Som ulykken sjældent kommer alene, har lykken også følgeskab

[Kala Patil-Fawley]

Der var rigeligt at se til for tiden og Kala havde det generelt med at glemme, hvad hun ikke lige havde øjet på. Heldigvis havde hun Vanya, der havde inviteret hende ind til frokost på ministeriet. Nu hun var der, var hun svunget forbi niveau 4 i håb på at finde William Knight.

Og lige dér sad han. Midt i en afdeling, klemt sammen mellem skriveborde, og med en skjorte, der ikke sejlede helt. Hun hævede brynene og mild vantro sad stadig i hendes blik, da hun nåede hen til hans bord.

"Jeg er ret sikker på, at det her tager prisen som mest syrede drøm," hviskede hun, lige så ubevidst som hun gjorde det på et bibliotek.

[William Knight]

Sommetider skræmte det ham, hvor meget arbejde der faktisk kunne være for afdelingen. Nogen af dem der havde været her længe påstod at der kom flere sager end nu, end for bare tyve år siden. Liam anede ikke om det var sandt, men vidste bare at stakkene var uendelig og rapporterne kedelige.

Det lykkedes ham da også at plante det rene ærme lige oveni en af de netop skrevne sætninger, da han hørte en bekendt og uventet stemme nær bordet. Forbavselsen fik de trætte øjne til at se mere vågne i og han slugte ordet babe, selvom han lige nåede at forme det første bogstav med munden.

"Kala. Hvad laver du her?" Han talte lidt dæmpet, men var ikke sen til at rejse sig op. En undskyldning for lige at strække benene og træde en meter eller to væk fra kollegaen ved bordet bagved. Det blækplettede ærme blev smurt opad i en krøllende bevægelse.

[Kala Patil-Fawley]

Klokken var efter fem og Kala havde indstillet sig på, at Liam sikkert var taget hjem. I virkeligheden var hun nærmere overrasket over, at han stadig sad der. Men ethvert smil blev kvalt, før det nåede at tegne sig, da han formede hendes navn i stedet for den vante hilsen. Hun rynkede brynene lidt.

"Jeg, øhm, havde en aftale med Vanya. Og så tænkte jeg, at jeg kunne kigge forbi."

[William Knight]

Ofte var Liam nok den sidste der forlod kontoret. Derfor havde han sine teorier om at kollegaen bag måske var blevet opholdt af det lille koks i en af rapporterne, som ellers havde været hans ansvar. Han hørte dog et suk fra den omkring femten år ældre mand, som vist brugte besøget som påskud til at pakke sammen.

"Jamen, selvfølgelig," sagde han og prøvede at ryste overraskelsen lidt væk. Det var mærkeligt at se hende her. På sin arbejdsplads. Her han faktisk formåede at koncentrere sig sidst på dagen, når der ikke var distraktioner i nærheden. "Jeg er egentlig også næsten færdig for i dag. Giv mig lige et sekund?"

Med en bevægelse med tryllestaven blev den blæksmurte sætning korrigeret, før han lagde rapporten i dueslaget. Det andet ærme blev rullet op for lidt balance. "Hvad med en rundvisning?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala vidste godt, at Liam var begyndt i lære på ministeriet, men det var virkelig noget helt andet at se ham der. Blækpletter på skjorten og håret, der så ud til rent faktisk at have været sat. For et par timer siden, ganske vist.

"Yeah, hvis ikke du har travlt, altså?" Hun kunne ikke sætte en finger på hvorfor, men alt virkede lidt underligt.

[William Knight]

Det var underligt. Vildt underligt. Deres forhold havde ofte været bundet på det mere useriøse. Det rodede, men hjemlige. Liam følte sig ret malplaceret i pæne bukser og en skjorte der egentlig var blevet strøget (selvom den øverste knap var åbnet for en time siden, og ærmerne var opsmurte).

"Jeg har ikke travlt," Forsikrede han hende om. Sandheden var, at han ikke ligefrem tjente noget med det her overarbejde. For dagens gerninger var klaret. Han var her måske også for at... undslippe at være hjemme i Tudselommen. "Kom." Han fulgte hende væk fra skrivebordet og lidt rundt i den tomme afdeling.

"Du skulle næsten have været her tidligere. En af de andre lærlinge er den største montrose-fan."

[Kala Patil-Fawley]

Kala smilede, men det kom ikke lige så let og sorgløst til hende som normalt i Liams selskab. Tværtimod føltes det lidt som arbejde, men hun dvælede ikke ved tanken og fulgte bare med ham rundt i afdelingen.

