Der findes ikke problemer, kun udfordringer

[Emmely R. Slughorn]

Det var måske blevet lidt for sent, da Mel endelig begav sig hjemad. Det havde ellers ikke været meningen, men tiden havde det med at flyve, når hun var sammen med Rowan Filch. Hun kunne heller ikke for alvor få sig selv til at være ked af det, da hun snublede over en fold i gulvtæppet på vej gennem stuen.

Charlie knurrede fra soveværelset og snart efter hørte hun ham vælte ned ad trappen. Halvhjertet tyssede hun på ham, men kunne ikke for alvor få sig selv til at have dårlig samvittighed. Også, selvom hun vidste, at det sikkert vækkede Septimus Slughorn.

[Septimus Slughorn]

Septimus var end ikke klar over at han var faldet i søvn, da Charlies pludselig løben ud af sengen og ned af trappen vækkede ham. Klokken havde allerede været mange, da han havde opgivet at vente på Emmely i stuen, og i stedet var gået op for at sidde i sengen med en bog. Han regnede med at hun ville være kommet hjem inden længe, da han var gået derop. Noget han nu grundigt havde fået modbevist.

Han bevægede sig ud af sengen og stillede sig i døren til soveværelset, hvor han kunne se ned af trappen på Emmely sammen med Charlie. Et blik blev kastet over hans skulder mod vækkeuret på natbordet, og han kunne fastslå at det var flere timer siden hun burde være kommet hjem.
"Mel? Hvor har du været?" spurgte han, da han gik ned af trappen. "Du har vel ikke været på arbejde frem til nu?"

[Emmely R. Slughorn]

Det var virkelig ikke første gang, at Mel mistede tidsfornemmelsen og prøvede at liste sig ind. Både, når hun tog ud med nogle fra afdelingen, for at tage en enkelt efter en lang vagt, eller når hun havde været hjemme hos sin søster.

Men erfaringen var tydeligvis ikke nok, til at hun stak ham en belejlig løgn i stedet. Derfor trak hun også bare på den ene skulder, mens hun sad på sine skinneben og knæ på gulvet med Charlie helt tæt på.

"Nah, jeg var hos min søster," svarede hun og kløede hunden bag øret. "Rowan og jeg mistede fuldstændig tidsfornemmelsen. Undskyld, hvis jeg vækkede dig."

[Septimus Slughorn]

Skuldrene faldt, men det var ikke helt i lettelse. Jo, Septimus var naturligvis lettet over at Emmely - endelig - var kommet hjem før han var gået hen og blevet alvorligt bekymret, men det var tankeløsheden som strøg ham mod hårene. Og så hjalp det selvfølgelig ikke at det vist havde involveret Rowan. Igen.
Som en regel var Septimus ikke imod Rowan og Emmelys venskab, men han ville lyve hvis han påstod at han ikke havde en smule imod hvordan Mel åbenbart kunne miste tidsfornemmelsen i nemt i hans selskab.

"Det er ligemeget at du vækkede mig. Men jeg ventede altså på dig." pointerede han da han nåede foden af trappen. "Du kunne ikke have givet mig en hurtig besked om hvor du var henne?" Det var ikke første gang sådan noget var sket. Men mellem nætterne hvor Mel var endt med at overnatte på hospitalet eller hvor hun var kommet sent hjem efter en spontan tur med kollegaer eller var hos sin søster, var det efterhånden ved at udgøre et frustrerende element.

[Emmely R. Slughorn]

Mel rynkede brynene lidt og lagde nakken tilbage for bedre at kunne se på ham. Hånde fulgte siden på hundens brede hals og ned over hans ribben, uden blikket forlod Sep.

"Jo, det kunne jeg godt, men det gjorde jeg altså ikke," svarede hun, kort for hovedet over hans konstante behov for at vide alt om hvert sekund af hendes liv. "Jeg vil gerne prøve at huske det, men du ved hvordan det er. Ude af øje, ude af sind. Tiden glider bare af og til."

[Septimus Slughorn]

En lang udånding lød fra Septimus' næsebor i fraværet af et fnys. 'Af og til' var vist ved at være en underdrivelse. Det var ikke første gang han havde ladt sig irritere over den slags, men som regel blev han blidgjort når Emmely tilbragte natten med ham. Denne gang var det næsten bare blevet for mange af de dårlige kombinationer på én gang. At hun oven i købet lød som om hun fandt hans reaktion urimelig hjalp heller ikke på det.

"Jeg synes ikke det er fordi jeg beder om for meget, Mel. Jeg vil jo bare undgå at bekymre mig, når du ikke kommer hjem om aftenen, det er det hele."

[Emmely R. Slughorn]

En begejstret hund kunne gøre meget, men da Septimus fastholdt og gav sig til at retfærdiggøre sit urimelige krav, faldt hånden alligevel fra ham. Mel rejste sig op i en langsom, faretruende bevægelse.

"Og det er så fint, at du vil det, men jeg er en stor pige og jeg kan fint tage vare på mig selv," afviste hun spidst.

