Om kærlighed og skildpadder; de fleste kender kun forloren

[Virginia Slughorn]

Efter allehelgens aften havde Ginny gjort alt i sin magt for at undgå Kiaan Patil-Fawley. Fra før påsken huskede hun, hvilke fag han fulgte og efter en hurtig samtale med nogle fra syvende, havde hun regnet ud, hvilke steder hun burde undgå og hvornår.

De eneste faldgruber var storsalen og quidditchbanen. Førstnævnte indeholdt dog en sådan mulighed for ydmygelse i afvisningen, at hun ikke for alvor forventede, at han ville driste sig til det. Quidditchbanen var en lidt anden sag, men indtil videre havde deres træninger ikke ligget i forlængelse af hinanden og skaden var undgået.

At han, ligesom hun, kunne spørge sig frem til Ravenclaws næste træning, var ikke komplet udeblivende fra hendes tanker, men hun håbede, at hun kunne ville det til ikke at ske. Det virkede næsten en måned. Og så fik hun øje på ham.

Hun havde skiftet tilbage til skoleuniformen; håret var stadig vådt fra badet, som hun fulgtes med holdet tilbage fra omklædningsrummet. Men hun var ikke i tvivl om, hvem han var der for at se. Det fik hende dog ikke til at stoppe op eller stoppe med at tale med en af holdkammeraterne om weekendens sejr.

[Kiaan Patil-Fawley]

Næsten en hel måned var der gået, uden at han og Ginny havde udvekslet ét ord med hinanden. Det var blevet til blikke på tværs af storsalen, som kun havde dvælet længe nok til at konkludere at ørnen stadig ikke ville kendes ved ham. Selv når de en sjældent gang havde passeret hinanden, tæt nok til at han ville have kunnet række ud efter hende hvis han ville, havde hun ikke skænket ham et blik, mens hun gik forbi ham.

Kiaan vidste ikke hvad han skulle stille op med det. Og samtidig som en del af ham vidste at han måtte give Ginny plads og tid, hvis han ville have noget håb om at hun en dag ville tale med ham igen, var der en anden, overdøvende del som ville fremskynde processen.
Det var dén del som førte ham efter ørnenes Quidditchtræning, som han havde overværet fra tilskuertribunerne, og han havde smurt sig med tålmodighed mens han havde ventet på at hun kom ud fra omklædningsrummet. Da hun gjorde, var hun selvfølgelig ikke alene, og Kiaan måtte bide en indædt banden i sig over piger og deres vane med at gå i flok.
Han tøvede, men en djævel tog ham og fik ham til at rømme sig.
"Ginny?" spurgte han, fuldt bevidst om risikoen for at blive offentligt hængt ud af hende foran hendes holdkammerater, men måske havde den knappe måned hjulpet. Han håbede. "Kan vi tale sammen?"

[Virginia Slughorn]

Det havde været et naivt håb at tro, at hun kunne gå forbi, uden Kiaan ville henvende sig. Men Ginny havde håbet. Derfor måtte hun også bide et suk i sig, da de omkring hende stående stoppede op. Hun kastede et enkelt blik på dem over skulderen og gav så et lille nik, der fik dem til at gå videre.

Ikke et eneste ord ytrede hun til slangen, men vendte sig blot om mod ham igen. Kun kosten i hendes ene hånd holdt hende fra at lægge armene over kors. I stedet hævede hun brynene over et næsten utålmodigt udtryk.

[Kiaan Patil-Fawley]

Hun havde ikke afvist det, hvilket han i udgangspunktet ville antage var en god ting. Men hendes ansigtsudtryk afslørede ikke den mindste varme, og han mærkede hjertet synke ned i maven.

"Hør... Jeg er ked af hvad der skete til Allehelgens. Både for hvad du så, og for hvad jeg sagde til dig." Mange gange efterfølgende havde han bandet over sig selv for at have været sådan en idiot, efter at det først var gået op for ham hvordan hun måtte have tolket det. "Det var ikke min mening at du skulle blive såret. Hvis jeg havde vidst at det ville såre dig sådan, ville jeg ikke have gjort det." Endnu en tøven. "Ginny, jeg savner dig."

[Virginia Slughorn]

Ordene efterlod ikke Virginia upåvirket, men hendes mor havde været en Runcorn og hun var opdraget derefter. Ansigtet var derfor helt glat, blottet for følelser, mens han talte. Kun en kæbemuskel, subtilt spillende under fregnede, vindbidte kinder, røbede hende.

"A-ha," lød det køligt fra hende. "Og hvad skal det så betyde?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan havde måske ikke forventet nogen decideret reaktion fra hende, men han måtte alligevel have håbet på det, at dømme efter skuffelsen efter dets fravær. Det kølige tonefald hun besvarede ham med hjalp heller ikke på sagen.

