Arbejdet gør søvnen sød

[Jane Greengrass]

Fælles lektielavning i opholdsstuen var efterhånden blevet Robin Allard Avery og Janes tradition. Sammen sad de ved den lille, bløde sofa henne ved pejsen. De varme flammer fik det gule til at tage samme farve som en soldnedgang og hun følte sig godt tilpas.

Hovedet var endt med at hvile i den ene hånd, albuen i armlænet. Den anden havde det med, fra tid til anden, at stryge gennem hans hår, når ikke den vendte en side i bogen eller fulgte tryllestavsanvisningerne.

Hun anede ikke, hvor længe siden det var, at tavsheden mellem dem var blevet brudt. Det slog hende ikke engang, at der kun var den lavmælte knitren fra pejsen og lyden af liv i opholdsstuen omkring dem.

[Robin Allard Avery]

Hovedet lænede sig mod Janes slanke, sensitive fingre hver gang han mærkede den mellem lokkerne. Der var noget vant over følelsen, såvel som kaminens knitren og sjælefrændens bløde, fokuserede vejrtrækning. Stilheden generede ham ikke: faktisk skænkede han den ikke så meget so en tanke, mens de læste sammen i de bløde møbel.

Det var først da kapitlets sidste paragraf blev gennemlæst, at læberne skilte sig en smule. "Færdig?" spurgte han, for at sikre sig at hun havde slugt den sidste sætning, selvom han kendte hendes små tegn - som måden hvorpå hun lige skrånede hovedet en milimeter - godt nok til at vide at hun var blevet færdig omtrent samtidig med ham.

[Jane Greengrass]

Jane var ikke længere overrasket over, at Robin havde været i stand til at se det, netop som hun var nået punktummet. De havde kendt hinanden hele livet, havde altid været forlovede, og hun vidste, at ingen anden kendte hende bedre.

"Har du ventet længe?" spurgte hun oprigtigt og lod blikket glide over hans ansigt.

[Robin Allard Avery]

"Overhovedet ikke," Forsikrede han hende om, før han lagde bogmærket ind for at markere hvor de var nået til i pensum. Dernæst blev bogen klappet sammen og lagt mod bordet.

"Vores læsehastighed er næsten skræmmende synkroniseret." Et smil krusede om læberne, mens ryggen lænede sig godt tilbage i puderne igen.

[Jane Greengrass]

Blikket flakkede kun overfladisk mod bogmærket, før det igen var tilbage ved Robins grove træk, der altid fik hendes læber til at bue mild opad. Hun rettede sig lidt op og lukkede sin egen bog med et tilfreds suk.

"Jeg synes-" Hun var nødt til at hæve den ene hånd for at skjule et gab bag håndryggen. "Beklager. Men det understreger fint, hvor jeg var på vej hen. For jeg synes, jeg er ved at være træt." Hun rettede sig lidt op.

"Skal vi holde for i dag?"

[Robin Allard Avery]

Robin kunne ikke ligefrem bebrejde hende. Nok havde de nogle fag tilfælles, men det var elementerne der adskilte sig i deres skemaer der ofte fik deres lektielæsning til at ligge i de senere timer. Dem hvor opholdstuen ofte var mere forladt, og hans hår mere vindblæst på dage som disse, hvor han havde været til træning på banen.

"Lad os det," bekræftede han med et nik. "Vil du direkte op?" spurgte han dernæst, selvom det han mest havde lyst til, var at runde dagen af med at snakke med hende, frem for at sidde i læsetavshed.

[Jane Greengrass]

Kinden var fundet tilbage i hånden, da ikke længere den skjulte gabet, og den støttede hende, som hun rystede på hovedet til hans spørgsmål. "Nej," afviste hun mildt.

"Ikke, hvis du vil sidde oppe lidt, i hvert fald." Hun sendte ham et udmattet, men ikke desto mindre varmt smil. "Måske vi kunne tale lidt om jul?"

[Robin Allard Avery]

Det udmattede smil der krusede om hendes læber, var ligeså klædeligt som de mange andre hun besad. Det var kært på sin egen måde. "Mh. Lad os gøre det," Bekræftede han. Inden længe havde han kringlet sig ned at ligge i den bløde sofa og havde krummet en hånd under en de pyntepuder der lå under hovedet.

"Noget særligt?"

[Jane Greengrass]

Jane måtte flytte sig lidt for at give plads til sin forlovede og hans lange lemmer, men hun gjorde det gerne. Et overbærende smil hvilede da også om hendes læber, mens hun så til.

Hun rystede indledningsvist på hovedet, selvom hun alligevel havde noget i tankerne. Spørgsmålet fik da også snart liv.

"Holder jeg jul hos dig i år?"

[Robin Allard Avery]

Det var rart at få hvilet lemmerne og hovedet lidt ovenpå endnu en lang skoledag. Nu hvor solen gik ned langt tidligere, kunne han godt mærke hvordan trætheden satte ind. Selvom han også nød de kolde dage foran en varm kamin, bløde sweatre og varme drikke i tykke krus. Det var nok grunden til at julen betød en del for ham.

"Ja, det tænker jeg. Så holder vi andenjuledag hos din." Det var vist blevet lidt af en tradition efterhånden. At skifte mellem at fejre selve juleaften hos Greengrass og Averyfamilien.

[Jane Greengrass]

Et mildt smil strejfede hendes læber og hun tænkte knapt over handlingen, da hun rakte frem og strøg hånden over hans underarm. Hun nikkede en gang.

“Det lyder godt,” svarede hun og mente det. “Jeg tager nok lige hjem og sover hos mine forældre den første nat. Men efter det er jeg din.”

Også før, egentlig. Og hun havde altid været det.

[Robin Allard Avery]

Berøringen var blød og velkommen. Robin lod øjnene dvæle lidt mod Janes hånd da den berørte hans underarm, før blikket vandrede op mod hendes velkendte ansigt. Hendes natur og udtryk var, på mange måder, fængslende og det var han skam ikke blind for.

"Jeg glæder mig," sagde han blødt og mente det.

"Også til juleballet. Jeg modtog roberne i går."

[Jane Greengrass]

Det var vist heldigt, at de var forlovede, for i øjeblikke som disse kunne Jane godt se sig selv falde for ham, selv hvis ikke det var tilfældet. Hun lukkede hånden blidt om hans arm.

“Det bliver en god afslutning på året. Sammen med din families nytårsfest, selvfølgelig,” skyndte hun sig at tilføje.

[Robin Allard Avery]

Smilet krusede frem bare ved ordet nytårsfest, og formåede akkurat at blotte hjørnetænderne nok til at de lige strejfede underlæben. "Årets begivenhed," Bekendtgjorde han, ganske roligt, som var det en remse.

"Der er efterhånden mere pres på, nu hvor visse medlemmer af familien insisterer på at overgå forrige fest hver gang." Han deltog selv i lidt af planlægningen, men gik næppe ligeså meget op i det.

[Jane Greengrass]

Blikket faldt uvægerligt lidt til tænderne, der strejfede hans underlæbe. Det var ikke mere end et par enkelte, bløde kys, de havde delt gennem tiden sammen, men nu mærkede hun impulsen. Der var dog stadig mennesker i opholdsstuen og hun holdt sig i skindet.

"Står hun for det igen i år?" spurgte hun, oprigtigt interesseret. Det var altid lidt af et arrangement, når hans kusine inviterede til fest.