y = ax + bx + SB

[Gillian C. Fudge]

Gennem det sidste halvandet år havde der ikke været megen trøst eller fast grund at klamre sig til. Men der havde dog været én konstant; én ting, der ikke havde forandret sig. De små bogstaver, kradset ind i stenene i depotrummet og de små breve, der blev ved at stikke ud mellem dem. S. B. havde været det tætteste på en ven og fortrolig i den tid og det var dét, der endnu engang bragte hende til det støvede depotrum med et forseglet brev.

S. B.

Sommetider ser jeg på mit første spørgsmål til dig. Overvejer igen og igen, om livet blot er et skuespil. Et veløvet stykke, vi fremviser, når ikke vi gemmer os bag himmelsengenes tunge gardiner. Vi kender alle replikkerne, handlingerne, hvad instruktøren og publikum forventer af os.

Men hvad, når det ikke længere er nok? Hvad hvis man indser, at manuskriptet har fejl og kun kan ende i tragedie? Hvis den hårhjertede heksemester havde set, hvad eventyret ville ende med, havde han så brudt fri af det og skabt sin egen virkelighed? Var Romeo og Julie flygtet i nattens mulm og mørke, hvis de vidste, at de ville dø i hinandens arme efter blot tre akter af ægte kærlighed og lykke?

G. C. F.

[Tibby Kendrick]

Regnen faldt tungt over slottet i de her dage, og der var ikke meget ved at være udenfor. Indendørs var der heller ikke ret meget at tage sig til, udover lektier og nogle stunder i biografen, hvor de mest af alt bare spillede spil. De havde stadig ikke fået projektoren til at virke, så det var mere en biograf af navn end af gavn.

I dag var ingen undtagelse. Udenfor var det koldt og vådt, og kulden trak igennem til sten korridorerne, så de fleste elever sad forhutlet rundt omkring ildstederne i deres huse og i fællesstuen. Tibby havde selv siddet i fællesstuen med Summer, og tilbudt at følge hende ned i kælderen efter. Der var trods alt ikke så langt fra anden sal.

På vej op igen, stoppede han dog på første sal og sendte et blik mod depotrummet. Udvekslingerne med G.C.F. havde stået på i over et år nu, og han gik ofte ind forbi når han alligevel var i nærheden og alene. Det var faktisk ikke noget han havde fortalt Summer om. Han vidste ikke hvorfor, for de delte ellers alt. Men det virkede næsten som at bryde tilliden til G.C.F. hvis han sagde noget videre, og det var jo ikke fordi at han løj for Summer. Han havde bare ikke nævnt det.

Han fandt brevet mellem stenene, og stak det i lommen så han kunne læse det tilbage på sovesalen, hvor det også var nemmere at skrive et svar, end i det lille, mørke depotrum. Heldivis var sovesalen tom da han kom derop, og der var god ro til at læse og skrive. Ikke at hans sovesalskammerater var voldsomt forstyrrende. Især Gideon Flint passede ofte sig selv, og Tibby havde tit skrevet svar til G.C.F. imens den anden dreng havde været tilstede.

Han rettede brillerne og gav sig god tid til at læse det først. Det var længere end det plejede, men måske også mere vigtigt? Han håbede det kun var en undren og at der ikke var sket noget ubehageligt, men besluttede sig for, at få skrevet et hurtigt svar så der ikke var for lang ventetid.

G.C.F.

Men hvem siger, at vi ikke bare kan fyre manuskriptforfatteren og overtage arbejdet selv? Måske blev første akt ikke som vi ville have det, men der er vel håb endnu for, at vi kan tage styringen i andet akt og selv bestemme, hvilken slutning vi vil stræbe efter. Måske.

Hvis der er sket noget du har brug for at dele, er jeg klar med et lyttende øje. Jeg håber du er okay.

S.B.

Brevet efterlod han næste dag, samme sted hvor han havde fundet det forrige. I bunden havde han forsøgt at tegne en opmuntrende lille sol, hvis stråler dansede hen over papiret på magisk vis. Han håbede ikke det var for meget, men i den her mørke tid kunne alle vel bruge lidt ekstra solskin.

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke hver dag, at Gillian gik forbi depotrummet, men det var alligevel oftere i disse dage. Spørgsmålene virrede i hendes tanker og det var et ønske om svar på bare nogle af dem, at hun søgte ind i det støvede rum efter aftensmaden. Et flygtigt smil strejfede hendes læber, da hun greb brevet og lagde dem mellem to sider i den tunge bog, hun bar.

Først, da hun sad bag det midnatsblå forhæng i himmelsengen, trak hun det frem og lod øjnene glide over bogstavet. Solen fik hende til at smile og denne gang nåede det øjnene. Det blev endda siddende, da hun greb sin fjerpen.

