Sammentræf

[William Knight]

Efterhånden var han blevet bedre til at navigere sidegaderne. De kringlede, krogede og førte ham trods alt hjem til lejligheden i Tudselommen. Naturligvis var der visse hekse og troldmænd man gerne ville undgå at få øjenkontakt med i processen, men ellers var skyggerne næppe så faretruende.

Han havde netop været på vej hjemad, da langsomt lagde kursen forbi Vildsvinet med de næsten uigennemsigtige, tobaksstænkede ruder. Døren gled op netop før han passerede den, og så mærkede han et dæmpet jag i brystet, da brune øjne kolliderede med blå.

"Åh. Hej." Han stod ansigt til ansigt med Gillian C. Fudge .

[Gillian C. Fudge]

Følelserne væltede rundt i Gillian, da hun endelig slog kappens hætte op og forlod Vildsvinet igen. Hun vidste, at hun ikke burde blive set dér, men gaven fra faren føltes blytung i hånden. Ikke, at hun var blind for, at det var valget, hun var gået derfra med, der vejede tungest.

Og så var William der. Lige foran hende, mens hun var lidt af et følelsesmæssigt kaos og virkelig ikke var forberedt på at være konfronteret med hans nærvær.

"William," kvækkede hun, bare en smule hæst og prøvede at gemme følelserne væk, men de måtte være skrevet i hvert træk.

[William Knight]

Det var heromkring man, i Hogsmeadeweekenderne, forventede at se dé elever som gerne ville hælde en stærkere drik ned gennem svælget, eller bare være på afstand af alle de andre. Gillian var nok den sidste han havde forventet at støde på, og uden helt at kunne stoppe det, havde blikket flakket mod krodøren da den lukkede sig i bag hende. Som ønskede han at se hvem hun havde været der med. Uvidenheden nev lidt.

Opmærksomheden blev draget mod hende igen og udtrykket i hendes ansigt fik bekymringen til at vise sig i hans. Det kunne være en reaktion over at se ham igen, men han havde en ide om at det her stak meget, meget dybere.

"Er du... okay?"

[Gillian C. Fudge]

Gillian var virkelig ikke okay, men hun kunne heller ikke stå og falde fra hinanden, uanset hvor voldsomt det så var at blive konfronteret med både sin far og William inden for få øjeblikke. Hendes blik flakkede afslørende.

"Jeg kan ikke tale om det," svarede hun og sætningen burde være stoppet dér. Men der fulgte et ord mere med. "Her."

[William Knight]

Smerte var noget han genkendte hos Gillian, selvom han ville ønske at han ikke var blevet konfronteret med det så meget. De flakkende øjne og den skrøbelige skikkelse fyldte ham med uro og magtesløshed. Indtil det sidste spinkle ord dog forlod hendes læber og fik ham til at nikke ned ad gaden i hentydning.

På den ene side ønskede han ikke at trække hende længere væk fra den hyggelige hovedgade og på den anden, lignede hun ikke en der havde et voldsomt stort behov for at være blandt mange mennesker. "Jeg bor ikke langt væk hvis du kunne tænke dig en kop at sunde dig på." Foreslog han uigennemtænkt.

[Gillian C. Fudge]

I forvejen var Gillian alt for langt væk fra hovedgaden og burde ikke søge længere i den smudsige del af byen, især ikke for at besøge William Knight. Drengen, der havde knust hendes hjerte og nær også hendes omdømme. Som nu var blevet en mand, der stod foran hende og konfronterede hende med al afsavnet.

En kop te var måske ikke det værste, besluttede hun derfor, men sagde det ikke. Nikkede blot sin accept.

[William Knight]

Selvom Liam ikke havde det mindste imod steder som Det Glade Vildsvin var det nok også omtrent det mindst skumle man kunne komme i nærheden af når det galt sidegaderne. Beværtningerne omkring Ulvesmøgen og Tudselommen var ikke nogen den forhenværende løve havde vovet at sætte fødderne i endnu. Derfor virkede hjemmet... bedre i kontrast. Selvom han på gåturen debatterede om det var smart at lede Gillian mod nummer elleve.

"Du bør måske gå lidt tættere," virkede også lidt overskridende at bede hende om, men han brød sig ikke uden videre om udtrykket i en gammel troldmands øjne som de gik forbi, før de endelig nåede opgangen og den slidte lejlighed. "Bare øhm... du behøver ikke smide skoene, hvis det er." Selvom han klemte sig ud af sine, da de nåede den smalle gang.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde aldrig været et sted som dét, men hun kunne ikke for alvor bekymre sig om hverken området eller tilstanden på hverken opgangen eller den lejlighed, den førte op til. Trods forsikringen trådte hun ud af skoene og kastede et blik omkring sig, lettere overvældet af at være i hans hjem.

Hun sagde ikke noget, anede ikke hvad. I stedet trådte hun usikkert et par skridt efter ham i den smalle gang uden at vide, hvad hun ellers skulle stille op med sig selv.

