Et godt liv skal man kæmpe for

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke alverdens, Gillian havde haft med Rupert Horatio Montague at gøre gennem tiden. Troldmanden var vist kommet tilbage sidste år, mens hun stadig havde været på sjette og været syg meget af det. Men hun vidste, hvem han var og da hun så ham i opholdsstuen, tøvede hun kun enkelte øjeblikke, før hun krydsede afstanden.

Brevet fra moren stak lidt op fra omslaget på bogen, hun holdt foran sig som det evige skjold mellem sig selv og omverdenen, da hun stoppede foran ham. Hun gjorde et nøje afmålt nik mod pladsen i sofaen ved siden af ham.

"Må jeg sætte mig?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var blevet informeret om, at han var forlovet med en ny pige, efter familien Flint var sprunget fra, da han blev syg. Det ragede ham ærlig talt en høstblomst. Han var ikke så optaget af en potentiel fremtidig hustru og han vidste ikke at det var hende, der stoppede ved siden af sofaen. Han løftede blikket og hævede et bryn.

"Hvorfor?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian rynkede brynene. Én ting var at blive forlovet, men hun havde dog forventet, at han som minimum vidste, hvem hun var. Hun tog en indånding og så til siden en gang, før hun så tilbage på ham.

"Jeg havde håbet, at vi kunne tale sammen," svarede hun roligt. "Nu, vores familier har ... talt sammen."

[Rupert Horatio Montague]

Rupert hævede begge bryn over svaret. Uventet, men ikke chokerende. Han tog hende ind med blikket, virkede nogenlunde interesseret, selvom han i realiteten var temmelig indifferent. Og så nikkede han.

"Naturligvis," medgav han. "Sæt dig blot, Frk. Darrow."

[Gillian C. Fudge]

Gillian tog plads som anvist og rettede skørtet lidt, før hun hævede blikket igen. Bogen var blevet placeret oven på lårene og hænderne foldet om den.

"Du kan bare kalde mig Gillian. Hvis du vil," tilbød hun dæmpet i en håndsrækning og gav det et reelt forsøg.

[Rupert Horatio Montague]

"Gillian," gentog han og medgav dermed. Det passede til hende, tænkte han, som blikket gled lidt over hende igen. Han tænkte hun ville sige noget mere, men det skete ikke.

"Hvad ville du gerne tale om?"

[Gillian C. Fudge]

Det sitrede ganske svagt ved hendes mundvig ved gentagelsen, men der tegnede sig aldrig et reelt smil. Gillian nikkede dog til spørgsmålet og tog det som en tilladelse til at lægge ud.

"Jeg ville blot foreslå, at vi lærte hinanden lidt at kende. Hvis du er interesseret?"

[Rupert Horatio Montague]

Rupert var ærlig talt meget lidt optaget af at lære hende at kende. Han havde nok at se til. Det kunne han dog ikke så godt sige, så i stedet smilede han og nikkede let.

"Selvfølgelig," medgav han. "Hvad vil du gerne vide?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian rynkede brynene over den meget formelle tilgang. Men hun nærede ingen illusioner om, at forelskelse fulgte med forlovelser og hun tog sig tiden til at overveje sit svar.

"Hvordan har du det?" Hun vidste ikke meget om hans sygdomsforløb. Kun at han havde misset nok, til at gå et år om.

[Rupert Horatio Montague]

To bryn skød lidt op og Rupert måtte overveje et langt øjeblik hvad hun mente. Der var flere muligheder, men han landede på den mest sandsynlige. Han havde trods alt været væk i flere måneder af sidste skoleår.

Med et svagt, glædesløst smil, trak han på skuldrene og så hende i øjnene. "Jeg har haft det bedre, men jeg er i live."

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke et videre informativt svar, men det var ikke anderledes, end Gillian havde forventet. Indtil videre lagde Rupert sig ikke uden for normalen for en ung fuldblodstroldmand.

"Det er en udmærket måde at betragte det på," konstaterede hun roligt.

[Rupert Horatio Montague]

Ruperts blik gled over den næsten jævnaldrende pige, som han nu delte et par klasser med. Hun var køn på en æstetisk måde han godt kunne sætte pris på og ville utvivlsomt se glimrende ud på hans arm for fremtiden. Hendes familienavn var noget sovset ind i skandalen med hendes far, men i det mindste bar hun sin mors nu, så det stod ikke lige så skidt til. Hendes blod kunne man ikke diskutere. Det kunne være meget værre - selvom det selvfølgelig også kunne være bedre.

Han tog en dyb indånding. "Så. Hvad interesserer du dig for?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian følte sig målt og vejet under blikket, men krympede sig ikke under det. Opvæksten havde forberedt hende på netop det og hun klarede blot halsen i kølvandet på hans spørgsmål.

"Astronomi," svarede hun og fortsatte. "Historie, især politisk." Og samfundets indstilling til bæster. Det vidste hun bedre end at sige.

"Så det er heldigvis en fordel, at jeg nyder at læse." Spøgelset af et smil strejfede hendes læber.

[Rupert Horatio Montague]

Det var ikke så vigtigt for Rupert at hans fremtidige hustru havde et klogt hoved, men det var heller ikke fordi det nødvendigvis var skidt. Han tog hende lidt ind, vurderede og bedømte.

"Det lyder sådan," svarede han. "Politik? Hvad er så dine fremtidsambitioner?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde en idé om, at der var et rigtigt og et forkert svar til hvert spørgsmål, hun blev stillet og hun betragtede ham vågent for at se, hvor hun lå på skalaen. Ikke, at hans ansigt røbede meget.

"I ministeriet er min plan," svarede hun. "Sidste år var jeg i sommerpraktik på afdelingen for magisk uddannelse. Og i år på afdelingen for bæster."