Sammensmedet

[Erin Morgaine]

Erin havde nær kløjedes i sin morgen juice, da Poppy læste brevet hjemmefra op i en sagte stemme. Sidekammeraten hørte det alligevel og rygtet ville utvivlsomt sprede sig som en lynild. Forlovet, fordi forældrene mente at det var tid. Hendes mellemgulv stak. Hun var ikke et sekund i tvivl om motivationen. De måtte have hørt om Ian Ogilvy.

Hun kom op at stå og bad Poppy finde Gideon Flint. Måske kunne det stadig nå at blive stoppet. Hendes skridt bar hende ud i indgangshallen, hvor hun ventede.

[Gideon Flint]

Gideon havde haft travlt med en samtale med en fra klubben, da uglerne leverede dagens morgenpost. Det var derfor han ventede med at åbne brevet hjemmefra, til han havde tømt omtrent halvdelen af tallerkenen. Og det på grund tekstens indhold, at han blev siddende i de første øjeblikke hvor elever stimlede ud af Storsalen.

Forlovet... Det havde været et spørgsmål om tid, men alligevel virkede det for hurtigt. For pludseligt. Brune øjne skævede rundt, men Erin var ingen steder at se. Stadig med brevet i hånden, fandt han hende dog heldigvis i Indgangshallen.

"Har du også modtaget...?" Han holdt brevet lidt op.

[Erin Morgaine]

Erin hørte Gideon, men så ikke andet end en sløret skikkelse. På trods af at hun ikke kunne se hvad eller hvordan han gestikulerede, kunne hun dog godt regne ud hvad han talte om. Han havde utvivlsomt fået samme besked som hun havde.

"Ja," svarede hun derfor, lettere åndeløst. "Men det må kunne gøres om," insisterede hun. "Du ved jo om Ian og jeg..."

[Gideon Flint]

Brevet blev foldet sammen da Erin bekræftede. Mens brevet blev skubbet ned i kappelommen bevægede han sig en anelse tættere på. "Ja. Jeg ved det godt," svarede han, måske en anelse hurtigt. Han havde selv fortalt Ian at han og Erin var fortid.

Nu var de fremtid.

"Skal vi ikke snakke om det her et andet sted?"

[Erin Morgaine]

Erin tog en hørlig indånding. Hun kunne høre lydene fra Storsalen og levende forestille sig, hvis de pludselig alle sammen kom ud. Så hun nikkede. "Krypten," foreslog hun. En vej hun kendte ind og ud. Hun vidste også udmærket hvor man kunne få privatliv dernede, selvom hun ikke havde troet at det var Gideon hun skulle bruge den viden med.

"Kom," opfordrede hun, før hun begyndte at gå, uden at have brug for Poppys hjælp til at finde derned.

[Gideon Flint]

Gideon nikkede bekræftende, før han huskede sig selv på at han hellere måtte opfølge med et . "Ja. Lad os," Tonen i stemmen lød en anelse frakoblet, men man kunne næppe bebrejde ham. Sammen fulgtes de over mod trappen der ville lede dem mod slottets kælder og krypt.

Han ville egentlig tilbyde hende en vejledende arm, men gelænderet forekom ham ligeså godt. Desuden var trappen smal, så det var nok mest sikkert sådan her. Først da de stoppede op, i en mere privat krog, kom han tilbage til sagen. Vitterligt tilbage til dén påstand hun havde formuleret før han foreslog at tage samtalen andetsteds.

"Planen virker fastlagt. Jeg kan ikke se at det skulle kunne gøres om."

[Erin Morgaine]

Erin havde en hånd på væggen og fokus på skikkelsen af Gideon i halvmørket, der gjorde at hun næsten ikke engang kunne fornemme hvor han var med blikket. Hun kunne dog høre ham uden problemer. Både hans ord og hans vejrtrækning, måden han rykkede sig lidt rundt på.

