kollega og bad manden tilkalde en helbreder, der ikke på nogen måde havde været i kontakt med O'Callaghan eller ville komme det.

Først der vendte han tilbage til sin hustru igen. "Fortæl mig, hvad du har brug for," bad han, selvom en undskyldning nok var på sin plads. Men det var ikke tiden.

[Maeve Appleton]

Maeve var stivnet, selvom hun godt kunne mærke at det var galt. Hun holdt fingrene over de små kramper i maven og stirrede bare ud i luften.

Hun havde mistet Ella og selvom hun ikke tillod sig selv at tænke tanken til ende, så vidste hun at hun også nu havde mistet hans andet barn.

Han talte til hende, men hun hørte ham knapt. Blinkede, fik lige nøjagtig øjenkontakt med ham, før hun krampede sammen og faldt om på gulvet.

[Keeran Appleton]

Hvis Keeran havde været bange tilbage i Irland, var det intet ved siden af den angst, der jog gennem ham nu. Fingeren var stadig et blodigt rod og han kunne mærke hvert slag dunke i ansigtet. Men det gled i alt sammen i baggrunden nu.

Han var i bevægelse, allerede før Maeve knækkede sammen og med et greb om hendes albuer forhindrede han hende i at kollidere hårdt med gulvet. Det var dog en sølle trøst, som han sank ned på gulvet med hende i favnen.

"Mae?" Blikket flakkede over hendes ansigt, før han rettede nakken op igen og vendte ansigtet mod døren, der stadig stod på klem.

"Hvor er den fecking helbreder?" brølede han, det irske tykkere end han normalt tillod det blandt fremmede. Fingrene strammedes lidt om Maeves arme, som han rettede blikket tilbage mod hende.

"Mae? Jeg har brug for, at du siger noget."

[Maeve Appleton]

Mae hev luft ned i lungerne og stirrede på Keeran. Hun havde svigtet fuldstændig. Mistet hans datter, tabt deres barn. Hun kunne mærke forskellen mellem den bulede livlighed og kramperne nu og hun indrømmede det endelig for sig selv.

"Undskyld," var alt hun fik hæst frem, før hun lukkede øjnene og krøllede sig tættere sammen om sit centrum af krampende smerter.

[Keeran Appleton]

Keeran vidste godt, at Maeve ikke havde noget at undskylde for. Han vidste godt, at det var hans egen arrogance, der havde ført dem dertil. Men han havde overladt Ella til hende og det var i hendes varetægt, at hun var forsvundet.

Læberne gled fra hinanden, men han nåede aldrig at sige mere, før en helbreder blev vist ind. Derfra blev tiden ikke spildt. Uden kræfterne til at bære hende selv eller en stav til at ændre det, tog han modvilligt imod hjælp til at få hende ind i et tilstødende værelse.

Han sagde intet til manden, der havde hjulpet, gav ham blot et kortfattet nik uden at slippe Maeve med blikket. Og hans blik fulgte ham ikke, da han forlod rummet igen og efterlod ægteparret alene med helbrederen.

[Maeve Appleton]

Maeve modsatte sig at blive strakt ud og undersøgt, men lod sig til sidst overtale, selvom hun føltes hul. Hun stirrede på Keeran gennem det hele, vidste at han på en eller anden måde var skyld i det, men også at han var hendes eneste anker.

Hun var sikker på hvad svaret ville være, men det smadrede alligevel hendes verden, da det forlod helbrederen. Fosteret havde taget skade af slaget og selvom det stadig havde et svagt hjerteslag, var der ingen rigtige chancer. Hun ville blive nødt til at føde det døde væsen og det skulle helst ske lige nu. Apatisk lukkede Maeve øjnene og ønskede at hun selv kunne dø i det sekund. Helbrederen måtte tale med Keeran. Hun kunne ikke mere.

[Keeran Appleton]

Keeran kunne ikke sidde ned, kunne ikke holde sig i ro. Det eneste, der ikke lod til at ville flytte på sig, var blikket, der var som naglet til Maeve. Han hørte helbrederens ord, men kunne ikke tillade nogen reel reaktion på det. Ikke, da han så de velkendte, blå øjne glide i.

"Bare få hende igennem det," knurrede han gennem sammenbidte tænder, så dæmpet han nu kunne det. Den uskadte hånd blev knyttet, løsnet og knyttet igen, mens helbrederen arbejdede.

Ikke et sekund holdt han op med at ville tage hendes hånd og kærtegne hende, men et sted derude var hans datter. Tanken fik det til at dunke varmt for hans ører.

[Maeve Appleton]

Maeve vidste ikke om hun ville igennem det. Hun gjorde dog ikke modstand, men lod helbrederen røre ved hendes mave, selvom hun havde lyst til at slå og sparke og nægte. Da fødslen gik i gang var hun ikke lydløs.

Hun skreg og havde brug for Keeran, men hun rakte ikke ud efter ham. Hun græd og hulkede, men hun bad ham ikke om at komme.

[Keeran Appleton]

Den manglende kontrol over situationen var dræbende og til sidst kunne Keeran ikke se til mere. Han faldt på knæ ved hendes side og endte med at tage hendes hånd i sin. Grebet var tæt, selvom det fik fingeren til at bløde igen.

Blidt tyssede han på hende, uden at mene andet med det end trøst og magtesløsheden endte med at drive ham til at lægge panden mod den hånd, han holdt i sin.

[Maeve Appleton]

Maeve havde haft et stærkt behov for at Keeran kom og da han gjorde, åbnede hun langsomt øjnene en lille smule og så på ham, som han sad og holdt hendes hånd. Hun snøftede hårdt ind og lod det trøste en bid, selvom det ikke var nær nok til at udfylde hullet.

Der var dog ingen ord, så ingen blev udvekslet. Da fosteret, barnet, kom ud, var det helt slimet og stille og Maeve lå bare og græd og græd.

Pludselig, ovre fra bordet, hvor helbrederen stod bøjet ind over det, lød der et lille tiltag til gråd og lyse øjne spærrede sig fuldt op, imens hun forsøgte at komme op fra lejet, efterfødsel og traumer til helvede.

[Keeran Appleton]

Keeran kunne ikke få sig selv til at se på det, men holdt i stedet blikket på Maeve og var klar til at stryge hende over panden, da helbrederen søgte hen til bordet. Han kunne ikke for alvor bearbejde, hvad der lige var sket. Blot, at han stadig havde en datter i live et sted derude.

Lyden fik ham til at blinke en enkelt gang, men han nåede ikke længere, før Maeve rykkede sig.

"Bliv her," bad han, selvom tonen også var bestemt, før han rettede sig mod helbrederen. "Hvad sker der?"