[Septimus Slughorn]

Septimus fulgte Emmely med blikket da hun rejste sig, og hans arme lagde sig automatisk over kors. Han fornemmede hvor den her aften var på vej hen, og han stålsatte sig med et dybt åndedrag.

"Det har jeg heller ikke sagt, at du ikke kan. Men jeg er for pokker også din mand, sidst jeg tjekkede efter. Kan du bebrejde mig for at blive bekymret når du ikke kommer hjem fra arbejde og jeg ikke aner hvor du er henne?" En rykning ved hans mundvige formede en grimasse. "Hvad er det overhovedet du og Rowan går og brygger på, som får dig til at glemme tiden på den måde?"

[Emmely R. Slughorn]

I en ubevidst spejling af sin husbond, lod Emmely selv armene finde over kors, hendes under brystet, der blev skubbet let frem i trods. Næsevingerne vibrerede faretruende.

"Og du tror dét, at vi er gift giver dig retten til den slags forhør?" spurgte hun defensivt, det irske mere klingende end normalt. "At det er et skøde, du har på mig nu, hm?"

[Septimus Slughorn]

"Forhør?" Enhver som kendte Septimus ville vide at han sjældent hævede stemmen. Men der var unægteligt et højere tonefald i brug nu, og det var nok til at Charlie bevægede sig lidt væk fra parret. "Jeg beder bare om i det mindste at få besked, ikke at du holder dig fra at tage steder hen uden mig! Jeg kan virkelig ikke se hvad problemet er."

Det var virkelig ikke sådan, han havde lyst til at afslutte dagen, men de var allerede nået for langt til bare at kunne stoppe og lade som ingenting. Desuden havde hun undgået at svare på præcis hvad hun arbejdede på med Rowan.

[Emmely R. Slughorn]

Mel fnøs. Selvfølgelig kunne han ikke se, hvad problemet var. Det kunne han aldrig og sommetider mistænkte hun ham for, at det var et spørgsmål om, at han ikke prøvede at se det fra hendes side.

"Du er simpelthen for meget, Sep," bed hun. "Du kan bede mig om at give dig besked, men du kan ikke kræve noget. Fatter du ikke det?"

[Septimus Slughorn]

En rynke formede sig mellem Seps øjenbryn.

"Nu får du det til at lyde som om du ikke har lyst til at lade mig vide, hvor du er." Det var svært ikke at få det til at lyde som en anklage, for det var nok også i virkeligheden hvad det var. "Jeg synes jo kun det er fair. Hvis jeg arbejder over og ved at jeg ikke kommer hjem, sørger jeg altid for at du får besked. Altid, Mel!" Armene spændte sig og hans ansigt lagde sig lidt på skrå. "Hvordan ville du have haft det, hvis du sad hjemme og ventede på mig, og jeg først kom hjem på den her tid og bare var ligeglad?"

[Emmely R. Slughorn]

Kæben spændte op og næsevingerne vibrerede igen. Mel kunne høre sit hjerte hamre, men hun kunne ikke stoppe det, ligesom hun ikke var herre over, hvordan hun hævede stemmen, da hun tog til genmæle.

"Jeg har aldrig bedt dig om at give mig besked, så det er simpelthen så fecking urimeligt, at du bruger det imod mig! Vi er to vidt forskellige mennesker. Du er typen, der giver besked og jeg er typen, der rent faktisk lever i nuet. Det skal jeg ikke havde det dårligt med mig selv over." Hun slog ud med armene.

"Og hvad får dig til at tro, at jeg bare ville sidde herhjemme og trille tommelfingre og vente som en eller anden halvfemsårig?"

[Septimus Slughorn]

Ligesom Emmely slog ud med armene, lod Septimus sine egne falde opgivende ned.

"Hvordan er det urimeligt? Det kaldes at tage hensyn, Emmely! Det er almindelig folkeskik!" Der var virkelig tidspunkter hvor det kom lidt for meget op til overfladen, hvor forskellige de to kunne være, og det her var endnu én af dem. "Jeg ved godt at du kan lide at leve i nuet, men helt ærligt! Du er heller ikke en teenager længere, at du ved det."

Kæben spændte sig, og det krævede en del af Septimus' selvbeherskelse ikke at tage sig alt for nær af af den underlagte fornærmelse. "Nej, hvad ved jeg. Du ville vel bare tage ud og lave noget andet, gud ved hvor. Jeg gør i hvert fald ikke."

[Emmely R. Slughorn]

Mel fnøs hårdt. "Og hvad hvis jeg ville?" boomerangede hun, en storm i blikket. Hun tænkte knapt over det, da hun krigerisk trådte frem mod ham, mens Charlie listede ud i køkkenet.

"Du ejer mig ikke, okay? Du har ikke krav på at vide, hvor jeg er. Om vi er gift eller ej, så er vi ikke det samme menneske. Vi har bare valgt at være sammen og så skal jeg nok vælge, hvad jeg vil dele med dig og hvad der er mit."