[William Knight]

Man kunne ikke påstå at han nogensinde havde været et ordensmenneske. Lidt smårod blev puffet til side med foden, da han førte Gillian ind i lejligheden og køkkenalrummet. Det var surrealistisk at have hende her, men fjernheden i hendes øjne gjorde det nemt for ham at ignorere flovheden om at vise hende dette hjem. Et med huller i væggene, slidte gulve og møbler der næppe levede op til den standard hun var vokset op med.

"Bare... tag plads. Så sætter jeg kedlen over," Han nikkede mod sofaen, og med lidt fremskyndende besværgelser og billig te, satte han snart tekanden, han havde fået foræret af sin mor, samt to ikke-matchende kopper mod sofabordet. Han tog plads, men sørgede for at sætte sig med en hyndes mellemrum.

"Undskyld, ehm, rodet."

[Gillian C. Fudge]

Det var som at træde ind i Williams hoved. Ting lå rundt omkring og gjorde det nærmest umuligt for Gillian at lade blikket hvile noget sted. Lige nu bekymrede hun sig dog ikke så meget, som hun ellers ville have gjort; var for distraheret til det.

Hun kastede et forbeholdent blik på sofaen og endte med at blive stående. Der stod hun stadig, da han satte sig og først dér tog hun lige så langsomt plads helt ude på kanten af hynden.

"Det skal du ikke tænke på. Du forventede vel ikke gæster," konstaterede hun dæmpet og holdt det ikke for alvor imod ham.

[William Knight]

Liam havde oprigtigt været i tvivl om hvorvidt Gillians modvillighed til at tage plads, handlede om at hun følte sig ligeså sikker her som ude på gaden mellem beværtninger og faldefærdige butikker. Fornemmelsen blev ikke mindre indtrængende over måden hun sad på - så langt væk som muligt.

Men han havde ikke trukket hende herhen for at se hvordan hun havde det med ham. "Nej," svarede han ærligt, selvom det nok var de færreste gæster han i virkeligheden ville rydde op for.

"Har du brug for at tale om det?" spurgte han så, efter rum og tid.

[Gillian C. Fudge]

Dagen stod åbenbart i de dårlige beslutningers tegn. Intet andet kunne havde ført hende til både Vildsvinet og Williams lejlighed. Alligevel følte Gillian sig mere afklaret, end hun havde gjort længe, da lyse øjne søgte hans.

Det slap ham igen, som hun lænede sig frem og forsigtigt greb den ene kop. Hun hævede den ikke længere end til knæene, hvor hun lod den hvile, fingrene foldet tæt om den. Da fandt blikket atter tilbage til hans.

Og i sidste ende var han stadig William. Helt anderledes, men stadig så velkendt. Og stadig ét eller andet sted manden, hun havde valgt at dele sit liv med. Før det hele var gået galt. Læberne gled derfor fra hinanden og svaret var mere ærligt, end det havde været det over for nogen anden.

"Jeg mødte min far."

[William Knight]

Så meget havde forandret sig. Liam var i oplæring i ministeriet - et sted han ofte havde defineret som det sidste sted han nogensinde ville gøre karriere - og havde ikke kun groet stubbe over hagen, men havde også brugt det seneste år på at finde ud af hvem fanden han var. For han var også stadig et rodehoved. En person der havde svært ved at finde de rigtige ord, og endnu ikke kunne glemme sin første kærlighed.

Overraskelsen mærkede de brune øjne og Liam, der havde lænet sig frem for at gribe sin kop, lod i stedet ryggen glide tilbage mod hynden. Han prøvede at finde ord. "Hvordan... Jeg mener," En fold blev dannet mellem brynene. "Det må have været svært." En kæmpemæssig underdrivelse.

[Gillian C. Fudge]

Det blev sværere at se på William, da han lænede sig tilbage og ikke efterlod Gillian med meget andet valg end fortsat bare at stirre frem for sig eller rent faktisk sætte sig mere ind i sofaen. Hun valgte sidstnævnte og drejede sig langsomt lidt mod ham, til hun atter kunne møde mørke øjne.

"Han skrev til mig i slutningen af september," svarede hun dæmpet på det spørgsmål, han aldrig helt havde formuleret. "Han er blevet forlovet. Og ville se mig."

Blikket blev vendt tilbage til pakken, hun havde stillet på sofabordet. Det gav stadig ikke helt mening for hende, som tankerne væltede rundt i hovedet. Hun virrede lidt med hovedet, ikke ulig en hest, der prøvede at vifte en flue væk.

[William Knight]

Liam havde været bange for Reginald Fudge siden dengang han var dukket op i hans kamin i utide for at spørge om hans datters hånd. Ændringen den ældre troldmand havde gennemgået gjorde ikke sagen bedre, men hvis han havde rakt ud mod Gillian - og tilmed forlovet sig - forsøgte han måske en genetablering.

"Og du valgte at se ham," Det var en blød konstatering, frem for en fordømmelse. Liam betragtede Gillian, selvom hun selv havde smidt blikket væk og mod pakken på bordet.

"Hvordan... er han? Nu altså."