Werewolves howl, phantoms prowl, Halloween's upon us now

[Willard Ollivander]

Willard havde stegt i to måneder og han havde ikke fået det bedre i al den tid. Kun værre, faktisk. Da hans mor spurgte ham hvad han skulle have lavet af kostume, fik han en vanvittig idé. Han var måske ikke den bedste til at sige hvordan han havde det, men han kunne da finde ud af at lave en gestus. Så da han ankom til Allehelgens aften i storsalen så han sig af gode grunde om efter en bestemt pige.

Hun havde dog allerede sat sig på det tidspunkt og var ekstremt flankeret af sine veninder. Så han ventede og ventede, spiste sin mad og tog imod jokes på grund af sit kostume, grinede med, men så flere gange over på Iris Burke. Da han opdagede at hun havde rejst sig, ventede han ikke, men fulgte efter hen imod bordet med punch og stoppede ved siden af hende og rømmede sig lidt. "Hej... Flot kostume."

[Iris Burke]

Iris havde ikke tilgivet Willard for sommeren endnu og hendes hjerte blødte, selvom hun forsøgte at lade være med at vise det og i stedet lade som om, at han ikke fandtes. Hun prøvede endda at flirte med andre, som hun huskede synet af ham med Gillian, men det betød ikke, at hun ikke alligevel havde svært ved at hindre blikket i at drive mod ham i tide og utide.

Da hun stod ved punchbordet havde hun dog ikke blik på ham og af samme grund gibbede det lidt i hende, da han pludselig stod ved siden af og med ét sendte hjertet helt op i halsen. Fingrene strammede sig om glasset og forblev sådan, da hun drejede hovedet og så på ham. Forsøgte at finde en følelsesløs mine.

"Tak," svarede hun, en kendte fladt og lod blikket glide over ham, som om hun knapt kunne mønste interessen. Under overfladen hamrede hjertet dog, men det blødte allerede nok for ham. Hun skulle ikke gøre sig selv mere til grin. "Og hvad skal du så forestille?"

[Willard Ollivander]

Willard blødte også, men han var mere åbenlys end Iris. Han mente selv at han var pinligt åbenlys. Hendes spørgsmål gjorde slog ham dog lidt ud af kurs og han måtte klare halsen.

"Uhm," kom det ud fra ham, imens han stod og så lidt fjollet ud i sit ellers så melodramatiske kostume. "Det er... Mit hjerte... Fra brystet... Fordi dig og... Øh."

[Iris Burke]

Willards ord var lidt som en lussing og Iris spærrede øjnene op, før varme pletter formede sig på hendes kinder. Det brændte næsten med det samme bag hendes øjne og hun så på ham med harme i de lyse øjne.

"Fordi jeg rev dit hjerte ud?" spurgte hun vantro, uden at forvente et svar og uden at kunne se, at der kunne være en anden betydning.

"Du er så led, Will," svarede hun, satte sit glas hårdt fra sig og snurrede om på hælen, før hendes øjne kunne nå at svømme over og forlod ham der.

[Willard Ollivander]

Willard var så sikker på, at kostumet ville tale for sig selv. Det var ment til at være en hjælp, et forsøg på at komme i samtale med Iris og give hende den undskyldning, som han havde vildt svært ved at sætte ord på. Da hun totalt misforstod og gik inden han kunne samle sig om et svar, stod han helt håbløst tilbage ved punchbordet og tænkte for første gang, at det måske ikke havde været helt så genialt.

Det tog lang tid at tage mod til sig. For lang tid. Han nåede at se hende danse med mindst en anden dreng, før han endelig så hende stå alene igen. Det var sikkert kun kortvarigt, så han skyndte sig gevaldigt og var en lille smule stakåndet, da han stoppede bag hende. "Iris," sagde han højt nok til at overdøve musikken. "Det er ikke det det betyder."

[Iris Burke]

Iris havde det som om, at hun havde fået en knytnæve lige i maven efter mødet med Will og hun havde sørget for at undgå ham fuldt ud og havde distraheret sig selv på alle måder, som hun kunne komme i tanke om.

Og alligevel formåede han at snige sig op på hende igen og det gibbede i hende. Modvilligt vendte hun sig mod ham og foldede armene over kors, defensivt.

