Skyd ikke budbringeren

[Cora Greengrass]

Cora havde lovet sig selv at være færdig med sin ekskæreste. Alligevel havde andet end blot hendes hævngerrighed overfor Erin Morgaine , fået hende til at forlade morgenbordet efter Ian, som havde forladt storsalen øjeblikke forinden med et par fra holdet. Ørene havde været spidset, da hun hørte Poppys, efterhånden temmelig genkendelige, stemme øjeblikke forinden. Den havde været sagte og diskret, men Cora havde fanget de vigtige detaljer. Og hun havde da også skævet over mod en hvis ørn for at se om han havde fået samme nyhed mellem morgenbrød og juice. Åbenbart ikke endnu... Chancen blev derfor taget som hun så den, men som altid når det galt Ian, tænkte hun ikke tingene helt igennem. Impulserne var i førersædet og hun ønskede at være dén der var der for ham først.

"Ian," Hun nåede op endelig op til ham, ikke langt fra Slytherins Opholdstue. "Må jeg lige låne dig et øjeblik?" Vejrtrækningen var lidt besværet efter at have måtte indhente ham. Hans ben var trods alt længere end hendes...

(nogenlunde) Sideløbende med Sammensmedet

Ian Ogilvy

[Ian Ogilvy]

Ians primære bekymringer var den forestående quidditchsæson og selv de var begrænsede. Tværtimod følte han sig ret selvsikker, som han gik og grinede lidt med nogle af sine holdkammerater og smilet var stadig på hans læber, da en velkendt stemme lød bagved.

Smilet stivnede lidt, men hans ansigt blev ikke direkte fjendtligt, som han vendte sig mod sin ekskæreste. Det faldt dog lidt og hans bryn trak sig lidt sammen, men til sidst nikkede han og trådte et par skridt til side med hende.

"Hvad er der, Cora?"

[Cora Greengrass]

Trækningen mellem Quidditchspillerens bryn var en evig pinsel for hende, men i det mindste trak han sig til side, da hun henvendte sig. Måske blot for ikke at gøre hende til grin ved at lade hende hænge foran holdet. Eller måske fordi han stadig bekymrede sig om hende et sted. Hun måtte virkelig lære at give slip, men det var så svært.

"Jeg ville bare fortælle dig at,-" Hun trak lidt luft ind mellem lungerne og holdt sin stemme lidt sagte for omgivelsernes skyld. "Jeg overhørte tilfældigvis Poppy ved morgenbordet. Og, det virkede ikke som om Erin havde travlt med at finde dig, så jeg ville skynde mig at advare dig hvis nu... andre ved bordet hørte det samme som mig." Hun var udmærket klar over at Erin nok havde ventet på Gideon.

"Hun skal giftes med Flint."

[Ian Ogilvy]

Ian havde virkelig ingen anelse om, hvad Cora ville nu. De havde knapt talt med hinanden siden den nat på sovesalen. Uanset hvad han kunne have gættet på, så var han dog nok aldrig landet på det, hun sagde nu. Overraskelse gled over hans ansigt, før han kunne nå at kontrollere det.

"Hvad snakker du om?" røg det fra ham, småirriteret, før han kunne nå at stoppe sig selv eller i det hele taget tænke sig meget om.

[Cora Greengrass]

Cora havde pakket det ind som om hun forsøgte at beskytte ham fra at få overleveret nyheden grovkornet, og uden at støtte sig til, fra andre fra morgenbordet, nu hvor Erin ikke havde lignet en der havde travlt med at finde ham. Jovist ønskede hun at være der for ham, fordi han betød så uendeligt meget, men det føltes også godt at komme Erin i forkøbet.

"Om et arrangeret ægteskab," svarede hun så, uden at virke for påvirket over irritationen der mærkede både hans ansigt og ord. "Erins forældre har forlovet hende væk til Gideon Flint."

[Ian Ogilvy]

Ians hjerne havde svært ved at få mening ud af det, selvom det egentlig var klart nok. Han stirrede på hende, mens nyheden sank ind. Uden at helt at kunne få det til at synke ind alligevel. "Hv-," lød det fra ham, som ansigtet trak sig sammen i en uforstående grimasse. Han rystede på hovedet, prøvede at få det til at give mening, før blikket landede på Cora.

"Hvorfor fortæller du mig det her?"

[Cora Greengrass]

Cora puffede en brun lok væk fra ansigtet, men flyttede ikke blikket fra ham. Selvom hans betoning da alligevel kradsede grundigt i hendes indre. "Fordi din kæreste får læst ting op for sig ved morgenbordet. Så jeg synes du skulle have chancen for at vide det, før alle andre," Forklarede hun, bevidst om at oplæsningen havde været diskret, dæmpet og kun var blevet hørt af dén person der havde mest bevæggrund til at spidse ører. Cora.

