Løver ved vandhullet

[William Knight]

"Det er bare som om de der pergamentsbunker er endeløse," Fortalte William videre, mens han bevægede det skummende krus øl lidt mellem hænderne. Selvom både han og Alice Longbottom befandt sig i lærlingestillinger i hvad man kunne betragte som mere praktiske end teoretiske erhverv, var sagsmapper og kedelige mellemopgaver ikke ligefrem et særsyn når det handlede om ministeriet for magi.

"Og her skulle vi drikke en fredagsøl og ikke snakke om arbejdet." Bemærkede han så selvironisk og med et skævt, nærmest undskyldende smil til heksen der sad overfor ham. Hende der sad med en øl med minimale, hvis overhovedet-eksisterende procenter.

slut oktober

[Alice Longbottom]

Alice var selv blevet overrasket over hvor mange stykker pergament arbejdet som auror indebar. Hendes fader havde nævnt at det ikke kun var at svinge tryllestave imod forbrydere og opspore ulovligheder, og dog havde lidt pergament og blæk aldrig skræmt den blonde heks. Hendes fingre var helt plettede af det, efter at en særlig lang eftermiddag havde budt på rapportskrivning, og hun havde egentlig glædet sig lidt til at få det på afstand.

Hendes ansigt lyste derfor også op, da det gik op for hendes samtalepartner, at han var på vej ned i det sorte hul der hed kontorarbejde i ministeriet, da hun selv havde været for høflig til at afbryde ham.
"Min udlejer brygger kærlighedseliksirer igen.." Sukkede hun. Den aldrende heks var efterhånden blevet meget desperat efter mandligt selskab, og desværre var hun ingen eliksirmester.
"Det hele lugter, og det er ikke af amortentia.."

[William Knight]

Emneskiftet var så tiltrængt, og fik da også det drengede smil frem over Williams læber. Han slap dernæst en underholdt lyd og tænkte tilbage til første gang Alice havde nævnt udlejerens forkærlighed for, hvad nogen kaldte, den farligste eliksir der fandtes. Såvel som for mænd, hvoraf nogle nok teede sig værre end bæsterne i hans afdeling af ministeriet. "Måske skal hun bare lige have sit... fix," Grinede han og stak en hånd gennem håret.

"En ordentlig omgang, og så giver hun det lige et år til."

[Alice Longbottom]

Alice sukkede opgivende. Hun var i forvejen ikke tilhænger af brugen af kærlighedseliksirer. Hvis nogen skulle forelske sig skulle det ske naturligt. Noget helt andet var den gennemtrængende lugt der trængte ind på hendes værelse.
"Jeg ved ikke om jeg holder til det et helt år mere. Jeg ved ikke om det overhovedet er sundt.." Hun havde måtte udføre op til flere besværgelser for at lufte ud på sit lille kammer.
"Jeg savner at bo lige her, midt i det hele." Der lugtede måske også særligt på Kedlen, men den havde sin helt egen lugt af hjem.

[William Knight]

Løven måtte erklære sig svar skyldig og trak derfor på skuldrene. Brune øjne gled rundt i krostuen ved Alices næste bemærkning. Ærligt, følte han sig måske også lidt for godt hjemme i en krostue selvom han ikke ligefrem havde været fastboende ligesom heksen, der sad overfor ham.

"Der er sgu også noget over det," Han havde selv tilbragt mere tid på det glade vildsvin, og nød at bo i Hogsmeade. Kedlen var dog en god løsning efter arbejde, hvis man lige skulle skylle dokumenterne ud af hovedet. Ikke at det havde været de tanker der havde plaget ham mest, da han mødtes med Kala Patil-Fawley her for ikke så længe siden.

"Hvad med at droppe udlejeren og indlogere dig selv her igen?" Bemærkede han, lidt i spøg.

[Alice Longbottom]

Alice tog en tår af sin ingefærdøl, mens hun ledte efter et godt argument for hvorfor hun ikke bare gjorde det. Stedet havde dannet rammen om hendes barndom, og hun havde så mange gode stunder her, men samtidig blev det også ved med at minde hende om at de aldrig nogensinde ville komme tilbage.
"Mit værelse er sikkert fyldt med øltønder og roer.."
Det var en dårlig undskyldning der dækkede over at det var noget helt andet der lå bag, og hun kastede hurtigt blikket rundt i et dårligt forsøg på at skjule at det var tilfældet.

[William Knight]

Liam ville ikke grave mere i det end allerhøjest nødvendigt. Han nikkede bare, med en lille underholdt over billedet af et værelse stoppet med roer og øl. Han bevægede glasset mellem fingrene.

"Så må du nok leve med udlejerens vilde kærlighedsliv lidt endnu," kom det fra ham, da han mærkede at han måske burde dreje samtalen væk igen. Han tog en slurk af øllen, der smagte lidt krydret.

