I lykkens hus er det største rum venteværelset

[Rupert Horatio Montague]

    
Rupert stod i opholdsstuen som en gentleman og ventede på sin forlovede. Han var pæn og velfriseret, men han kunne godt se på en hel del andre par, at han havde begået en dødssynd ved ikke at farvekoordinere med Gillian C. Fudge. Det kunne han dog ikke gøre noget ved nu. De måtte koordinere til resten af livets begivenheder. Han var intet hvis ikke præcis med sin beklædning.

Hun var nu meget køn alligevel. Det kunne han da godt sætte pris på, da hun kom ned fra pigernes sovesal. Han fandt et høfligt smil frem til hende, rankede ryggen unødvendigt og tilbød hende sin arm, da hun nærmede sig. Han satte også ord på sine tanker. En kompliment var vel ikke malplaceret.

"Du ser køn ud."

[Gillian C. Fudge]

Gillian var ikke en af de piger, der altid gjorde en elegant entré. Hun var aldrig steget ned ad en trappe med en mands blik på sig, men bevægede sig ofte i kanten af rummet. Observerede. Ikke desto mindre var det tilfældet nu og hun følte sig en smule selvbevidst. Et øjeblik var hun sikker på, at hun ville snuble, men hun endte foran ham uden at have misset et skridt.

De matchede ikke, i hvert fald ikke så åbenlyst som nogle af de andre par uden tvivl gjorde. Men der var alligevel noget ved den sarte farve over for hans dybe, der gik fint i spænd.

Genert slog hun blikket ned, men vendte snart tilbage til Ruperts øjne med et lille nik i taknemmelighed. Det var da også nok opfordring til, at hun dristede sig til at sænke blikket over ham.

"I lige måde," svarede hun og mente det da også. Hendes hånd endte ved hans hånd og hun tog en indånding, før hun fulgte ham ud af opholdsstuen.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var mere tvivlsom om hvorvidt han så godt ud, men det var levn fra sygdommen, der havde givet ham ar, som han ikke selv kunne se bort fra. Han nikkede dog alligevel ved hendes kompliment og begyndte at gå med Gillian på armen.

Hun var fin pynt, det måtte man give hende. Og med hende ved sin side var der ikke nogen, der ville overveje om han mon var til andet end kvinder. Hun var så nydeligt skrøbelig og feminin at se på. En porcelænsdukke.

Han var ret tilfreds med det koncept og tænkte over det med et lille smil i mundvigene, som de gik sammen mod Storsalen.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kunne ikke læse tanker og det var nok et held. Ellers var hun kun blevet forsikret i alt det, hun nogensinde havde fået at vide af sin mor. I stedet fejede hun et par løsfarne hår, der mest var i hendes eget hoved, væk fra tindingen, før hun kastede et skjult blik op på ham.

"Fejrer du jul i England?" spurgte hun, høfligt konverserende, som det passede sig i situationen.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var rimelig indskrænket når det kom til piger. Han var blevet opdraget til at tænke på dem på en måde og hans egen manglende interesse i at komme under skørterne på dem havde cementeret deres formål som værende af meget praktisk karakter. Han var dog ikke ubehøvlet og nikkede til spørgsmålet.

"Mine bedsteforældre inviterer hele familien. Det er et pragtstykke. Og du?"

[Gillian C. Fudge]

Det var først for nyligt, at Gillian overhovedet havde besluttet sig og hun havde endnu ikke fortalt nogen svaret. Måske det burde føles mere normalt at dele den slags med sin forlovede, men det faldt hende ikke decideret naturligt.

"Nej, jeg bliver på slottet i år," fortalte hun roligt, selvom hun følte sig alt andet over beslutningen.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn en anelse, men med den familie hun havde, var det måske ikke mærkeligt. Hun havde stadig et godt familienavn, men de var en smule aparte. Han sagde dog ikke noget i den stil, men nikkede blot.

"Ved du om der er mange, der skal blive her?"

[Gillian C. Fudge]

Selvom Gillian brugte meget tid på at bekymre sig om andres mening, skænkede hun ikke menneskene omkring sig mange andre tanker. Brynene trak sig let sammen, da hun blev konfronteret med det, men hun rystede på hovedet, ærligt.

"Jeg tror, at det er et fåtal," vurderede hun. "Men det er der vel intet nyt i."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert trak på skuldrene. Han havde ikke lagt mærke til det de få år han havde været på juleferie fra Hogwarts. På Durmstrang blev man i hvertfald ikke hængende.

"Hvis jeg nævner det for mine forældre, vil de utvivlsomt invitere dig til vores jul."

For at fremvise hende, vel og mærke. Som en præmiehest. "Det forestiller jeg mig ikke er et behov du har."

[Gillian C. Fudge]

Gillians behov for at tage del i den slags arrangementer var, ganske rigtigt, ikke overvældende. Alligevel bekræftede hun det ikke med det samme. Blågrønne øjne søgte op mod ham.

“Det kommer vel an på, om det er et behov, du har,” pointerede hun, en spørgende undertone under konstateringen.

[Rupert Horatio Montague]

Det var et vældig tilfredsstillende svar Gillian der kom med. Hun indordnede sig. Nogen havde vist lært hende rollefordelingen og det lovede godt. Rupert smilede ganske svagt, før han rystede på hovedet.

"Det tænker jeg at vi venter med at udsætte dig for til brylluppet."

[Gillian C. Fudge]

Hendes behov var bestemt ikke sekundære til Ruperts, men han havde aldrig behandlet hende med andet end respekt og Gillian så ingen grund til at gøre andet den anden vej rundt. Hun smilede og bøjede nakken ganske let, før hun rettede blikket frem igen.

"Er det noget, din familie har nogle forventninger til?" Interessen var oprigtig, selvom tonen ikke havde forandret sig fra den høflige konverseren.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede et enkelt bryn. "Brylluppet? Utvivlsomt. Mest tidshorisonten. Der er ingen grund til at vente på at jeg bliver etableret i et arbejde. Jeg skal oplæres hos min far. Derfor ved jeg at de forestiller sig at det sker til sommer. Det håber jeg da at nogen har talt med dig om."

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde haft en ide om, at et bryllup ville ligge langt ude i fremtiden. Modsat forlovelsen med William Knight, så hun ikke meget frem til at dele en hverdag med Rupert og måtte blinke en gang i forbløffelse. Så en gang mere.

“Jeg havde håbet, at det kunne vente, til jeg har overstået min lærlingetid,” konstaterede hun, uden at svare på, om nogen havde fortalt hende det. Betænkningstiden havde uanset sagt rigeligt.

[Rupert Horatio Montague]

Rupert så på hende og der var en kort trækning ved hans mund. Han tog en dyb indånding og rystede lidt på hovedet.

"Det tror jeg du kan skyde en hvid pil efter. De vil ikke risikere at det bliver aflyst..."

Det havde hun trods alt lidt historie med.