Det fryser hårdt, når det fryser mellem mand og kone [S]

[Emmely R. Slughorn]

Efter skænderiet havde Mel haft en rædselsfuld nat uden meget søvn og hun var ikke videre begejstret, da hun måtte tage to vagter i streg. Men det kom med jobbet og hun arbejdede fokuseret, til øjenlågene var tunge øjnene begyndte at sejle, før hun tog pletlure, når det var muligt.

Hun var mere end udkørt, da hun endelig kunne træde ud af flammerne med lidt sod på tøjet og mere eller mindre kollapsede i sofaen. Der var lidt blod og noget, der lugtede af opkast, på de limegrønne hospitalsklæder og hun vidste, at der ventede en opfølgning med Septimus Slughorn. Men hun var for træt til for alvor at bekymre sig.

Efter Der findes ikke problemer, kun udfordringer

[Septimus Slughorn]

Der kunne ikke have gået mere end et par minutter efter at Emmely havde smidt sig i sofaen før en nøgle rumsterede i fordørens lås, og Septimus trådte indenfor sammen med Charlie. Alt i Septimus' kropssprog antød at han ikke havde haft en bedre dag end Emmely havde; han var slet ikke sikker på at have sovet den nat, og det havde været nødvendigt for ham at finde tidspunkterne for et par powernaps på arbejde for at holde sig selv oppe. Det efterlod ham stadig med mørke ringe under øjnene, og skuldrene hang mærkbart.

Han havde netop nået at låse døren bag sig, da Charlie gav en lykkelig lyd fra sig, og småløb over til Emmely i sofaen. Sep fulgte hunden med blikket, og endte med at blive stående og betragte sin hustru.
I et par sekunder blev han blot stående dér uden at sige noget. Han var glad for at se hende hjemme, men efter deres skænderi dagen før, var der helt klart nogle spændinger de måtte adressere. Men det virkede ikke som om nogen af dem havde energien til det lige nu.
"Du ser ud som jeg har det." endte han med et kommentere mens han hang sin frakke fra sig på krogen. Blikket hvilede tøvende på hende, og med et lydløst suk rettede han ryggen en smule. "Te?"

[Emmely R. Slughorn]

Nok var der ikke mange muligheder for, hvem det kunne være, der bare sådan låste sig ind i hjemmet, men Mel drejede helt instinktivt ansigtet mod lyden. Sidst, de havde stået over for hinanden, havde det været med frustration og hårde ord. Nu lod hun fingrene glide over kort, ru pels og ind til den bløde underpels. Følelsen blødgjorde hende bare en smule, båret længere af Septimus omsorg og et mat smil strejfede hendes læber.

“Ja,” svarede hun og huskede at tilføje: “Tak.”

[Septimus Slughorn]

Septimus besvarede det kun med et nik, og fortsatte ud i køkkenet, hvor kedlen blev sat over og to krus blev fundet frem. Under normale omstændigheder ville det have været nu, han ville have spurgt ind til hendes dag, men i stedet var der en tavshed i hjemmet som herskede, kun afbrudt af den høje hvæsen fra kedlen da vandet kogte, og Septimus hældte op i krusene.

Han sluttede sig til hende i stuen igen og rakte hende hendes sorte te, før han selv tog plads i stolen ved siden af sofaen.
"Du bliver hjemme i nat?" spurgte han med blikket på sin kop, som han pustede lidt på før han tog en tår.

[Emmely R. Slughorn]

Mel var klar til at lade sig blødgøre af din kompromissøgende husbond. Hun var klar til en kop brandvarm og lidt for stærk sort te og at kunne krybe ind i sengen med ham. Ikke den konflikt, han lagde op til med sit passiv aggressive spørgsmål.

“Pak det væk, Sep. Jeg er træt.”

[Septimus Slughorn]

Det rykkede lidt i en utilfreds grimasse, men han gjorde intet for at modsige sig hende. Det var en snak de måtte have, men de behøvede ikke have den nu.

"Undskyld." lød det fra ham, og en tavshed lagde sig igen over rummet, indtil han igen brød den. "Hård dag?" Spørgsmålet kunne være blevet stillet på en hvilken som helst anden normal dag, og ville forhåbentligvis forbedre stemningen. Det var ikke fordi, han havde lyst til at skændes med hende. Der var intet han hellere ville end at de ville ende med at ligge under dynen sammen den nat, sådan som han nød det.

[Emmely R. Slughorn]

Emmely havde ikke komplet tilgivet ham, men nu hun var sammen med ham, mærkede hun behovet for nærhed, måske endda lidt tryghed. Hun nikkede og slap en tung udånding.

“Meget,” svarede hun uden et lægge skjul på sin udmattelse. Ikke desto mindre lænede hun sig dog frem og lagde en hånd over hans knæ.

“Jeg har ikke fået meget søvn i nat.”