[Alice Longbottom]

Alice sukkede ved tanken. Billige værelser i London hang desværre ikke på træerne, og hun nægtede at flytte hjem til sine forældre. I stedet nød hun sin selvstændighed - til en hvis grad.
"Desværre.." Hun tog en tår af ingefærdøllet.
"Hvor er det du bor nu? Er det i det mindste bedre?" Hun smilede til troldmanden overfor sig

[William Knight]

"Tudselommen i Hogsmeade," svarede Liam ærligt, selvom området havde lidt af et omdømme. Nok var han fra en fuldblodsfamilie, men han var den yngste knægt af en stor bunke - og havde ikke ligefrem overholdt de aftalte forlovelser han førhen havde fået i hus. Han stod på egne ben, i et slummet kvarter - men fandt sig også en frihed der.

"Det er ikke ligefrem det sikreste område, men jeg har plads. Og ingen kærlighedssyg udlejer." Selvom han måske havde nok nykker på forelskelsesfronten.

[Alice Longbottom]

"Men det lyder virkelig ikke dårligt." Alice havde hørt et og andet om Tudselommen. Da hun gik i skole, var det det sted de ikke burde gå hen, når der var Hogsmeadeweekender. Som hun var blevet vokset var stedet dog blevet afdæmoniseret en smule, på trods af at det heller ikke ville være hendes førstevalg. Hans prioriteter lød dog meget i tråd med hendes egne.
"Det lyder som noget af et fald for den store William Knight." Ordene fandt drillende ud af hendes mund, som en kommentar til den William hun havde gået på kollegie med i deres skoletid. Han var dog en temmelig anden end den der sad overfor hende nu. Hun sendte ham et lille smil.
"Men det lyder virkelig ikke dårligt."

[William Knight]

Den store William Knight. Han kunne ikke lade være med at slippe en munter, fnysende lyd. Han havde følt sig uovervindelig i skoletiden. Sjældent havde han tænkt på konsekvenserne af sine ærligheder, eller på de dumdristige handlinger der ofte havde en hormonel drivkraft bag sig. Meget havde ændret sig, og han smilede da også til heksen, som ikke ligefrem havde hængt i samme kredse som han havde dengang.

"Nej, vel," Bemærkede han. Han vidste at der nok var en del der ikke ville komme i nærheden af Tudselommen, men han havde fundet selvstændighed der. "Du er altid velkommen til at komme til en kop te eller kaffe en dag. Selvom jeg er rædsom til at lave begge dele."

[Alice Longbottom]

Alice smilede ved invitationen. Hvis man under hendes skoletid havde fortalt hende at hun en dag ville drikke fyraftensøl med William Knight, ville hun have rystet mistroisk på hovedet.
"Min mor har altid sagt.." Hun stoppede sig selv, da det gik op for hende hvad hun var ved at sige. Hun havde efterhånden skåret moderen godt og grundigt ud af sit liv.
"Jeg mener jeg har altid fået af vide at jeg ikke må gå ned i Tudselommen.. Men hvem skal have lov til at bestemme det?" Hun rømmede sig lidt.
"Jeg mener.. Det vil jeg gerne, så skal jeg nok sørge for at det bliver drikkeligt." Alice var selv hæderligt i et køkken. Det kom med at være vokset op på en kro.

[William Knight]

Reaktionen overraskede ham ikke. William havde fået lignende af vide gennem sin barndom. Han havde dog altid været lidt af en thrill-seeker, hvilket var grunden til at han havde søgt en del ned mod tudselommen og det glade vildsvin i Hogsmeadeweekenderne. "Det er en aftale," medstemte han dog, da Alice tog selvstændigheden i egne hænder og tilbød at hjælpe ham med drikkevarerne. Han slugte lidt mere øl ovenpå kommentaren.

"Min lejlighed er heldigvis også tilkoblet susenetværket, så bare kom igennem den vej. For... Ja, altså man skal nok ikke rende for meget alene rundt i Tudselommen, hvis ikke man er så bekendt med området." 

[Alice Longbottom]

Alice smilede ved tanken og tog en af de sidste tåre af sin øl. Hun var ikke helt sikker på hvad hun havde rodet sig ud i, men hun glædede sig oprigtigt til besøget, og til at komme lidt ud.
"Mon ikke en aurorlærling kan komme helskindet op og ned af Tudselommen? Jeg har aldrig brudt mig om suserejser." Hun spændte lidt i kroppen ved tanken. Hun undgik så vidt muligt rejseformen hvis hun kunne komme til det.

[William Knight]

Susenetværket var, i følge Liam, langt mere behageligt end transferens. Men alligevel var han nu også enig med Alices ord, eftersom han selv nød at passere omgivelserne på gåben. Det generede ham i hvert fald ikke, selvom der da var stunder i Tudselommen hvor han helst ville være foruden knirkende lyde fra misligholdte butiksskilte, magre og sultne katte på gaderne, eller småkriminel handel ved gadehjørnerne.

"Jeg kan altid gå dig i møde. Du kender jo ikke området så godt." sagde han.