Bag skyerne skinner solen stadig

[Altinius Rier]

Tino var måske ikke den mest opmærksomme professor på slottet, men han tog sit ansvar alvorligt, både overfor sine elever, kolleger, venner og familie. På afstand hold han lidt øje med Althea Roberts. Ikke på en klam måde, men sikrede sig, at hun lod til at have det godt. Spurgte de andre professorer, hvordan det stod til med hende i deres timer.

"Miss Roberts," kaldte han lavmælt, da de få elever, der tog oldtidens runer, var i gang med at pakke sammen og forlade lokalet. "Vil du lige blive?"

[Althea Roberts]

Thea havde det ikke fantastisk, men med hjælp af organisering fra fornuftige Corban Yaxley Jr., havde hun i det mindste fået nogenlunde styr på skolearbejdet, som hun ellers for første gang i sin Hogwartstid var kommet bagud i.

Hun blev lidt bekymret, da Professor Rier bad hende blive, men svarede selvfølgelig "ja, professor" og undgik en klassekammerats blik. Hun havde pakket sammen og trak skoletaskens stropper over skuldrene, imens hun gik op til katederet med lidt mavekneb. "Er der noget i vejen?" Hun mistænkte sin sidste opgave. Den havde været lidt sjusket.

[Altinius Rier]

Tino rystede forsikrende på hovedet. "Jeg tillod mig at kaste et blik på dit skema og kunne konstatere, at du ikke havde flere fag i dag," svarede han og lukkede sin bog sammen.

"Vil du hjælpe mig med at rydde op?" Sandt at sige kunne et par sving med staven sagtens få samlet bøgerne sammen og fået orden på sammenkrøllede stykker papir og blækklatter rundt omkring. Men han havde aldrig været god til bare at sidde ned og tage en samtale uden en eller anden form for indledning.

[Althea Roberts]

Thea tænkte ikke på at det ville tage få sekunder for professoren at rydde op. Hun medgav i stedet med et nik.

"Selvfølgelig, Sir," forsikrede hun i stedet. Hun gik ned mod de første borde for at samle papirsstumper og andet rod sammen.

[Altinius Rier]

Et lille smil strejfede Tinos læber, før han fortsatte med at rydde tingene fra sit bord. Kun en enkelt gang flakkede blikket forbi hende, men ellers holdt han det på foretagendet.

"Jeg har haft tid til at se på din seneste opgave," konstaterede han roligt. "Det er altid spændende med det, du afleverer. Interessante pointer."

[Althea Roberts]

Althea sank lidt og holdt sig fokuseret på at rydde op efter sine klassekammerater. Hun rømmede sig en enkelt gang.

"Tak, Professor Rier. Jeg ved godt at den sejlede lidt rundt i argumenterne og at jeg havde byttet om på de to symboler i starten," beklagede hun. Hun vidste godt at det ikke var hendes bedste arbejde.

[Altinius Rier]

Tino svarede ikke med det samme, men samlede sine bøger i en stak. Han rettede sig kun langsomt lidt op og så hen på hende.

"Du plejer at bevæge dig temmelig sikkert rundt," konstaterede han ledende. "Med en klar, rød tråd."

[Althea Roberts]

Theas mellemgulv trak sig ubehageligt sammen. Det var derfor han havde bedt hende om at blive. Hun klarede sig dårligt.

"Jeg beklager, Professor. Den næste opgave skal nok være bedre," forsikrede hun og hadede sig selv lidt.

[Altinius Rier]

Tino var ikke den mest opmærksomme, men han havde lovet Abraham Roberts at se efter Althea og var ikke komplet blind nu. Han tog en indånding og viftede hende lidt tættere på.

"Kom herhen, Miss Roberts."

[Althea Roberts]

Det skurrede i maven på Thea og hun blev lidt lyserød i kinderne af skam. En alvorlig snak med sit overhoved. Hun måtte virkelig tage sig sammen.

For nu, kom hun dog op til katederet igen og smed skrald ud i skraldespanden. Hun havde ikke lyst til at være der.

[Altinius Rier]

Tino talte ikke med det samme; ordene udeblev og selv, da de kom til ham, syntes de svære at strukturere. Han tog en indånding og betragtede hende.

“Hvordan har du det for tiden, miss Roberts?”

[Althea Roberts]

Theas blik gled ned og hun gemte hænderne på ryggen, imens hun så på katederets åreringe. Hun trak på skuldrene. Det var ikke hendes drømmescenarie at tale følelser med sit overhoved. Hun ville hellere imponere ham end at bryde ud i gråd. Så hun så blot lidt mut ud og holdt det inde.

"Jeg har det fint nok," løj hun.

[Altinius Rier]

Hvis ikke det havde været for samtalen med Abraham Roberts, havde Tino nok vurderet hendes ord for reelle og ikke gravet mere. Nu så han i stedet vurderende på hende. Han var tavs lidt, før han fortsatte.

“Det er bare skyer, Miss Roberts,” konstaterede han dæmpet. “Bag dem skinner solen stadig.”

Det var et helhjertet, men ikke nødvendigvis vellykket forsøg på trøst. Men det var det bedste, han kunne.

[Althea Roberts]

Thea så op på overhovedet. Vidste han det? Hun tolkede at han gjorde, men var ikke sikker på hvad hun skulle bruge den information til. Det stak lidt bag øjnene og hun vendte blikket væk og stirrede ud i luften.

"Jeg tror mere det er ligesom at gå i en tunnel og jeg er ikke sikker på om der er en åbning for enden eller det bare fortsætter dybere ned i jorden... Sir," tilføjede hun til sidst.

[Altinius Rier]

Brynene trak sig lidt sammen over svaret, men et sjældent, sympatisk smil havde sneget sig over Tinos læber. Han trådte et par skridt tættere på, stadig med katederet mellem dem. Han lagde fingrene over bordfladen.

"Der er altid en åbning for enden af tunnellen," konstaterede han mildt. "Selv, hvis man må grave lidt for at nå dertil."