Sene timer

[Emmely R. Slughorn]

Dagene på Skt. Mungos havde det med at blive lange og det skete ofte, at Emmely ikke kom hele vejen hjem og i seng. Hjemmet i udkanten af Godricdalen trak ikke på samme måde, som det havde gjort det engang og flere af sine nætter tilbragte hun i sengene på de små stuer for hospitalets ansatte.

Det var også der, hun var gået omkuld denne nat og hun slap kun et dæmpet, mellemfornøjet grynt, uden for alvor at ænse, at døren gik op.

Septimus Slughorn

[Septimus Slughorn]

Dagen havde været lige så lang for Septimus, som netop var blevet færdig med at tage en runde blandt sine indlagte patienter før han ville finde Mel, og tage hjem. Hun havde dog ikke været at finde på hendes afdeling, så han havde taget sin søgen videre ud på hospitalet. Heldigvis kendte han Mel godt nok til at være bekendt med hendes vane til at gå kold i én af personalets stuer. Og det var da også lige præcis dér han fandt hende.

"Mel?" kaldte han, kun for at få et utilfreds grynt som svar, uden at hun rigtig lod til at være vågen. Han trak en smule på smilebåndet og trådte ind i de halvmørke rum så han kunne tage plads på sengekanten og ruskede forsigtigt i sin hustru. "Kom så, Mel. Vores seng er bedre end den her. Vi har vist begge to fortjent en god nats søvn, hm?" Med en finger strøg han én af hendes krøller væk fra hendes ansigt så han kunne se hende ordentligt i det sparsomme lys.

[Emmely R. Slughorn]

Først da sengen gav sig under et andet menneskes vægt, boblede Mel langsomt op mod overfladen og hun slap endnu en søvnig lyd, da kroppen bevægede sig med hans hånd. Øjnenlågene blev klemt hårdere i, sitrede let og gled så endelig tilbage, netop som Sep trak en af hendes krøller med sig i en blid berøring.

"Hvad er klokken?" mumlede hun, stemmen grødet af søvn.

[Septimus Slughorn]

Septimus fiskede et lommeur op fra sin lomme, og kunne konstatere at klokken var lidt over elleve om aftenen. Måske ikke decideret sent, men både han og Emmely havde været på arbejde siden tidlig formiddag. Havde det ikke været for hans egne udsigter til at komme hjem i deres egen seng med hende, kunne han have været fristet til at lægge sig ned ved siden af hende.

"Alt for mange." endte han med at svare hende med et skævt drag om munden. En hånd bevægede sig under tæppet hun havde trukket over sig for at fiske efter hendes hånd. "Kom. Tænk på den blødemadras derhjemme på vores varme soveværelse. Der er også mere plads til to dér." tilføjede han med et fjerlet grin.

[Emmely R. Slughorn]

Mel slap en lyd, der vist bedst af alt kunne beskrives som ugidelig og lod ham tage sin hånd uden at søge at flette fingrene ind mellem hans. Alligevel sitrede mundvigene afslørende og tænder blev da også blottet.

"Der er også plads til to her," mumlede hun søvnigt og gav ham et blødt træk ned mod sig.

[Septimus Slughorn]

Et opgivende grin lød fra Septimus, da Emmely hev i hans arm, og han lod sig føre ned til hende, inden han måtte fange sig selv i at give efter for hendes søvnige charme, og lagde sig ned ved siden af hende.

"Du er umulig, ved du det?" spurgte han dæmpet til hende, selv om smilet ikke havde forladt hans læber. Der var plads til to i sengen, men kun lige. Han var nødt til at rykke helt ind til hende for ikke at føle at han var ved at falde ud over sengekanten. Ikke at det gjorde ham noget; det gav ham en god undskyldning for at snige armen under Emmelys nakke så hun kunne ligge op af ham i stedet. "Jeg behøver vist ikke spørge om du har haft en hård dag, gør jeg?"

[Emmely R. Slughorn]

Der var ikke meget plads, men det gik lige. Mel havde i hvert fald ikke noget imod at ligge tæt og puttede sig gerne helt ind til sig. At der var en hund derhjemme, der sikkert gerne ville udenfor og have noget mad på et tidspunkt, kunne ikke være længere fra hendes tanker.

"Der er så pisse travlt for tiden," mumlede hun søvnigt og lod øjnene glide i igen. "Det er stadig sagen med de dårlige eliksirer." Over tredive indlagte på en aften, alt sammen på grund af et dårligt produkt, der var endt ude hos flere hundrede magikere.

