Rottehaler og flagermuseblod

[Rowan Filch]

Rowan fnøs muntert og hævede begge bryn. Han var sjældent tiltrukket af mænd selv, men det ragede ham en papand om andre var.

"Hvis jeg havde mistænkt det, havde jeg fundet en anden metode. Han var i chok over hvad han selv havde prøvet på. Kunne ikke komme hurtigt nok væk."

[Emmely R. Slughorn]

Det var mere i spøg, end et reelt spørgsmål, men det betød bestemt ikke, at hun ikke nød svaret. Tværtimod slap hun en munter lyd og burde nok skifte emne. Men det var længe siden, at hun for alvor havde kunne flirte uforpligtende.

"Det forstår man ikke."

[Rowan Filch]

Rowan fnøs let og hævede et bryn af Emmely. Blikket blev nok hængende et øjeblik mere end det burde, men så tog han sig også sammen og skiftede emne til noget afstivende. Han skulle ikke bruge for lang tid på at se ind i hendes øjne. Det var farligt.

"Hvordan har Septimus det?"

[Emmely R. Slughorn]

Mel tænkte ikke meget over emneskiftet eller årsagen bag. Hun vendte blot blikket tilbage mod kedlen, hvor eliksiren simrede lystigt, og trak på skuldrene.

"Fint nok," svarede hun uinvesteret, før hun fejede en rød krølle, der ikke var lang nok til at nå op i knolden, væk fra tindingen.

[Rowan Filch]

Rowan fulgte kropssproget omkring emneskiftet lidt for levende, før han slog sig selv mentalt i baghovedet og tog sig gevaldigt sammen. Flirten var udmærket. Længselsfulde blikke hørte til skoledrenge. Han var en granvoksen mand.

"Godt at høre. Og hunden...?"

[Emmely R. Slughorn]

Håndskriften var ikke den mest imponerende og bekræftede de fleste fordomme, der var omkring helbrederes kragetæer. Det lod Mel sig dog ikke slå ud af og hun gjorde da en reel indsats for at få mærkaterne på flaskerne til at se nogenlunde ordentlige ud.

Spørgsmålet fik hende dog til at rynke brynene og fandt ham med et gennemborende blik. "Hvorfor vil du vide, hvad der sker med Sep og Charlie?"

[Rowan Filch]

Rowan hævede begge bryn over spørgsmålene og drejede blikket mod Emmely med mild undren. "Bare almindelig smalltalk," svarede han.

"Har jeg sagt noget forkert?"

[Emmely R. Slughorn]

Mel kunne selvfølgelig ikke så godt sige, at hun grundlæggende ikke rigtigt havde lyst til at tale om Septimus. Den ene skulder blev hævet.

"Normalt er min tid her bare et rart afbræk fra ..." Mit ægteskab. "Du ved, hverdagen."

[Rowan Filch]

Rowans bryn forblev hævede, men så nikkede han langsomt og gik med på præmissen. Han forsøgte at overveje alt for meget hvorfor hun havde brug for et afbræk og nøjedes med at klare halsen.

"Modtaget," svarede han. "Det skal ikke ske igen. Så... Vedlægger du en oversættelse til dine mærkater...?" Hans blik spillede svagt.

[Emmely R. Slughorn]

På papiret havde Mel alt, hvad der skulle til for at tilfredsstille de fleste. Men det var bare langt fra nok. Hjertet kaldte på eventyr og det krævede alt af hende, ikke at følge det. Så var det nemmere bare at distrahere sig selv fra at tænke for meget på det.

"Du skal til at passe på, fister," bemærkede hun drilsk og drejede sig rundt, bevægelsen abrupt, for at prikke ham med fjerpennen og efterlade en blækklat lige midt på hans snudespids.

[Rowan Filch]

Rowan smilede, indtil han fik blæk på næsen og bandede lidt af hende.

"Du er et barn," skændte han, som han fik fat i en klud og forsøgte at duppe det af. "Emmely," sagde han opgivende. "Møgunge. Jeg tager dig snart over knæet."

[Emmely R. Slughorn]

Meget af sin fritid var Mel netop dét. Et rigtigt legebarn. Hun så da heller ikke tilnærmelsesvist skamfuld ud, som hun blottede tænderne i et næsten djævelsk smil. Truslen havde da heller ikke potentialet til at få hende til at skælve. I hvert fald ikke i frygt.

"Du kan da ellers bare prøve," bemærkede hun, efter et sorgløst fnys.

[Rowan Filch]

Rowan fnøs og rakte ud for at knibe Emmely i siden, uden dog at forsøge rent faktisk at hive hende over knæet.

"Pas du bare på," truede han. "Møgunge."

[Emmely R. Slughorn]

Mel forventede virkelig ikke at blive smidt over knæet. Hun havde dog heller ikke forventet kildende fingre og vred sig under dem.

"Det er dig, der skal passe på," gav hun igen, et uvornt glimt i hendes øjne. "Gamle mand."

[Rowan Filch]

Utilsigtet, men opslugt af øjeblikket, fangede Rowan Emmy ind mod bordet med den ene arm og gav sig nådesløst til at kilde hende.

"Gammel, huh? Men stærkere end dig," pointerede han provokerende.