Livet er en snoet vej

[Gillian C. Fudge]

Det var koldt. En af de dage, hvor nattefrosten stadig lå i luften og bed i kinderne, selv da skolens elever kunne begive sig ned mod Hogsmeade. Gillian var som altid alene, de evigt kolde fingre pakket ind i handsker og skærmet for kulden i kappens lommer.

Det var en måned siden, at hun og William Knight havde aftalt at mødes ved springvandet og selvom hun var afklaret, gjorde maven et enkelt vrid, da hun skridtede mod springvandet. Blikket søgte ham allerede.

Første weekend i november

[William Knight]

Brune øjne bevægede sig mellem forbipasserende, allerede fra han nåede et skridt ud af Tudselommen. De ledte efter pigen han ikke kunne banke ud af hovedet, selvom han vidste at han måtte holde tungen lige i munden hvis det her var en chance for at bevare hende i hans liv. Som venner.

Så spottede han hende. Brunetten med de kønne, blå øjne som kolliderede med hans, før de gik hinanden i møde lige ved springvandet. Da de var en meter fra hinanden, stoppede han op.

"Gillian. Godt at se dig." Hænderne var naturligvis i lommerne og stubbene var barberet væk.

[Gillian C. Fudge]

Godt at se dig. Det dækkede ingenlunde over de følelser, gensynet vakte i hende. Men Gillian smilede svagt og nikkede en enkelt gang. Vanen var måske affødt af høflighed, men det var ikke desto mindre oprigtigt.

"I lige måde." Hun kastede et blik mod gågaden. "Skal vi finde et varmere sted? Eller gå lidt?"

[William Knight]

"Lad os gå lidt først," svarede han, velvidende om hvor lidt han stolede på sig selv i et stillesiddende scenarie. Så ville hans ord få en større chance for at fælde ham, hvilket i forvejen var en uundgåelighed. Derudover ville han ikke kunne fokusere på andet end hvor skøn Gillian så ud i dag. Herude var der mindre distraherende elementer at vende øjnene mod.

"Hvordan har du det?" spurgte han, så snart de begyndte at gå.

[Gillian C. Fudge]

Måske havde det været en ubevidst test. Gillian var i hvert fald ikke utilfreds med svaret, selvom det som altid ikke var overstrømmende. Hun nikkede dog og rystede et par løsfarne, mørke hårstå væk fra ansigtet, før hun satte i bevægelse igen.

"Det virker som et kun mere udfordrende spørgsmål, end det plejer at være," svarede hun dæmpet. Ikke, at det for alvor besvarede spørgsmålet.

[William Knight]

Hun var sikkert kold, men det her virkede mere sikkert som start. En spadseretur gennem gaderne med hænderne begravet i kappelommerne, uden en varm ingefærøl at klamre sig til som trøst for det bankende hjerte. Til spørgsmålet havde han forventet et høfligt, men uplacerbart svar. Et af dem man ikke fik meget ud af.

Svaret han fik nu, fik kun flere fortolkninger til at strømme rundt. "Ja. Det var nok ikke det bedste spørgsmål, alt taget i betragtning." Han hentydede til det med hendes far. Det der var sket mellem dem.

[Gillian C. Fudge]

Gillian rynkede brynene i tankefuldhed, mens hun vendte og drejede hans ord. Sådan gjorde hun det altid. Analyserede grundigt, før hun svarede. Hun rystede på hovedet, bevægelsen som altid diskret.

"Det var ikke et dårligt spørgsmål,” konstaterede hun. “Men svært at svare på.” Hun kastede et blik på ham.

"Jeg vil uanset hellere høre, hvordan du har det."

[William Knight]

Han havde troet at det ville være nemmere sådan her. At kunne gå, side om side, med Gillian med et fremadrettet blik. Samtidig var der en unægtelig effekt ved at hun bevægede sig ved hans side, ved lyden af hendes stemme og ved de blå øjne han dristede sig at møde med sine mørkebrune.

