Kommer tid, kommer råd

[Emmely R. Slughorn]

Emmely var ikke det store familiemenneske og burde nok have set faresignalerne, da Maisy pludselig troppede op på Skt. Mungos og spurgte, om Septimus Slughorn var hjemme den aften. Men hun var træt og trådte direkte ind i fælden ved at svare ærligt, at han havde nattevagt.

Og sådan gik det ellers til, at hun endte med at tilbringe aftenen rundt om middagsbordet med søsteren og Rowan Filch, som hun ikke havde fået set siden allehelgensaften. Det gik fint. Bedre, end hun havde forventet. Men da Maisy annoncerede, at hun overvejede at gå i seng - og at det altså ikke skulle afholde hende fra at blive - kastede hun et stjålent blik over svogerens ansigt.

[Rowan Filch]

Rowan havde passet biksen, men manglet Emmy. Det havde Maisie tydeligvis sanset og uden at han havde bedt om det, sad hun nu bænket lige overfor ham med et blik han ikke kunne læse. Han tog en dyb indånding.

"Jeg skal i hvertfald have en øl mere," konstaterede han. "Skal du have en med?"

[Emmely R. Slughorn]

Emmely havde ikke været alene med Rowan, siden han havde forladt hende på Natteravnen og hun tog ikke omgående imod tilbuddet, som hun ellers ville have gjort. I stedet stod hun ubeslutsomt et øjeblik eller to, før hun alligevel lænede sig ind dørkarmen.

“Jo tak.”

[Rowan Filch]

Rowan betragtede Emmy rejse sig og tydeligvis vakle lidt med beslutningen. Han kløede sig lidt i skægget, før han rejste sig og hentede to Hobgoblins og knappede begge op. Han kom hen imod hende og rakte den ene frem.

"Drak du hele Natteravnen ned...?"

[Emmely R. Slughorn]

Blikket faldt til flasken, som hun snart tog imod uden et tak. I stedet så Mel tilbage på Rowan og smilede, mest i vane. Det varmede da heller ikke øjnene, som normalt.

“Det ville ligne mig dårligt andet, ikke?”

[Rowan Filch]

Rowan trak på skuldrene og hans blik dvælede længe ved hende, før han tog en ordentlig tår af sin øl.

"Du var ret uretfærdig," konstaterede han endelig.

[Emmely R. Slughorn]

Emmely havde, omend noget forbeholdent, sat snuden op efter, at de kunne feje det under gulvtæppet. Måske udveksle nogle spøgefulde bemærkninger. Det blev ikke realiteten og kæbemusklen spillede, som hun trak tænderne mod hinanden.

“Jeg synes, det var dig, der var uretfærdig,” indvendte hun defensivt.

[Rowan Filch]

Rowan hævede begge bryn lidt over svaret og tog en tår øl mere. "Fordi jeg tilbød dig en gæsteseng og du gjorde det mærkeligt? Hvordan var jeg uretfærdig?"

Han rynkede panden og betragtede hende afventende.

[Emmely R. Slughorn]

Emmely havde slet ikke lyst til øl mere. Eller Rowans selskab, for den sags skyld. Ikke, at hun rigtigt følte for at tage hjem heller. Måske var det dét, der fik hende til at blive stående, trods hans urimelige beskyldning.

"Det var en joke, Rowan," skar hun det ud i pap for ham. "Siden hvornår retfærdiggører det, bare at efterlade mig et eller andet sted? Du vidste endda, hvilken lorteaften, jeg havde haft."

[Rowan Filch]

Rowan vidste godt at hun havde haft en lorte aften. Han bed sig lidt i kinden og stirrede forbi Emmy et øjeblik.

"Mm. Jeg var vist bare ikke helt med på joken, må jeg indrømme..."

[Emmely R. Slughorn]

Hvis ikke Emmy allerede var provokeret, blev hun det i hvert fald af hans blik, der ikke decideret var vendt fra hende, men heller ikke var rettet direkte mod hende. Hun tog en skarp indånding.

"Nå. Jamen det retfærdiggører jo alt." Sarkasmen var bidende.

[Rowan Filch]

Rowan himlede med øjnene over tonefaldet. "Du er simpelthen umulig," svarede han og så hende i øjnene.

"Du flirter konstant med mig og så vender du dig bagefter om og fatter ikke et suk af, at det kan have konsekvenser."

[Emmely R. Slughorn]

Emmely fnøs afvisende og lagde armene over kors, så ølflasken endte med at flugte med hendes side.

"Så det er simpelthen i dit og min søsters køkken, at du vælger at tage det her op?" spurgte hun retorisk og uden at give ham mulighed for at svare. "For du gør det mindst lige så meget og har altid gjort det. Hvad er dit problem lige pludselig?"

[Rowan Filch]

Rowan kunne godt se at rammen ikke var optimal, men hans blodtryk var på kogepunktet og han snappede ved Emmys sidste spørgsmål, som han faktisk fik lov til at svare på.

"At jeg elsker dig, dit kropumulige kvindemenneske," røg det vredt ud af ham.

[Emmely R. Slughorn]

Svaret var intet mindre end absurd og Emmely kunne ikke se det som andet end et desperat forsøg på at afspore samtalen. Hun holdt sig derfor heller ikke for god til at himle med øjnene og stille flasken fra sig.

"Meget morsomt."