S. B.

Det er måske pudsigt, men jeg tror, du er den eneste, der har ønsket det for mig. I hvert fald uden nogen form for personlig investering og uden at forvente noget til gengæld. For det er jeg dig evigt taknemmelig. Selv, hvis ikke jeg er okay.

Jeg ved ikke, hvor meget der er at fortælle. Har du nogensinde følt, at ingen i verden for alvor kender dig? Eller, at dette bliver ekstra tydeligt i samværet med de, der nok burde kende dig bedst?

Af og til frygter jeg, at du måske er den eneste, der for alvor gør.

G. C. F.

[Tibby Kendrick]

Der havde været mange breve udvekslet mellem G.C.F. og Tibby gennem det sidste års tid. De havde handlet om alt og intet. Både små hverdagsting og de større, mere eksistentielle spørgsmål. Som nu.

Generelt havde Tibby måske været hurtigere om at svare, når brevene handlede om noget akademisk, om vejret eller om hvorvidt Peeves burde have forbud mod depotet, når det pludselig var rodet så meget til, at det var næsten umuligt at finde hinandens breve.

Til gengæld gik han oftere forbi depotet, når brevene var af mere dyb karakter. Måske fordi han vidste, at han sikkert ville være længe om at svare, og han ikke ville risikere at G.C.F. følte sig glemt.

Derfor gik der ikke mange dage, før han strøg fingrene over stenene igen, og fandt et nyt brev som han tog med sig op på sovesalen. Den næste dag var han igen forbi, for at efterlade et nyt.

G.C.F

Jeg kender godt den følelse. Men sommetider er jeg i tvivl om, om det mon er fordi jeg heller ikke selv er helt sikker på, hvem jeg egentlig er. Jeg mener, hvis vi ikke kender os selv, hvordan skal vi så kunne måle hvor meget andre kender os?

Måske er det bare sådan at være menneske. Og måske er det okay. Der skal i hvert fald også være plads til, ikke at være okay. Og måske også til, at vi måske aldrig kommer til at kende et andet menneske helt rigtigt. Men at vi gør vores bedste.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har lært dig at kende. Uanset hvor meget. Jeg synes du er sej. Du kæmper dig igennem, og du deler dine tanker med mig selvom vi aldrig har mødtes. Det er da modigt og virkelig beundringsværdigt!

Jeg tror på, at du bliver okay igen en dag.

S.B.

[Gillian C. Fudge]

Gillian var ikke vendt tilbage med det samme. Sådan var det altid, når lidt for meget af hendes sjæl var blevet lagt i brevene. Men denne dag havde hun haft behov for S. B, de søde ord og sommetider også tegninger, der altid fik hende til at smile.

Som altid sikrede hun sig omhyggeligt, at der ikke var andre i korridoren, før hun drejede håndtaget om og trådte ind. En rødhåret dreng, hun svagt genkendte fra opholdsstuen, fik hende til at stivne. Blikket flakkede over ham, fulgte hans arm til brevet mellem stenene. Og noget gled på plads.

“... S. B?”

[Tibby Kendrick]

Lydene ude fra korridoren var han efterhånden begyndt at ignorere. De fosvandt som regel igen, og hvad skulle nogen dog også stikke hovedet ind i depotet for? Tibby var i stedet dybt koncentreret om, at stikke brevet ind mellem stenene , uden at krølle det alt for meget. Det skulle trods alt helst være læseligt.

Men pludseligt rodede nogen ved håndtaget, og det næste øjeblik var døren åben og der stod en ældre elev fra hans hus.

Han anede ikke om han skulle give brevet et sidste skub, eller om han skulle hive det til sig og gemme det i en lomme. Han endte med at gøre ingen af delene. I stedet så han bare på hende, med store øjne bag brilleglasset.

"Øh..." Var første umiddelbare svar, imens han registrerede hvad hun havde sagt. Så rynkede han brynene en anelse i nysgerrig undren "G.C.F?"

[Gillian C. Fudge]

Hvis der havde været nogen tvivl, forsvandt den, da S. B. genkendte hende. Et øjeblik overvejede Gillian bare at tage flugten, men det var allerede for sent. Hun fugtede de rødmalede læber og sænkede hagen lidt i et umærkeligt nik.

Flere ord burde følge, det var hun skam bevidst om. Problemet var bare, at hun efter at have krænget sin sjæl ud til den anden elev, hun ikke umiddelbart kunne huske navnet på, aldrig havde forberedt sig på at stå ansigt til ansigt med vedkommende. I hendes tanker havde S. B. mere været en fantasiven, der altid var der, end et virkeligt menneske. Hun blinkede en gang, så en gang mere.

Og ordene udeblev.

