Slå aldrig på en der ligger ned ... [TW: Vold]

[Keeran Appleton]

Det havde ikke været svært at opstøve Weasley. Efter retssagen havde hverken hun eller Cillian O'Callaghan lagt skjul på, at det vitterligt var ham, der havde hjulpet hende. Eller naturen af deres forhold, som forklarede det. Faktisk havde det kun krævet at forhøre sig lidt omkring Kimærens stamgæster for at finde ud af, at den efterhånden højgravide heks gik flere ture alene i Fønixengen. Derfra havde det bare været om at vente.

Planen var impulsiv, men ikke decideret uovervejet og det var meget bevidst, at Keeran ikke gik ind på Kimæren. I stedet fik han Weasley til at skrive adresse og tidspunkt, samt instruktion om at komme alene - hvis altså, han bekymrede sig om sin families sikkerhed. Også selvom det kostede ham et blåt øje.

Så, der sad han nu. I sine forældres gamle “lejlighed”, et værelse med lås i et faldefærdigt hus, selvom han ikke havde været der, siden han blev myndig. Det lignede sig selv; Panelerne var mugne, tapetet skrællet af og de grå væg-til-væg-tæpper løsnede i kanterne. Han vidste ikke, hvor de var nu og bekymrede sig ikke om det, selvom stedet var en konfrontation med muligheden for, at de ikke længere var i live.

Blikket hvilede dovent på døren den åbenstående dør, mens han ventede. Efter at have stået op lidt, havde han taget plads på den ene af to klapstole, der stod på hver sin side af et gammelt plastbord, som uden tvivl var blevet lavet til udendørs brug.

Efter Venner fortæller os, hvad vi skal gøre; fjender lærer os det
& Dagen har øjne, natten har ører

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var ikke en mand, der brød sig om, at få at vide, hvad han skulle gøre og under andre omstændigheder ville han måske slet og ret havde ignoreret beskeden. Som det var, var det dog ikke en mulighed og det gjorde intet for at forbedre hans humør. Det var i stedet en god del mere faretruende og eksplosivt end ellers, selvom det hele tiden var holdt nede under et nøje kontrolleret ydre.

Han havde da heller ikke mistet forstanden, men var gået til sagen med den fornuft, som han tilgik det meste. Han havde kontakter mange steder og da dagen oprandt, havde han allerede sørget for, at hele bygningen var blevet underlagt antitransferensbesværgelser.

Det ville naturligvis også hindre ham selv i at benytte samme flugtvej, men han anså det ikke for et problem. Cal var nemlig ikke en mand, der var alene, uanset hvad instrukserne så sagde. Af samme grund var han da også flankeret af to mænd, da han endelig trådte ind i det faldefærdige værelse og uden nogen tegn på overraskelse, lod blikket falde på Keeran Appleton.

[Keeran Appleton]

Instrukserne havde været simple; Kom alene eller lad dine nære bøde for det. Alligevel var Keeran ikke voldsomt chokeret, da klubejeren valgte at ignorere det. Et bryn hævedes alligevel, selvom det ikke bar præg af overraskelse. Snarere fortalte det, at han havde prioriteret anderledes - om det så var sandt eller ej.

"Mr. O'Callaghan," hilste han, tonen afslappet, selvom hver sans var skærpet af adrenalinen. De andre mænd blev ikke værdiget et blik, som han slog ud med hånden mod stolen.

[Cillian O'Callaghan]

Cal trådte ind i rummet, mændene bag sig og betragtede den anden mand uden at sænke hagen synderligt. Han gjorde da heller ikke anstalter til at tage plads, men hævede blot et bryn lidt, som han drog en cigaret frem, tændte den og satte den mellem læberne.

Først da røg bølgede ud, løftede han hovedet igen, hagen holdt en anelse højere og et bryn fortsat løftet ganske let. "Mr. Appleton."

[Keeran Appleton]

Selvom Keeran ikke fjernede blikket fra den anden irer, var han konstant bevidst om, hvor de andre mænd var. Han fugtede læberne, men reagerede ellers ikke på, at han var den eneste, der sad.

"Så," han lænede sig lidt tilbage i stolen. "Dominique Weasley. Ikke under din beskyttelse, hm?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal skyldte ikke Keeran Appleton et eneste svar og så da heller ikke ordene som noget, der krævede nogen respons fra ham. Skulle han i det hele taget have været indstillet på at give den.