"Du skulle vide det med det samme."

[Ian Ogilvy]

Hvis det havde været alle andre end Cora, ville Ian måske nok have set det som en tjeneste. Nu føltes det dog som noget andet og hans indre vred sig kun mere over dét, end det allerede gjorde over den information han lige havde fået. Og alligevel kunne han ikke gennemskue, om hun rent faktisk mente det. Om hun rent faktisk bekymrede sig.

Blikket flakkede over hendes ansigt og forvirringen, sammen med et glimt af noget sårbart, som hun ikke skulle have set, strøg over hans træk, før han fik drejet ansigtet væk. Ude af stand til at finde ord.

[Cora Greengrass]

Sandhed blev bedst serveret varm og hastigt. Men Cora havde gjort netop det dengang hun havde kysset Freddie Day, så måske skulle dén teori bare begraves. For nu, forsøgte hun at læse sin ekskærestes ansigtsudtryk - bevidst om at han kæmpede med at fordøje nyheden, og det faktum at hun var den der formidlede den.

Hun så et flig af smerte i hans blik. Uanset hvor svært hun havde ved at slippe ham, var hun også bevidst om at hun ikke fik ham tilbage. Ikke når det gjorde så ondt på ham at en anden pige skulle giftes væk. Men hun savnede stadig ham - hans selskab. Og hun foragtede stadig Erin Morgaine.

"Det gør mig ondt." sagde hun, og mente det. Det frydede hende at Ian og Erins fremtid ikke var delt. Den pige var afskyelig.

[Ian Ogilvy]

Ian havde det lidt som om, at han lige havde fået en mavepumper. Blikket flakkede lidt, mens han endnu havde ansigtet drejet væk og han blinkede langsomt ved hendes ord. Tonen var lettere flad, da han drejede ansigtet mod hende igen og spændte i kæben.

"Gør det?" spurgte han, tydeligvis mere i en indikation af at han ikke troede på dét mere end det var et reelt spørgsmål.

[Cora Greengrass]

Spørgsmålet gjorde ondt, selvom det var ganske berettiget. Cora hidsede sig ikke op over det, men mødte hans blik og tone uden hysteri og flakken med grønne øjne.

"Jeg nyder altså ikke at se dig lide, Ian." Forsikrede hun ham om, og håbede på at han i det mindste troede på det. Erin derimod... var en helt anden sag.

[Ian Ogilvy]

Den bitre del af Ian var fristet til at svare på næsten samme måde, men han bed hårdt sammen om det. Han var ikke helt overbevist og havde lyst til at kaste i hovedet på hende, at hun da ellers havde såret ham rigeligt med gange til, at man næsten skulle tro det, men han vidste, at det bare var frustrationen.

"Jamen, perfekt," svarede han i stedet, sarkastisk. Køligt. "Tak for informationen."

[Cora Greengrass]

Tonen i hans stemme var efterhånden én hun havde tilvænnet sig. Desværre. Hun huskede hvordan han engang havde talt langt blødere til hende, men en fejl var åbenbart ikke nemt tilgivet. Derfor håbede hun inderligt at Erin ville træde skævt.

"Vil du gerne være alene?" spurgte hun så, bevidst om hvad svaret nok ville være. Damn, hun ville gerne vide hvordan det her endte ud mellem kæresteparret.

[Ian Ogilvy]

Ian fortrød lidt, så snart han havde talt. Uanset hvad Cora tidligere havde gjort, så fortjente hun ikke helt den tone og der var en skyldig gnist i blikket, da han endelig rettede det mod hende. Tøvende.

"Nej, det..." sagde han endelig, usikker. "Jeg ved det ikke."

[Cora Greengrass]

Det var så nemt at misse, men Cora hægtede sig fast i udtrykket. Det der snert af samvittighedsnag, som hun faktisk ikke... rigtigt ønskede fra ham, så snart hun så det. Det overraskede hende faktisk lidt.

"Det kan jo være at de kan finde en løsning," Forsøgte hun i opmuntring, selvom hun vidste at den slags ikke var ligetil, hvis en forlovelse var blevet aftalt og kontraktlagt. Erin kunne giftes med Gideon, og Ian kunne... finde en der ikke var Erin. Selvom Cora ikke rigtig vidste om hun nogensinde kunne forestille sig at nogen var gode nok i hendes bog.