"Jeg har det fint," sagde han, bevidst om at det næppe lød som var han på toppen af verden. "Det betyder meget for mig at du ville mødes i dag."

[Gillian C. Fudge]

Svaret var ikke overbevisende, men i det mindste havde han, modsat hende selv, det besvaret og Gillian forfulgte det ikke. Hun gik blot i tavshed, indtil flere ord forlod ham. Blikket hvilede på ham lidt, før det atter blev vendt mod hovedgaden, som de fulgte mod Fønixengen.

“Ja. Jeg har det på samme måde.” Hun fejede en mørk lok væk fra ansigtet uden at prøve at stikke den bag øret. Vinden havde uanset snart fat i den.

[William Knight]

Havde det ikke været for pakken hun havde glemt på bordet i Tudselommen, anede han ikke om han ville have fået en mulighed for at se hende igen. Og så havde hun præsenteret ideen gennem den kønne håndskrift. Siden havde han været ved siden af sig selv, men samtidig var han nok mere afklaret end nogensinde om sine følelser for ørnen. Selvom han også vidste at han ikke måtte være selvisk og lade sig styres af dem.

"Har du truffet en beslutning omkring... din far?" spurgte han direkte.

[Gillian C. Fudge]

Trods aftalen havde givet rigelig mulighed for forberedelse, var det ikke et møde, der havde været nemt at forberede sig på. William havde alle dage haft tendens til uforudsigelighed og denne gang var det især hans direkte spørgsmål, der gav Gillian fugtige håndflader. Hun rettede blikket frem.

"Jeg har ikke skrevet til ham endnu," konstaterede hun i stedet for et direkte svar. For sandheden var, at hun stadig var splittet mellem sine behov og sin fornuft, sine værdier og ønskerne for fremtiden.

[William Knight]

"Okay," Han nikkkede, bevidst om at spørgsmålet måske havde været for målrettet og direkte. Engang havde han sagt alt der faldt ham ind, og der var skam mange spørgsmål der kildede på tungen, der nok var langt værre at formulere end det her.

Han så frem for sig, mod engen, uden helt at tage omgivelserne ind. "Og skolen?" Emner blev strøget igennem, i et forsøg på at grave et ikke-undvigende svar frem.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde intet imod at besvare direkte spørgsmål og havde heller aldrig haft det. Tidligere havde de begge overrasket hinanden med den slags. Nu havde det ikke samme naturlighed og hendes trang til at fortælle forsvandt, så snart det gik op for hende, at William kun havde spurgt af høflighed. Han lod i hvert fald til at følge en mental tjek-liste og hun besvarede den efter bedste evne.

“Det er rart at være tilbage,” svarede hun ærligt, men uddybede ikke, at det var lige så meget distraktionen, hun fandt i skolearbejdet, som den rent faktiske glæde for at studere, der lå til grund for det.

[William Knight]

Der var klart en checkliste. Det handlede om at undgå at sige alt det han helst ville, men nok burde holde sig langt fra hvis ikke Gillian skulle fortryde at have mødt ham ved springvandet og givet ham en mulighed for et... venskab. Et afdæmpet, men ærligt smil strøg kortvarig om hans læber ved hendes svar. Så nikkede han.

"Det kan jeg forestille mig. Utroligt at jeg nogensinde skulle sige det, men jeg savner faktisk skolen."

[Gillian C. Fudge]

Kommentaren var så langt fra alt, Gillian nogensinde havde hørt fra William og absurditeten i det, fik trukket en latter over hendes læber. Hun huskede ikke, hvornår hun sidst havde grinet og lyden var næsten fremmed for hendes ører. Men det føltes befriende og den ene mundvige pegede lidt opad, selv da den forstummede. Der var endda næsten noget, der kunne minde om drilskhed i hendes ord, da hun talte.

"Sig mig, er du ved at blive voksen, William Knight?"