Så i stedet tog han bare et drag mere af cigaretten, mens han tålmodigt ventede på, at den anden man kom frem til sin pointe.

[Keeran Appleton]

Keeran havde ikke forventet den store monolog om, hvad bæstet betød for ham. Den slags sentimentaliteter var han uanset ikke interesseret i. Til gengæld var han lidt træt af den manglende reaktion og han rettede lidt på ærmeenderne, der stadig bar stænk af hendes blod.

"Ser du, på en eller anden måde endte jeg med at miste, fordi du trodsede ministeriet og Callistus S. Bancroft," konstaterede han. "Så du kan forstå, at jeg er lidt træt af yderligere at se dine mænd i krogen af mit øje."

[Cillian O'Callaghan]

Cal kunne ikke være mere ligeglad med, hvad Appleton havde mistet og mente ikke, at det var hans problem, at han ikke havde været klog nok til at se sig fri af det. Hvad der var hans problem, var dog se friheder som den unge mand havde taget sig, men det skulle der tidsnok komme styr på.

Han drejede hovedet lidt til siden og et tilnærmelsesvis muntert fnøs undslap ham, selvom der ikke var nogen morskab i det blå blik, der rettede sig mod Keeran igen.

"Jeg ynder at holde et vågent øje på mine interessanter, Mr. Appleton," svarede han blot, uden beklagelse og uden andre følelser i tonefaldet.

[Keeran Appleton]

Keeran fnøs og modsat O'Callaghans fnys, var der intet muntert i lyden. Han kneb øjnene lidt sammen og selvom benene rørte lidt på sig, fulgte han ikke impulsen til at rejse sig op.

"Jamen så længe, det er tilfældet, må jeg vel også bare holde et vågent øje på dit bæst."

[Cillian O'Callaghan]

Cal satte cigaretten til læberne og lod røgen bølge ud, uden at lade sig påvirke synligt af ordene. Han var da heller ikke for alvor bekymret. Uanset hvordan det var, så var Keeran Appleton kun én mand.

Han tog et drag mere, før han talte igen, næsten som havde de en høflig samtale. "Fortæl mig, hvordan går det med din hustru? Hun er gravid, hører jeg."

[Keeran Appleton]

Keeran nikkede, som havde Cal lykønsket ham med netop det. Han så da heller ikke den mindste smule urolig ud, velvidende at Maeve og Ella allerede nu var klar til at tage til USA med ham.

"Det går godt, tak. Med tanke på hende og Weasleys forhold til hinanden, er det vel meget passende, at deres børn ender med at gå på Hogwarts samtidig," bemærkede han. "Såfremt alt går, som det skal, selvfølgelig. Man kan jo aldrig vide."

[Cillian O'Callaghan]

Cal gik endelig frem og tog plads, mens de to mænd fulgte med og stillede sig bag ham. Han tog det sidste drag af cigaretten, før han klemte gløden af og knipsede den væk.

"Nej, det kan jo ske, at Ilvermorny er et bedre match," konstaterede han og med dét, at han udmærket kendte til rejseplanerne.

[Keeran Appleton]

Nok var det stedet, Keeran var vokset op, men han var ikke knyttet til det og reagerede ikke på afskaffelsen af cigaretten. Han slap blot en tankefuld lyd uden at være synderligt overrasket over, at Cal selvfølgelig vidste det. Men det betød ikke, at Maeve Appleton ikke var sikker. Det var han sikker på.

"Vi får se," svarede han afslappet. "For jeg tror, vi er nået til tidspunktet, hvor vi finder frem til en løsning på hele det her rod. Hm?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde foldet det ene ben over det andet og sad og betragtede Keeran med slående ro. Den afspejlede ikke den del af hans indre, der mest havde lyst til at hamre den anden mands hoved ned i bordet - alene for at tro, at han kunne tale til ham med nogen form for berettigelse i stemmen.

"Det her rod," gentog han og fandt endnu en cigaret frem. Blikket var på sølvetuiet imens og han bøjede nakken lidt, da han havde strøget en tændstik og tændte cigaretten.

"Havde du indtrykket af, at det her var en forhandling, Mr. Appleton?"

[Keeran Appleton]

Keeran vidste godt, at han pressede sit held. Han vidste, at den eneste grund til, at det endnu ikke var kommet til tryllestave eller næver, var bæstet, han havde fanget. Men det udnyttede han til gengæld også til fulde.

“Alt er en forhandling, Mr. O’Callaghan,” konstaterede han. “Det troede jeg, at du, af alle, forstod..”