Man skal kravle, før man kan gå

[Virginia Slughorn]

Det var ikke, at Ginny ikke havde venner. Hun gik gerne sammen med Gideon Flint og de andre fra Ren Magi. Men når hun var gladest, sad hun for sig selv i fællesstuen eller et af tårnvinduerne med en bestseller, som hun kunne rette fejl i. Sommetider sendte hun dem ind til forfatteren, men oftest var det bare for hendes egen fornøjelse.

Det var også dét, denne søndag eftermiddag blev brugt på, nu lektierne var ude af verden og weekenden endnu ikke overstået. Det var et tilfælde, at hun hævede blikket lige i tide til at fange et sæt alt for velkendte øjne, der netop lod til at hæve fundet hende.

Før sommeren ville hun sikkert havde slået blikket ned igen, men nu tøvede hun kun enkelte øjeblikke, før hun rejste sig og krydsede afstanden til Kiaan Patil-Fawley. Hun fugtede læberne, bogen holdt ind mod maven foran sig.

"Hej," hilste hun, måske en smule tamt. Hun klarede halsen og nikkede mod pladsen i sofaen ved siden af ham. "Sidder der nogen?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Hvor Ginny selvfølgelig allerede var færdig med dagens runde lektier, var Kiaan ikke lige så heldig. Biblioteket havde dog været lidt for befolket med andre syvendeårselever som læste til de kommende F.U.T.-eksamener, og Kiaan havde endt med at tage den knapt-så-rationelle beslutning at det kunne vente, og var taget ned i Fællesstuen i stedet for.

Her havde han taget plads ved én af sofaen ved et af rummets pejse, og havde siddet der og slappet af i en ti minutters tid, da hans blik tilfældigvis mødte Ginnys gennem rummet.
Ligesom hun, holdt han blikket på hende, og sendte hende et lille mildt smil, da hun bevægede sig tættere på. De havde ikke rigtig set hinanden siden Alissas bryllup, foruden forbipasseringer i gangene og omkring Quidditchbanen. Men der var et let spændende sug i maven da hun trådte frem til hans sofa.

"Hey." hilste han tilbage og trak en smule mere på smilebåndet. "Det gør der, så snart du sætter dig." Han nikkede bydende på den tomme plads ved siden af sig, men holdt ellers sit blik på hende. "Jeg har ikke fået ønsket dig tillykke endnu, har jeg?"

[Virginia Slughorn]

I nogle sekunder nåede Ginny at fortryde, at hun havde sat sig selv op til skuffelse og ydmygelse, da Kiaan i stedet vendte den og fremkaldte et mildt smil på hendes læber. Hun fejede en rød lok væk fra ansigtet og tog plads ved hans side.

"Hm?" spurgte hun, før knutten faldt. "Åh, med søgerpladsen?" Hun ventede på bekræftelse, før hun nikkede høfligt. "Tak."

[Kiaan Patil-Fawley]

Kiaan gav et bekræftende nik fra sig som svar til hendes teori, og smilede bredte sig unægteligt en smule mens hun tog plads ved siden af ham.

"Jeg er ikke overrasket. Jeg vidste jo godt, at du kunne." pointerede han, som et ekko af de samme forsikrende ord han havde givet hended, lige siden den første gang hun havde fortalt ham om sine planer.
Kiaan lænte sig lidt frem i sofaen med armene hvilene på sine knæ, men holdt blikket på hende. Smilet forblev. "Går det stadig godt? Vi har ikke rigtig fået snakket siden brylluppet." Noget han i sandhed mente var en skam. Det havde været rart at finde kontakten med hende igen. Han havde savnet det.

[Virginia Slughorn]

Det var mindet om noget trygt og velkendt fra brylluppet, der havde fået Ginny til at krydse afstanden til Kiaan. Nu føltes det bare en smule underligt igen, selvom forsikringen gav noget af det velkendte tilbage.

"Ja. Det er heldigvis ikke lige så hektisk som femte årgang," svarede hun med et afdæmpet smil. "Det giver lidt plads til at falde til i den nye position."

[Kiaan Patil-Fawley]

Den ene mundvige gled en smule op ved hendes svar.

"Sjette år er næsten et friår, så din timing er perfekt. Næsten som om du havde planlagt det." Han blinkede drillende til hende med øjet. "Men seriøst, nyd det. Og udnyt det endelig, før du begynder på dit sidste år og bliver levende begravet i lektierne. Men så igen..." Smilet bredte sig en smule, og han gav hende et let puf med albuen. "Det ér jo dig. Jeg kender ingen andre på slottet jeg er mere sikker på kan score flest Fremragende på sine eksamener." Noget varmt gled over hans smil, men han fangede sig i det. Det var så let for ham at falde tilbage i de gamle vaner når han sad sammen med hende. Han havde fået den samme oplevelse under brylluppet, da de havde danset tæt sammen, men han havde ikke ligefrem været en uvillig deltager.

[Virginia Slughorn]

Det var kun et halvt år siden, at de var gået fra hinanden og selvom det virkelig ikke burde, så føltes det helt naturligt. En vane så indgroet og selvfølgelig som at trække vejret. Ginny bemærkede slet ikke, hvordan smilet trak hendes mundvige opad i endnu et varmt smil.

"Sikken ros lige pludselig," bemærkede hun i tør munterhed. "Man skulle næsten tro, at du havde fået hældt noget i dit glas til frokost." Det var tydeligvis en spøg. Kiaan havde aldrig været andet end støttende over for hende. Troet på, at hun kunne lige dét, hun satte sig for. Et uventet stik af noget, hun endnu ikke have identificeret som savn, meldte sig.