"Hvad?"

[Willard Ollivander]

Willard havde virkelig håbet, at kostumet sagde det for ham, men tydeligvis ikke. På ingen måde. Så han måtte tage sig sammen, ranke sig lidt og se hende i øjnene, selvom det var svært, sådan som hun så på ham og med al risiko for at blive afvist og gjort til grin.

"Det er ikke fordi du har revet mit hjerte ud, Iris." Selvom det lidt føltes sådan. Han vedkendte sig dog sin egen skyld.

"Det er fordi jeg gerne vil give dig det igen. Fordi... Altså fordi jeg var dum," kom det snublende.

[Iris Burke]

Dét var ikke ligefrem, hvad Iris havde regnet med og i det korteste øjeblik strøg overraskelse over hendes ansigt. Så krydsede hun dog armene lidt tættere, mens hendes mave slog knuder.

"Hvorfor?" spurgte hun, stadig tydeligt såret. "Der er jo ikke noget, der er anderledes nu end det var for to måneder siden."

[Willard Ollivander]

Willard stod og strittede lidt med det falske hjerte på fadet, som ikke var af rigtig sølv. Han skrabede den ene fod mod gulvet og blikket flakkede til Iris' krydsede arme.

"Jeg savner dig," indrømmede han og hadede situationen. Det her var slet ikke smooth, som han havde tænkt sig det skulle være. "Jeg var dum. Jeg kan ikke undvære dig."

[Iris Burke]

Det var virkelig svært, når han stod der og lignede en sparket hundehvalp. Det fik hende dog ikke til at glemme alt det, som han havde sagt til hende til Lughnasadh eller den måde, han havde behandlet hende på til brylluppet.

"Nå, men jeg kan ikke bare glemme alt det, du sagde til mig," svarede hun og selvom hun gerne ville have fremstået ligeglad, så afslørede et svagt knæk i stemmen hende.

"Jeg er jo bare en dum fuldblodsheks, der ikke rigtigt vil have noget med dig at gøre, ikke? Det er jo sådan du ser mig."

[Willard Ollivander]

Willard kunne ikke rigtig bebrejde Iris hendes svar, selvom det føltes som en mavepuster. Han sank og rystede en smule på hovedet.

"Undskyld," svarede han lavmælt. "Det var forkert. Jeg er ikke god til... Uenigheder," klemte han ud.

[Iris Burke]

Iris var vred og på en eller anden måde forstærkede Willards meget underkuede reaktioner det kun. Hun fnøs som en mindre drage og så væk, mens det nev i næsen. Armene strammede sig og hun måtte tage en indånding mere, før hun kunne se på ham igen.

"Nå," fik hun endelig frem. "Men det ved jeg altså ikke, hvad jeg skal gøre med, Will."

[Willard Ollivander]

Willard vidste heller ikke rigtig hvad han skulle gøre. Det havde virket meget enkelt og ligetil. Nu åndede han langsomt ud og klarede halsen. Han følte sig som en idiot.

"Nej, okay," medgav han. "Du er vel også snart kærester med Day eller Filch eller hvem det var," rullede det ud af ham, fordi han var frustreret. "Undskyld. Jeg skal nok lade dig være."

[Iris Burke]

Iris havde troet at det ville føles godt at gøre Willard jaloux, men på en eller anden måde endte det bare lige tilbage i ansigtet på hende og endnu engang så hun lidt ud som om, at han lige havde stukket hende én.

"Ej, hvor er du bare ... " lød det frustreret fra hende, som hun satte sit glas hårdt ned. Det var virkelig alt hun kunne gøre, for ikke bare at kaste indholdet på ham.

"Det var dig, der slog op med mig. Du kan overhovedet ikke bestemme, hvem jeg ser eller hvem jeg ikke ser eller tillade dig at give mig dårlig samvittighed over det, bare fordi jeg ikke med det samme kaster mig i armene på dig."

[Willard Ollivander]

Will blinkede lidt over ordstrømmen, men han hæftede sig også ved 'lige med det samme' og overvejede om det alligevel ikke gik lige så elendigt som han troede.

"Nej, det," svarede han tøvende. "Det sagde jeg heller ikke, synes jeg."