Det kan vente til mandag (S)

[Robin Allard Avery]

Grønne flammer fik den allerede-tændte kamin til at blusse op før troldmanden børstøvede pulveret af med vante bevægelser og trådte ind i hjemmet med alle intentioner om ikke at rette en eneste opgave over weekenden. Stakken kunne vente til mandag morgen. Det samme håbede han overhoved-pligterne kunne.

Læderemmen fra tasken blev trukket af i en glidende bevægelse, mens han nærmede sig den velkendte lyd af den forheksede skrivemaskine. Døren til Jane Greengrass 's kontor blev skubbet op i en blød bevægelse, da han så hende dér, han havde så mange gange før. Leddet på pege og langefingeren blev banket en rolig gang mod den åbne dør.

"Sikke et fokus." Smilet formede sig om hans læber, før han trådte nærmere og trykkede læberne mod sin hustrus pande.

[Jane Greengrass]

Det var langt fra første eller sidste gang, at Jane sad på kontoret, selv efter hun var kommet hjem. Hun var ofte alene i vestfløjen og selvom hun nød Robins selskab, behøvede hun ikke at bliver underholdt hvert øjeblik. Hun var tilpas i sit eget selskab og nød blot lyden af skrivemaskinen og modstanden under fingerspidserne.

Hvert træk var formet af koncentrationen, blikket langt væk i en tanke, da lyden af en finger mod træ lød. Hun skrev til sit punktum, tungespidsen tittende frem fra mundvigen; et tegn på, at hun hastede med at få skrevet færdig, tanken forsvandt.

Robin var halvt gennem lokalet, da hun hævede blikket fra sit foretagende. Mildt smilede hun til ham og lænede sig ind i kysset, ind mod ham.

“Velkommen hjem,” hilste hun blødt og lagde nakken lidt bagud for at kunne se ordentligt op på ham.

[Robin Allard Avery]

Grundet positionen på skolen, tilbragte Robin sjældent almindelige hverdagsaftener derhjemme. Medmindre der var huller i skemaet eller senere mødetider en bestemt dag om ugen. Weekenderne forsøgte han dog at tilbringe sammen med Jane, og han savnede hende skam også, når han var væk.

Han smilede ned til hende som svar, før han nikkede mod papiret der sad mellem de mørke bånd i skrivemaskinen. "Er du færdig for i aften?" spurgte han, uden nogen intention om at holde hende tilbage fra lige at sætte en knude på arbejdet. Han brød sig ikke selv om distraktionerne.

[Jane Greengrass]

Jane ville slet ikke have hævet blikket, hvis ikke hun var klar til at afslutte sit arbejde. Tidligere havde han sikkert stået der i flere minutter, før hun havde været i stand til at løsrive sig. Hun sagde det dog ikke med ord, men smilede blot forsikrende til ham og rystede på hovedet.

“Jeg vidste ikke, at du ville være hjemme allerede,” konstaterede hun og hævede armen for at kaste et blik på det slanke armbåndsur. Brynene gled lidt op, før hun så tilbage på ham, smilet næsten beklagende.

“Men jeg havde heller ikke indset, hvor sent det var blevet.”

[Robin Allard Avery]

"Det er som regel et godt tegn, når tiden løber fra dig," Kom det fra professoren, før de matte, grønne øjne løsrev sig fra typografien der havde formet sig på papiret i skrivemaskinen. Som altid var der noget over at få et indblik i artiklerne før de endda blev printet i avisen. I en vant bevægelse tog han blazeren af, foldede den på midten og lagde den over armen.

"Rød eller hvid i aften?" spurgte han i hentydning til det sædvanlige glas fredagsvin. Whiskey for hans vedkommende.

[Jane Greengrass]

Jane kunne godt have drømt om en mand, der kyssede hendes læber, når han kom hjem. Men hun havde Robin og elskede ham og smilede blot, som hun rettede sig mod arbejdet igen.

Hun førte to fingre over en kridhvid lok, der sad præcis hvor den skulle, mens hun lod blikket glide over papiret. Med et tilfreds nik, mest til sig selv, trak hun papiret ud af skrivemaskinen og lagde det på bordpladen ved siden af sig. Så rejste hun sig fra sin plads og lod blikket glide over sin mand, et lille smil i hendes mundvig.

“Hm. Måske et glas rød? Leve livet lidt?” Der tegnede sig små linjer ud for hendes øjne, da hun smilte.

