Gør hver dag til dit mesterværk

[Reginald Fudge]

Reginald Fudge havde engang været en mand, der aldrig blev set andet end de fineste steder i den magiske verden. Nu havde tingene forandret sig. Han kom oftere hvor underhåndsforretninger blev foretaget. Derfor også dette besøg på Vildsvinet. Han var på vej ud derfra, da han fik øje på et ansigt han havde set før og blikket flammede op. Han forholdt sig roligt, som han gik frem imod William Knight.

"Knight," hilste han køligt. "Hvad laver du her?"

[William Knight]

For snart et år tilbage havde vildsvinet været lidt af et tilholdssted for William og den bedste veninde. Efter han var vendt tilbage til den lille troldmandsby for få måneder siden, havde den smudsige kro hovedsageligt blot tjent som et punkt på ruten hjemad mod Tudselommen. Efter en konfrontation med Gillian C. Fudge udenfor etablissementet, blev det dog endelig for tiltrængt med et godt krus øl. Selv hvis det smagte lidt beskidt. 

Han havde været klar til trække kappe om skuldrene og gå hjemad, da en genkendelig stemme fik det til at risle ubehageligt ned ad ryggen. Fudge. Mere end bare en af sagsmapperne på kontoret. Det var hans forhenværende svigerfar, kunne man vel sige.

"Sir," Han huskede at have kaldt ham lignende før. "Jeg var bare tørstig."

[Reginald Fudge]

Reginalds blik gled over den unge mand uden at tro på ham. Man var sjældent på Vildsvinet hvis man kun var tørstig, medmindre man var af en lavere stand end dem begge to. Han kunne dog næppe anklage Knight uden at gøre det samme ved sig selv. Og så alligevel.

"Bliver du tit tørstig på disse kanter?"

[William Knight]

Det var her Liam vidste at Reginald havde haft et møde med sin datter. Hér han havde fundet hende med ru øjne og sænkede skuldre. Det var ikke ligefrem sikkert at færdes på disse kanter, men det var vel heller ikke sikkert for hende at færdes med en... stadig forholdsvis ny varulv.

"Jeg bor ikke langt herfra," sagde han, uden helt at vide hvorfor han følte sig nødsaget til at forklare sig selv. Uroligheden for Gillian var dog nok for ham til at vende spørgsmålet om. "Hvad laver De her?"

[Reginald Fudge]

Reginald hævede et bryn. Han satte ikke pris på at den unge mand, der havde droppet hans datter da hun havde mest brug for ham, stillede ham spørgsmål. Så han undlod at svare.

"Jeg hører at du har taget dig sammen og er blevet til noget," konstaterede han i stedet.

[William Knight]

Om han havde taget sig godt nok sammen, kunne nemt debatteres. Liam befandt sig der hvor Fudge-familien gerne ville have ham - i ministeriet. For sent vel og mærke. Og i en sektor der måske kun skabte mere forbindelse til familien han ellers havde brudt kontakten til.

"Jeg er bare lærling. Der er lidt vej endnu." Pointerede han roligt, selvom kæben virkede lidt spændt over mødet.

[Reginald Fudge]

Reginald vidste ikke hvorhenne i ministeriet William havde fået en plads. Hvis han gjorde, ville han muligvis have studset over det. Han rynkede panden over konstateringen.

"Noget kortere fra en lærlingeplads end fra en barstol," svarede han. "Og fri af forpligtelser, nu..."

[William Knight]

Påmindelsen bragte en bølge af skam frem i ham, men Liam forsøgte inderligt ikke at lade følelsen bølge op til de brune øjne. Selvom det ikke ligefrem var en menneskealder siden, følte han sig som en helt anden end dén unge knøs der var troppet op i kaminen dengang for at anmode om Gillians hånd.

"Af den karakter, ja," svarede han så, uden helt at vide om han bare kunne trække kappen på og forlade samtalen. Respekten og kærligheden for Gillian var der stadig. Derfor blev han.

[Reginald Fudge]

Reginald nikkede stift. Han stirrede et langt øjeblik på knægten, før han tog en dyb indånding.

"Jeg håber du er tilfreds med dig selv," konstaterede han. "Og kan se dig selv i øjnene. Det ville jeg ikke kunne."

[William Knight]

Liam var ikke tilfreds. Med hverken sig selv eller det faktum at han bukkede hovedet en anelse ved Reginalds kommentar, frem for at forsvare sig selv. Hvad fanden var der egentlig at forsvare, når denne troldmand fortalte en unægtelig sandhed?

"Er du færdig?" spurgte han så, næsten for modtageligt.

[Reginald Fudge]

Reginald klemte øjnene sammen, men endte med at nikke let. "For nu," medgav han.

"Men du har en gæld at betale til vores familie. Jeg indløser den snart."

[William Knight]

En gæld. Brune øjne betragtede Reginald, men Liam mærkede ingen modstand i sig selv. Bare en masse spørgsmål som han ikke anede om han burde stille nu. Om hvad og hvornår det ville kræves. Der var ingen indvendinger. Intet. Så nikkede han.

"Okay," sagde han så, uden modstand. Kappen blev trukket på.

[Reginald Fudge]

Reginald troede ikke på at han ville være uden modstand, når det kom til stykket, men der var ingen grund til at gå ind i det nu. Han nøjedes med at nikke let.

"Udmærket," svarede han med værdighed.

[William Knight]

Liam vidste at han ikke kunne råde bod på hvad han havde udsat Gillian C. Fudge for. Så for nu, antog han at denne gæld formodentlig kunne afskrabe lidt skam fra toppen. Armene trak sig ind i kappeærmerne, før han rettede sig op.

"Udmærket," gentog han og gjorde et nik til troldmanden før han trådte forbi ham. Han tøvede i et sekund efter at have passeret. Måske for at bede ham være forsigtig omkring Gillian, hvis hun flyttede ind hos ham. Han havde dog ingen intention om at røbe, at de havde haft kontakt.

"Goddag." Med det, forlod han kroen og satte kursen mod tudselommen.

Lukket?