[Kiaan Patil-Fawley]

En dæmpet blanding af et fnys og et muntert grin lød fra ham, og et skævt smil trak i hans ene mundvige.

"Hey. Det bliver til meget ros på én gang, når man ikke har talt sammen i lidt tid. Hvis du vil have det spredt lidt mere ud, ved vi hvad vi må gøre." påpegede han sigende. Ikke at det var hans eneste grund til at ville ses med hende oftere. Hendes selskab var generelt noget han manglede, og som han måske endnu ikke helt havde vænnet sig til ikke at have i samme grad, som før de gik fra hinanden. De havde tilbragt ferier sammen, tiden mellem undervisningen, spist måltiderne sammen... Og pludselig var de gået fra hinanden, og det hele var stoppet. Det havde været lidt for meget kold tyrker for hans smag, men det var ikke noget han havde tænkt sig at lægge ord på.

[Virginia Slughorn]

Ginny var ikke i tvivl om, hvor han var på vej hen og det var ikke manglende forståelse, der fik sekunderne til at gå, før hun svarede. Tværtimod var det visheden om, at det ikke var den bedste idé. Tanken om, hvor lang tid det havde taget ikke at savne ham og mærke det lille stik i maven, når han gik forbi.

Alligevel var tilbuddet for fristende og hun overgav sig med et lille smil. "Der er vel ikke andet for," bemærkede hun og fejede en rød lok bag øret.

"Der er også alt for mange ting, jeg ikke ved. Jeg så en artikel med Kala i Seeker Weekly. Hun er gået pro?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Det var ikke fordi Kiaan ikke selv havde vejet for og imod, hvor godt det ville være at ses mere med Ginny. Han havde vist fået en smagsprøve af hvad det bragte op i ham, da de havde danset sammen til brylluppet den sommer, og han havde da fanget sig selv i at tænke på hende en gang imellem efterfølgende. Han fortalte sig selv at det var normalt, når det drejede sig om hans første kæreste, og forsøgte ikke at lægge mere i det end dét.
Hendes tilsyneladende accept for det fik ham dermed til at smile muntert i respons.

"Ja, det er hun." bekræftede han med et nik. "Montrose Magpies. Jeg besøgte hende her i sommers efter en træning, og de kører hende vist noget hårdere end vi bliver her på Hogwarts." Smilet blev skævt. "Hun ømmer og jamrer sig, men jeg tror virkelig at hun nyder det."

[Virginia Slughorn]

Selvom Ginny delte hans søsters glæde for magikersporten, nærede hun ingen ambitioner om at spille professionelt. Der havde hun altid haft mere til fælles med Vanya Patil-Fawley, begge med en ministeriel drøm i maven.

"Det tror jeg på," indskød hun. "Jeg tror aldrig, jeg har mødt én, der kan tale så meget om Quidditch." Hun lød dog ikke til at finde det hverken problematisk eller irriterende.

"Og Vanya? Kom hun til ministeriet?"

[Kiaan Patil-Fawley]

Kala havde aldrig lagt skjul på sin interesse for Quidditch, og det var måske ikke en karrierevej Kiaan selv havde tænkt på, men han kunne sagtens få tiden til at gå med at snakke om den med søsteren.

"Yeah, well, hun har arbejdet hårdt for det privilegium, kan man vel sige." pointerede han med et skævt smil.
"Vanya kom ind som advokatlærling i ministeriet. Hun har vist mere end nok at se til, men det virker som om hun trives med det." Smilet blev en smule bredere, inden hans ansigt faldt lidt på skrå sammen med hende. "Men hvad med dig og din familie? I flyttede her før sommeren, gjorde I ikke?" Han mente faktisk at det hele skete lige omkring samme tid som de havde slået op, og kontakten mellem dem blev lidt afbrudt.

[Virginia Slughorn]

Det virkede så naturligt at sidde og tale med Kiaan. Som var der ikke passeret en eneste dag. Ginnys smil var måske også lidt for varmt, da hun nikkede og lagde benene over kors, før hun svarede.

"Tjoh, vi flyttede først i starten af sommerferien," svarede hun. "Men min far satte lejligheden til salg kort efter påsken. Så jeg tog direkte til Godricdalen i ferien."

[Kiaan Patil-Fawley]

Det bekræftede hans mistanker, og Kiaan mærkede mundvigen kortvarigt søge nedad, før han fangede sig i det, og fik den løftet igen. De havde haft gode minder sammen i den gamle lejlighed, fra dengang han havde besøgt hende i ferien.

"Godricdalen skulle i det mindste også være et flot sted. Det må vel have været et plaster på såret." Ikke at Ginny kunne have haft tilbragt lang tid i dalen, mellem andre ferieplaner og skolestart kort efter sommeren. "Og så bor I da også tættere på din bror?"

[Virginia Slughorn]

Ginny slap en bekræftende lyd. Hun brød sig fint om Godricdalen, selvom hun aldrig havde set så meget mere end de omkringliggende gader for sin brors hus. Og det, hun havde udforsket med Micah.

"Men det er underligt at bo med to fremmede mennesker," svarede hun, for slet ikke at komme ind på hele problematikken i deres blod. "Kan jeg så stadig hente min morgente i nattøj?" Hun ventede ikke på svar, men rystede bare på hovedet.

"Altså, jeg har gjort det, men det er simpelthen for underligt."