[Robin Allard Avery]

Da hun smilede på den måde, varmede det velkomment i Robins indre. Han beundrede journalistens natur, samt den måde hvorpå hendes læber foldede sig på. "Jamen, så lad os da gå ind i stuen og leve lidt," Bemærkede han med en dæmpet, men lidt udmattet lyd der nok understregede at det ikke var den vildeste aften han havde i tankerne.

Blazeren blev lagt over en af møblerne i stuen, før han hældte et glas blodrød vin og karamel-farvet whiskey op i to glas. "Hvordan har din uge været?" Skolestarten havde været lidt hektisk, så 'hvordan var din dag' hørtes ikke nær så meget, som 'hvordan var din uge'.

[Jane Greengrass]

Der var intet nyt i, at Robin var træt. Jane havde hørt tegnene på det mange gange og bar over med det. Hun forstod, at han arbejdede hårdt og beundrede ham vedholdenheden.

“Ganske interessant,” svarede hun og kastede et blik over skulderen på ham, før hun atter var vendt mod ham fra pladsen i sofaen. Benene blev lagt over kors.

“Kan du huske artiklen, hvor jeg fulgte patienten, der kom sig efter dragekopper?” Hun ventede ikke på svar og klandrede ham ikke, hvis ikke det var tilfældet.

“Jeg blev tilbudt at fortsætte den i fire dele.”

[Robin Allard Avery]

Karaflen blev lukket igen med glasproppen, da han sporede tankerne ind på artiklen hunnævnte. Han huskede dens kerne rimelig godt, men nåede ikke at nikke før hun fortsatte. Med et glas i hver hånd, og et stolt smil smurt om læberne, nærmede han sig sofaen og tog plads.

"Det er da fremragende," Lød det fra ham med en rolig, men ærlig entusiasme, og rakte hende vinen. "Er det hvad der har fået fingrene i gang på maskinen?"

[Jane Greengrass]

Jane smilede, ikke komplet uden en vis selvtilfredshed over både bedrift og de rosende ord. Hun satte dog ikke ord på den, men rakte bare frem og tog imod glasset med et lille nik i taknemmelighed.

En bekræftende lyd forlod hende indledningsvist. “Jeg følte mig inspireret,” medgav hun blødt.

“Det gør jeg i og for sig stadig. Men der er en anden kilde til min inspiration nu.”

[Robin Allard Avery]

Inspiration kunne sommetider være en mangelvare. Det vidste Robin udmærket selv, trods hans profession nu altid tillod en smutvej  i form af de støvede undervisningsmetoder. For en journalist var det gamle materiale næppe hvad der efterspurgtes.

"Mh," Læberne sattes mod glasset, men det var uden at slippe hende med blikket, og uden endnu at tage en tår, at han fortsatte. "Ja, man siger at det er i bunden af et vinglas, visdommen kan findes."

[Jane Greengrass]

Det kom ikke engang den mindste smule bag på Jane, at Robin havde misforstået hende. Hun rettede ham da heller ikke, ikke direkte i hvert fald. I stedet smilede hun mildt og nikkede indledningsvist medgivende.

"Eller i én, man har kær," tilføjede hun og rakte frem med den fri hånd for at stryge ham over kinden i et ømt kærtegn.

[Robin Allard Avery]

Robin havde forstået hentydningen, men var ikke den bedste til at håndtere de ømmeste af ømme bemærkninger. Derfor var det nemmere at bevæge det over på noget andet, men Jane understregede sin pointe og gav den mere fyld med den blide berøring. Han lænede kinden lidt mod hendes fingre. Bare for et sekund.

"Jeg håber du har haft for travlt til at savne mig for meget."

[Jane Greengrass]

Robin var ikke altid den mest fysiske i sin kærlighed, men Jane tvivlede ikke på, at han elskede hende. På sin egen måde, om ikke andet. Hun bebrejdede ham det derfor heller ikke, selvom hendes hånd føltes lidt tom, da den fandt tilbage i skødet.

"Det er heldigt, du har fundet dig en hustru, der fint kan underholde sig selv," svarede hun med et træk ved mundvigen, før hun lagde glasset mod læberne.

[Robin Allard Avery]

Robin undlod at påpege at det ikke ligefrem var ham der havde fundet hende. Samtidig kunne han ikke forestille sig dele hjem og tanker med nogen anden kvinde, selvom der stadig var visse ting der burde forblive usagte.

"Jeg er heldig med dig af mange flere årsager end din egen underholdningsværdi," konstaterede han med et roligt smil. Lidt whiskey gled ind mellem læberne. "Så længe du ikke føler at jeg forsømmer dig."