"Yeah? Jamen du må da holde en fest en gang. Give os muligheden for at mødes."

[William Knight]

Fester var nok det sidste Liam tænkte på. Utroligt nok. Smilet var halvhjertet og han trak bare på skuldrene, mens han talte lidt henkastet og uinvesteret om de rum de kom forbi. Selv dem hvor han følte at han faktisk fik lært nogle ret cool ting om praksis. Teorien var trods alt det han skar tænderne mest over. Altså foruden hvad der skete udenfor arbejdet.

"Har du travlt med at komme hjem?" spurgte han så, da de nåede tilbage til skrivebordet. Kollegaen var væk nu. "Ellers kan jeg tilbyde dig dårlig kaffe her, eller en øl nede på kedlen."

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke så længe siden, at de havde set hinanden og hvor måneder før i tiden kunne virke som sekunder, føltes det nu som mere end tid, der adskilte dem. Kala gravede hænderne ned i bukselommerne og nikkede lidt, mens han talte.

"Måske en kaffe til gåturen ned til Kedlen?"

[William Knight]

Han nikkede, før filterkaffen blev hældt ned i to papkopper. Kappen blev trukket over skuldrene, før han fulgte Kala ud af afdelingen og mod elevatoren. Han tænkte knapt nok over hvor lidt han talte. Eller at han virkede mere frakoblet end normalt, selvom skuldrene normalt sænkede sig mere afslappet i hendes nærvær.

"Det er godt at se dig," Fik han dog endelig sagt, da de kom mere på afstand af afdelingen. "Superstjerne." Tilføjede han og puffede skulderen mod hendes så kaffen skvulpede lidt. Han havde rent faktisk købt et Quidditchblad fordi han havde hørt at hun var nævnt i en artikel der fremhævede nye talenter.

[Kala Patil-Fawley]

Kala gik sjældent i stilhed og afskyede, når den indtrådte. Det gav hendes tanker alt for meget frihed til at løbe løbsk og hun nåede da også at gå lidt i panik, mens hun gik ved siden af ham i tavsheden.

Smilet var da også lidt halvhjertet og det samme kunne siges om lyden, der forlod hende i kølvandet på hans ord. Engang ville hun måske være forsøgt at krybe uden om, men nu kastede hun i stedet et blik over ham.

"Er det?" Det virkede i hvert fald ikke helt sådan.

[William Knight]

"Babe," Rynken dukkede frem mellem brynene over hendes spørgsmål. "Selvfølgelig, er det det." Hjertekvalerne havde paradoksalt fået ham til at arbejde hårdere, men også til at glemme hvordan man egentlig... holdt fri og slappede af.

"Jeg er bare lidt..." Han ledte efter ord, men vidste ikke rigtig hvor han kunne finde dem. "Lidt distraheret for tiden." Egentlig var han ikke sikker på om det var noget han ville snakke om. Han tog en tår af den varme kaffe, mens de fulgtes videre.

[Kala Patil-Fawley]

Det føltes bare en smule tættere på normalen, da kaldenavnet vendte tilbage, men Kalas blik på ham var stadig undersøgende. Hun knugede lidt om engangskruset og vendte blikket frem igen.

"Er alt ok?" spurgte hun forsigtigt og uden at vide, hvor usikkerheden var kommet fra.

[William Knight]

Der var et nemt svar på spørgsmålet. Nej. Samtidig var forklaringen pissekompliceret. Bruddet med Gillian kunne mærkes mere nu, over et år efter. De havde aftalt at mødes som venner i begyndelsen af november, men samtidig havde ordene din, for altid indprentet sig hos ham. Og Reginald Fudge havde snakket om en gæld der skulle betales... snart.

Han valgte at ryste på hovedet. "Jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde," svarede han, men konkluderede snart efter. "Lad mig få en tår øl. Det er et godt sted at starte." En god stund efter, var det en kold øl han holdt mellem hænderne. Væden på glasset gjorde håndfladerne fugtige.

"Jeg har kontakt til hende igen. Gillian."

[Kala Patil-Fawley]

Manglen på svar var alarmerende og Kala havde nået at forestille sig mindst et dusin rædselsscenarier, da Liam endelig åbnede munden igen efter en gåtur og bestilling af drikkevarer i trykket stemning.

Nyheden fik hendes bryn til at søge opad. Men bag overraskelsen, kom det i virkeligheden ikke bag på hende, at de begge var fundet tilbage til ørnene, der havde fået det hele til at falde på plads. Og revet det fra hinanden igen.

"Fudge?" spurgte hun, selvom hun var ret sikker på, at hun kendte svaret.