[Septimus Slughorn]

Septimus havde altid været lidt et puttedyr, og han nød at falde i søvn med Mel liggende ind til sig. Det var derfor helt naturligt, da hans arm bøjede sig for dovent at stryge fingrene gennem hendes krøller. Egentlig burde han stoppe, hvis han skulle have nogen forhåbninger om at få hende med hjem til deres egen seng den nat.

"Stadig?" spurgte han sympatisk. Det havde efterhånden været et problem i en længere periode. Han vidste at hele hendes afdeling havde ledelsen hængende over sig for at finde en løsning på problemet, så der var ikke noget at sige til at hun var udkørt.
Fingrene stoppede sine kærtegn gennem hendes hår. "I har været alle jeres forsyningsled igennem? Alle jeres leverandører af ingredienserne?"

[Emmely R. Slughorn]

Emmely slap en dæmpet lyd i bekræftelse og selvom hun ikke gengældte kærtegnene, nød hun at ligge der med ham. I hvert fald lige nu, mens alle lemmerne stadig var blytunge og søvnen ikke langt væk.

"Det er heldigvis ikke fra os," svarede hun og kvalte et gab, før hun fortsatte. "Det er en eller andet vidundereliksir, der skulle gøre folks tænder perfekte eller sådan noget."

[Septimus Slughorn]

"Aah." lød det dæmpet fra ham, mens han gav et eftertænksomt nik fra sig. Døsigheden begyndte så småt at snige sig ind på ham, og da han fornemmede Emmely kvæle et gab, måtte han fange sig i at gøre det samme. Hvis ikke de kom ud af sengen ville de rent faktisk ende med at falde i søvn dér. Men det var så rart at ligge der med hende, at han retfærdiggjorde for sig selv at blive liggende bare lidt endnu.

"Det må da udgøre et problem for jer." erkendte han forstående. "Man må vel kunne opspore hvor de kommer fra og finde bagmændene bag det. Kan de være så gode til at dække sine spor?"

[Emmely R. Slughorn]

Den velkendte tyngde af Septimus' krop var nok til at lulle hende tilbage til søvn, selvom Mel sagtens kunne tale om eliksirer i timevis. Lige nu trak hun dog lidt uinvesteret på den ene skulder.

"Ministeriet har overtaget," mumlede hun. "Vi helbreder bare." Det var der også rigeligt med arbejde i lige nu.

[Septimus Slughorn]

"Det er dét, vi gør." istemte han. Det var ikke deres job at opspore svindlere, trods alt. Det var bare dem, der sad med den sure tjans at behandle dem, der blev svindlet.

Sep lænede sit ansigt lidt mod hendes og placerede et kys på hendes tinding, mens et lille smil gled over hans læber. "Men nu har vi vist helbredt nok for i dag, hvis du spørger mig. Og jeg er ret sikker på at Charlie ikke vil tilgive os, hvis vi slet ikke kommer hjem i nat." Det var måske et sølle forsøg på at lokke Emmely ud af sengen for at komme med hjem. Ikke mindst fordi det sikkert var ham der ville blive nødt til at tage Charlie med ud på en aftentur før han rigtig kunne gå i seng, det stakkels dyr.

[Emmely R. Slughorn]

Emmely smilede svagt, stadig uden at åbne øjnene og puttede sig bare godt ind igen. Hun skulle lige til at overgive sig til drømmeland påny, da Sep brød ind igen og trak endnu en klagende lyd fra hende.

"Jeg er hundrede på, at han har lært at åbne døren ud til haven selv," mumlede hun. "Han gjorde det her den anden dag."

[Septimus Slughorn]

"Jeg er ret sikker på at han kun skubbede den op, efter at nogen lod den stå på klem." kontrerede han hendes påstand, dog stadig uden at smilet rigtig forlod hans læber. Der var alligevel noget kært i måden hun så stædigt nægtede at forlade sengen, og han var sikker på at det sagtens kunne ende med at lokke ham selv til rent faktisk at blive, hvis det fortsatte længe nok.

"Hvad med det her?" startede han, mens han puffede blidt til hende for at sikre sig at hun ikke faldt helt i søvn ind til ham. "Hvis vi tager hjem og sover i vores egen seng, kan jeg sørge for en ordentlig morgenmad til os i morgen. Eller foretrækker du maden fra kantinen?"

[Emmely R. Slughorn]

En utydelig mumlen forlod hende som en halvhjertet indvending, men Mel vidste godt, at Sep sikkert havde ret. Det havde han så ofte. Hun drejede hovedet lidt, til tindingen blev skubbet ind mod hans kind.

"Hvad for noget morgenmad?" spurgte hun, altid lidt nemmere at lokke gennem maven.