[Tibby Kendrick]

Hun nikkede. Tibby løftede en hånd for at klø sig i nakken, men det blev bare underligt hængende bag øret. Blikket vandret lidt fra hende og til brevet. Pludselig virkede det undersligt at give hende det. Nu der var et ansigt på. Og dog...

Han trak det stille til sig og prøvede diskret at ligge det i lommen, "øhm øh, det... Eller hej? Gillian, ikke?" Han prøvede at huske folks navne. Særligt dem i sit eget hus og på sin egen årgang, selvom de helt små elever under ørnen virkelig ikke var nemme at huske. Han var dog ret sikker på, at G.C.B. gik et år over ham.

[Gillian C. Fudge]

Gillian sænkede hagen igen, men hans navn dukkede stadig ikke op. Hun tog en indånding mere og lod blikket glide over hans ansigt.

“Jo. Gillian Cornelia Fudge,” svarede hun, uden hun var helt sikker på hvorfor. “Eller det var jeg i hvert fald dengang.”

[Tibby Kendrick]

Ah. G.C.F. Selvfølgelig. Hun havde brugt sine egne initialer. Noget Tibby måske havde taget for givet at hun ikke havde, fordi han selv havde valgt at lade være. Ikke at ha kunne huske, hvorfor han havde valgt S.B. Han mindedes at der havde været en mening bag lige netop de bogstaver, men han kunne ikke huske den nu.

En smule overvældet af situationen, glemte han dog at præsentere sit eget navn. Det føltes på én gang som om, at de var komplet fremmede men også at de kendte hinanden virkelig godt. Og det var sjældent man præsenterede sit navn for venner.

Han lukkede hænderne om brevet i lommen. "Så, øh... øhm..." Det var virkelig ikke en situation han havde regnet med, selvom han måtte erkende, at den nok ville være kommet før eller siden. Han skubbede brillerne på plads. Alle de ord de havde udvekslet hen over det sidste års tid, og så kunne han ikke finde på noget at sige nu.

"Vil du... Skal vi gå en tur?" Han lød ikke virkelig sikker på sit eget spørgsmål.

[Gillian C. Fudge]

Over det sidste års tid, var S. B. blevet en af Gillians mest betroede. Engang havde hun haft penneveninden i Frankrig, men selv hende havde hun ikke kunne dele alt med, i tilfælde af at det blev opsnappet. Men med ham havde hun dristet sig til mere. Nu føltes det alligevel overmodigt.

Blikket flakkede afslørende, men det gik hurtigt op for hende, hvad hun gerne ville. På sin vis skræmte det hende måske mere. Men S. B. kendte hende, virkelig kendte. Det havde hun jo selv skrevet. Og hun endte med at nikke.

"Det er stoppet med at regne," bemærkede hun dæmpet, usikker.

[Tibby Kendrick]

Tibby sendte et blik ned ad korridoren, og kunne kun lige skimte et vindue. Det lod ikke til at være ligeså mørkt som tidligere. "Nå ja. Der stod vist også, at det ville klare op i løbet af dagen i profettidende." Usikkerheden gled langsomt over i et smil.

Nok havde de kendt hinanden i over et år, men det havde jo aldrig talt sammen i virkeligheden. Måske var vejret et godt emne at starte med.

[Gillian C. Fudge]

"Det gjorde der," svarede Gillian med et flygtigt smil om læberne. Det var rart at tænke på, at hun ikke var den eneste, der læste avisen fra ende til anden. Og sådan satte de næsen ud mod udendørsarealerne sammen.

Hun havde aldrig været personen til at tale meget, men med den yngre elev virkede tavsheden ikke lige så larmende og hun havde intet problem med den. Det var da også først, da de krydsede storsalen, at det faldt hende ind at bryde den.

"Hvorfor S. B?"

[Tibby Kendrick]

Tibby var sjældent ukomfortabel i tavshed, og var bestemt heller ikke generet af den i selskab med G.C.F. Der havde trods alt aldrig været en lyd i mellem dem før.

Men da hun spurgte til alias'et blev han alligevel en smule varm i kinderne. "Øh... Jeg har egentlig glemt det. Det er så længe siden nu, men jeg tror det started med, at jeg ikke ville tages i at lave hærværk på væggen." En hånd fandt vej om i nakken som han kløede lidt, imens han sendte hende et nærmest undskyldende smil. "Jeg tror jeg havde en klog tanke med bogstaverne, men ikke klog nok til, at jeg kan huske den."

[Gillian C. Fudge]

Gillian forstod ikke farven i hans kinder, men noterede sig det alligevel. Tog drengen bag de mange opmuntrende beskeder ind for første gang. Hun var bevidst om, at de måtte have krydset veje i tårnet, men hun mente ikke at have set ham nogensinde.

Hærværk. Ordet satte sig i hende og med dem skammen. "Sådan havde jeg ikke tænkt på det før," indrømmede hun dæmpet.