[Septimus Slughorn]

Det var et anspændt sekund, indtil Emmely havde åndet ud og faktisk svaret på hans spørgsmål. Et svar betød i det mindste at de var på bedringens vej. Måske ikke helt tilbage til det normale, men de var begyndt processen.
Det blev kun yderligere understreget af hånden som blev lagt på hans knæ, og som hans blik faldt på.

"Heller ikke jeg." indrømmede han, før han rejste sig fra stolen. Det var ikke en afvisning af hendes berøring, noget som blev tydeliggjort da han flyttede sig hen i sofaen for at kunne placere sig tættere på hende.

[Emmely R. Slughorn]

Det var altid rædselsfuldt, når de kom at skændes. Som ofte fik Emmely sagt ord, hun ikke kunne tage tilbage og hendes udfordringer med at sige undskyld gjorde ikke noget godt for dem. Heldigvis var Sep rummelig, som hun mærkede endnu engang, da han tog plads ved siden at hende.

Uden tøven eller tvivl rykkede hun sig ind til ham, siden mod hans brystkasse, så hun kunne slynge benet over hans og hvile hovedet mod stedet mellem hans brystkasse og skulder.

“Jeg er ked af, at det endte sådan.” Det var ikke som sådan en undskyldning, men det tætteste, Mel plejede at komme det.

[Septimus Slughorn]

Det var en helt naturlig bevægelse, da Septimus' ene arm smøg sig omkring Emmelys form da hun satte sig ind til ham, og hans kind lænede sig lidt ind mod hendes hovedbund, og Septimus gav et lydløst suk fra sig. Det lettede ham at sidde sådan med hende igen. Selv om at han vidste at han ikke ville få en ordentlig undskyldning fra Emmely, vidste han at det her var hendes måde at sige det på. Og for ham var det godt nok.

"Det er jeg også, skat." mumlede han lavt og kyssede hendes hovedbund forsigtigt. "Jeg overreagerede. Jeg sagde... forfærdelige ting til dig i går. Jeg mente det ikke." Fingrene nussede hende forsigtigt omkring hoften.

[Emmely R. Slughorn]

Der var ikke længere samme følelse af selvfølgelighed ved at glide ind i Seps arme. Men Emmely fándt tryghed og i det øjeblik var det alt, hun behøvede.

Måske hun burde have sagt, at hendes villighed til at tro, at han rent faktisk ville mene dét, ikke var i orden. Men den form for selvrefleksion besad hun ikke og selv hvis hun gjorde, ville hun nok ikke lægge ord på det.

“Jeg ved det,” svarede hun i stedet og drejede hovedet, så hun kunne lægge et blødt kys mod hans hals. Hun dvælede ved huden, hvor hans duft var stærkest og tog en dyb indånding, der duftede velkendt og af gode minder.

[Septimus Slughorn]

Et sted vidste han godt, at hun vidste det, men at høre hende sige det højt lettede alligevel en tung byrde han havde haft om skuldrene. Samvittigheden havde gnavet i ham hele dagen. Han havde stillet spørgsmål til kernen i deres ægteskab, for pokker!

Septimus sagde intet, men lod sig læne en smule ind i kysset Emmely lagde på hans hals, og mærkede hvordan det trak en smule på hans smilebånd. Han satte sin tekop fra sig, så han kunne lægge begge armene omkring hende og placere hende lidt mere op i hans skød.
"Jeg elsker dig." fortalte han blødt, og smilede varmt af hende. "Vidste du godt det?"

[Emmely R. Slughorn]

Emmely lod sig ikke trække helt op i hans skød; hun var ikke nogen lille pige, der sad sådan hos sin store, stærke mand. Men hun svang dog benene mere ind over hans og smilede lidt mod hans hals, før hun trak sig lidt tilbage. Kun lige akkurat nok til, at hun kunne se på ham.

"Jeg elsker også dig, Seppy," svarede hun i stedet for at svare på det retoriske spørgsmål.

[Septimus Slughorn]

Hvis der vae noget, der kunne få Septimus til at føle sig varm og blød, så var det at høre dé ord fra Emmelys læber. Og meget af det kom nok netop fra den viden om hvor lidt han vidste at hun brød sig om den slags snak.
Det var måske også af hensyn til netop dét, at Septimus ikke svarede hende med andet end blot at læne sig frem for at fange hendes læber i et blødt kys.

[Emmely R. Slughorn]

Følelser var ikke altid det nemmeste for Mel at sætte ord på. I hvert fald ikke, når det ikke var i voldsomme udbrud af frustration og blod, der var i kog. Det fysiske var hun lidt bedre til og hun lænede sig mere ind i kysset.

På et tidspunkt hævede den ene hånd sig også til siden af hans hals og fingrene krogede sig om hans nakke, trak ham impulsivt tættere.