"Det betyder præcis hvad jeg siger." endte han med at svare hende. "Jeg har prøvet at distrahere mig selv. Brugt metoder jeg troede ikke sårede nogen. Lige indtil det viste sig at jeg tog fejl." Blikket hvilede tungt på hende. "Jeg var virkelig glad for at vi to var begyndt at snakke sammen igen, Gin. Du må vel selv have set at vi undgik hinanden i tiden efter bruddet. Og jeg har ikke lyst til at... mangle dig igen."

[Virginia Slughorn]

Bag det kølige ydre, brændte raseriet varmt. Ginny var dog ikke blind nok til ikke at se, at det kom af tristhed og sårede følelser. En skuffelse over svaret bredte sig i hende, trods hun dog ikke tillod sig selv at indse, hvilket svar hun havde håbet på.

“Jeg havde heller ikke lyst til at se dig i det kosteskab med hende.” Hun havde ikke engang lyst til at lade Cora Greengrass ‘s navn glide over sine læber. Selv det possessive pronomen blev nærmest spyttet ud, som gav det hende en dårlig smag i munden.

“Men man kan ikke få alt, man gerne vil have.”

[Kiaan Patil-Fawley]

Han mærkede kæben spænde sig. Hvad end han kunne finde på at sige virkede til at prelle af på hende. Noget han i realiteten måske havde forberedt sig på, men som stadig var demotiverende at få bekræftet. Det efterlod ham tvivlende til hvad han ellers kunne sige, som kunne blidgøre situationen - igen med visheden om at der var en risiko for at det ikke kunne lade sig gøre.

"Det er jeg klar over." lød hans svar på hendes sidste bemærkning. Tonen var mut og tungsindigt, vejet ned af vægten af ordene han ikke sagde højt. "Det skulle ikke være sket. Noget af det. Og jeg forstår godt at du har undgået mig den sidste måned for det. Men jeg håbede at du ville tale med mig om det nu."

[Virginia Slughorn]

Ginny svarede ikke med det samme, men betragtede ham længe i langtrukken tavshed; ikke blind for, at hun straffede ham. Kæben blev tvunget lidt op, blikket stadig hårdt, men mere end det var det såret.

“Hvad der er at tale om, Kiaan?” spurgte hun retorisk. Hun havde i hvert fald ikke noget at sige til ham. Og så alligevel:

“Vi er ikke sammen mere. Du er i din frie ret til at gøre lige præcis, hvad du vil.”

[Kiaan Patil-Fawley]

Han havde ikke været forberedt på hvor meget dét svar gik ham på, noget som nok ubevidst afspejlede sig i hvor hårdt hans blik på hende blev.

"Det siger du, men hvis det passer, hvorfor er du så vred på mig?" Det var et spørgsmål han havde grublet over hele måneden, og han kunne ikke konkludere med andet end at det måtte være en gennemsyret løgn. "Du har undgået mig lige siden allehelgens. Aktivt, oven i købet - jeg har lagt mærke til det. Der må være noget, vi to behøver tale om."

[Virginia Slughorn]

Ginny havde ikke lyst til at tale, primært fordi hun ikke havde lyst til at indrømme, at han havde såret hendes følelser. Igen. Hun tog en indånding.

“Det er fint, Kiaan,” bed hun utålmodigt. “Hvad end, der var at tale om, har du allerede sagt med dine handlinger.”

[Kiaan Patil-Fawley]

Hun havde virkelig ikke tænkt sig at tale med ham. Kiaan mærkede igen hvordan kæben spændte sig til det gjorde ondt, og frustrationerne blev svære at lægge låg på.

"Det er ikke fair, Gin." lød det sammenbidt, men dæmpet fra ham.

[Virginia Slughorn]

Ginny blinkede et par gange, tydeligvis stødt af hans indvending. De korslagte arme strammedes lidt og hun hævede kæben bare en anelse.

"Mere fair, end at du lod mig vandre uforvarende ind i dét."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var tydeligt at Ginny selv var ved at blive defensiv mod samtalens kurs, men Kiaan kunne ikke tage hensyn til det lige nu. Ikke når frustrationerne tog overhånd.

"Og jeg fortryder at det skete. Giv mig en Tidsvender, og jeg ville undgå det." bed han tilbage. "Men det kan jeg jo ikke, vel? Jeg kan kun undskylde, men det vil du heller ikke høre på. Men du siger også at jeg er fri til at gøre som jeg vil, men du er stadig sur på mig. Så hvad er det, du vil have fra mig?"

[Virginia Slughorn]

Dér var det igen. Temperamentet, der havde det med at flamme op. Sammen med hendes var det en sprængfarlig cocktail; et møde, der havde drevet dem fra hinanden én gang allerede.

"Ikke noget, Kiaan. Udover, at du lader mig være i fred. Så er du sød at respektere det?" udbrød hun såret.