Where there is no imagination, there is no horror

[Daphne Sinistra]

Daphne havde været i Colombia i månedsvis og var først for få dage siden kommet hjem. Hun havde brugt store dele af de dage på at sove ud, men havde også haft tid til et besøg hos sine forældre og søskende. Adonis og Oranie Sinistra-Jones slap ikke for at se hende, når hun nu endelig var i England. Det var også her, hos Oranie, at hun havde hørt om Halloweenfesten hos Amber og Jesse Jones. Nu stod hun derfor midt i den udvidede lejlighed i London og drak en tår vin, imens hun så sig rundt i selskabet.

Da hun fik øje på Altinius Rier ovre i et af hjørnerne ved et vindue, brød et lille, skævt smil frem. Hun tilbagelagde afstanden roligt, men sikkert og stoppede først, da hun var lige ved siden af ham. "Tino," hilste hun. "Længe siden."

[Altinius Rier]

Hvis det stod til Tino, havde han været på slottet lige nu. Ganske vist var festligheder generelt ikke hans kop te, men det var alligevel nemmere at forholde sig til dem, når man havde et formål og ikke, som nu, stod og flagrede. Men det var den sidste aften, Valerie McCormack tilbragt i Storbritannien. Så han måtte flagre lidt.

Et næsten lettet, omend afdæmpet smil gled over hans læber, da han så et velkendt ansigt nærme sig. Han bøjede nakken lidt i hilsen.

"Miss Sinistra." Han vidste ikke, hvad han skulle sige til konstateringen, så han lod være at sige noget. I stedet gled blikket over hende, næsten nysgerrigt.

[Daphne Sinistra]

Så de var på efternavn. Nuvel, det var længe siden sidst og Daphne accepterede det. Hun smilede lidt til professoren, som hun havde haft et godt øje til på et tidspunkt. Lidt, stadig, kunne hun konstatere for sig selv, uden at være generet af opdagelsen.

"Hvad er du klædt ud som...?" Det oplagte første spørgsmål. Hendes udklædning var ikke så kryptisk.

[Daphne Sinistra]

[Altinius Rier]

Tino var generelt på efternavn med de fleste. Det virkede mest respektfuldt sådan og kun rigtigt. At Daphne havde brugt hans kælenavn, strejfede ham ikke engang. Faktisk lyttede han knapt, men havde rettet blikket ud mod rummet og så, let distraheret, tilbage på hende.

“Hm? I lige måde,” svarede han. Det var som regel svaret på det tidspunkt i samtalen. Oprigtig interesse dukkede dog op i hans blik, da han fortsatte.

“Du er lige kommet hjem fra det nordlige Sydamerika, ikke?”

[Daphne Sinistra]

Distraheret, fjern, svær at fange medmindre man havde en gammel rune, man kunne dingle foran ham. Altinius havde fascineret hende fra første færd og hun vidste ikke helt hvorfor.

Hun smilede mildt og tog en tår af sit glas med boblende vin, tilsat en orange farve.

"Colombia," bekræftede hun overbærende. Jeg undersøgte hypogea flere steder. De underjordiske templer og grave."

[Altinius Rier]

Lige så distraheret, Tino kunne være, lige så opmærksom var han, når det tog ham. Og en god snak om underjordiske templer og grave kildede de helt rigtige steder.

“Jeg har hørt, at der er nogle fra det syvende århundrede,” svarede han, tilkendegivende sin nysgerrighed. En opfordring til at fortsætte.

[Daphne Sinistra]

Daphne smilede stadig lidt af ham, men lod sig også følge opfordringen. Det var relativt sjældent, at nogen var så interesserede i hendes arbejde, bortset fra andre forbandelsesbrydere. Hun var ikke immun for at føle det smigrende, selvom det havde mere med emnet end med hende at gøre.

"Der er nogen helt tilbage til det sjette århundrede i Tierradentro, hvor jeg var det meste af tiden," bekræftede - og tilføjede hun. "Fuldstændig fortryllende steder midt i junglen, hvor ingen af de europæiske besættere nogensinde fandt dem. Indfødte magikere har plastret gravkamrene til med beskyttende tegn."

[Altinius Rier]

Tino så helt og aldeles tryllebundet ud af hendes fortælling og allerede nu havde han lyst til at tage direkte dertil for at studere de beskyttende tegn. Det fungerede dog ikke så godt med stillingen på skolen, så han tyede til det næstbedste.

"Som de mayanske hieroglyffer?" spurgte han uden at lægge skjul på sin nysgerrighed.

[Daphne Sinistra]

Det var det glimt i øjnene hun ikke rigtig kunne stå for. Han kunne blive så opslugt af et emne og det var ret charmerende, selvom det utvivlsomt også var en god grund til at stoppe med at nære et blødt punkt for ham. Ikke at det hjalp at fortælle sig selv det. I stedet fodrede hun blot besættelsen.

"De er væsensforskellige. Enklere tegn, snarere end hieroglyffer. Gentagende måske hundrede gange, så det er næsten umuligt at bryde. Farver spiller en rolle. Det er meget smukt. Du må tage derned en dag."

[Altinius Rier]

Opfordringen var som trukket direkte ud af hans tanker og det syntes at få mundvigene til at sitre lidt. Øjnene blev da også knebet let sammen bag brilleglas, som han skubbede tilbage på plads med pegefingeren. Blikket i dem var oprigtigt interesseret.

“Jeg har overvejet at tage dertil over julen. Min søster er i Peru til den tid. Derfra burde der være til at overkomme.”

[Daphne Sinistra]

Daphnes blik gled lidt over Tino og hun smilede svagt. "Ja, det er ikke så slemt, selvom transporten derovre kan være lidt shaky uden de rigtige forbindelser."

Hun tog en tår af sit glas. "Hvis jeg er derovre samtidig, vil jeg gerne vise dig rundt..."

[Altinius Rier]

Både før og efter Tino var begyndt at arbejde på Hogwarts, havde han forsket rundt omkring i verden og han kendte alt til udfordringerne med transporten. Det fik da også kun en lille viften med hånden.

“Det vil jeg tage dig op på,” konstaterede han med et afslappet smil om læberne. “Jeg kan kun forestille mig, at du ville kvalificere det gevaldigt.”

[Daphne Sinistra]

Daphne smilede af svaret og vidste at han havde ret. Hendes potentielt mere egoistiske grunde til at ville have ham på besøg i Colombia var noget andet. Hun satte ord på den ene af dem.

"Jeg kunne uden tvivl godt have brugt din hjælp i en af gravkamrene. Din viden om tegn er... Uforlignelig." Og det var ikke tom smiger, fordi han også gav hende en lille smule sugen i mellemgulvet.

[Altinius Rier]

Tino lod sig ikke smigre, primært fordi han ikke betragtede ordene som sådan. For ham var det blot fakta, ligesom det var tilfældet med hendes kompetencer.

“Du skal altid være velkommen til at skrive,” tilbød han oprigtigt. “Jeg fik jo fornøjelsen af at assistere en af jeres ekspeditioner i Egypten i sommeren.”