Ordene plantede dog en dyb rynke i hendes pande. "Det må det kunne," insisterede hun. "Du ved jeg godt kan lide dig, Gideon, men slet ikke på den måde. Og du har selv sagt til Ian at du ikke er interesseret. Jeg... Jeg er f... forelsket i ham," tumlede det ud, selvom hun ikke engang havde sagt det til Ian Ogilvy. "Jeg vil ikke giftes med dig."

[Gideon Flint]

Situationen var generende, men ikke uventet. En forlovelse skulle på plads før eller siden, og det var da pisseuheldigt at det var med hans bedste vens kæreste, men det var som det var. Urokkeligt. En rødhåret heks havde distraheret hans tanker en hel del - fra klubben og generel god opførsel. Så det her kunne måske få ham tilbage på sporet, selvom en del af ham... ja, ikke ville være foruden hendes provokationer og dvælende læber.

Mørke bryn rynkede sig alligevel i empati, men stemmen var kontrolleret, rolig og rationaliserende. "Forelskelse og forlovelse kommer ikke ud på ét, Erin. Ian er min bedste ven og en god fyr, men han er ikke... af vores blod. Hvis ikke mig, så bliver det en anden."

[Erin Morgaine]

Erin stirrede på Gideon i mørket over hans svar. Hun var udmærket klar over hvilket blod Ian var af, men hun var ikke ligefrem selv den perfekte heks, så hun havde håbet på, at hendes forældre kunne acceptere det. Kunne lade hende slippe afsted med at være sammen med ham, hvis bare de opførte sig pænt. Men nu ville de have hende bundet til Gideon og hun kunne ikke acceptere det. Ville ikke.

"Men han er din bedste ven, så hvordan kan du være okay med det her?"

[Gideon Flint]

Engang havde han haft sine egne lurende fornemmelser for Erin. Tænkt at hun ikke kun så sød ud. Prioriteterne havde dog været andetsteds og han havde været glad på deres vegne, da de fandt sammen.

Hænderne begravede sig i kappelommerne. "Jeg er ikke..." Han stoppede sig selv og slap et suk. "Hvis du gerne vil forhandle dig ud af det, så gør det endelig. Men jeg kan ikke forestille mig at din familie bare vil droppe en forlovelse mellem vores slægter, uden en erstatning."

[Erin Morgaine]

Erin kneb øjnene en smule sammen over den antagelse Gideon lavede, om at hans familie var bedre end hendes og at det var hende, der skulle føle sig heldig. Men hun sagde intet. Der var tidspunkter hvor det var bedre at holde munden lukket.

"Jeg forstår ikke at du ikke er mere oprørt. Er du ligeglad med konsekvenserne? Forstår du ikke hvad det her kommer til at betyde?"

[Gideon Flint]

Gideon forstod udmærket hvad det betød. Han var blevet forberedt på det her gennem sin opvækst: en forlovelse til at styrke det rene, magiske blod. Det ville Ian Ogilvy velnok forstå. En del af ham var skam i oprør, men han forstod sin pligt og kendte sin plads.

"Jeg er altså ikke ligefrem. esktatisk over at vi ikke har fået chancen for at tilkendegive vores mening på forhånd," svarede han. "Kan du kringle dig ud af det her, så gør det endelig. Men hvis ikke mig, så får du nok en anden. En af rent blod."

[Erin Morgaine]

Erin bed tænderne sammen. Hun så olmt på Gideon. Ian var god nok til hende og hun satte ikke pris på hvordan han omtalte ham.

"Det ved du ikke noget om," svarede hun ham igen. "Jeg skal nok få min vilje."

[Gideon Flint]

Gideon mente egentlig bare at han var rationel. Ikke at han at han var nedværdigende overfor sin bedste ven. Ian var en god og loyal fyr, og han kunne ikke gøre for blodet han var født med.

"Jamen, prøv endelig," foreslog han, måske en tand for pessimistisk i tonen. "Men husk lige at det her altså ikke er min skyld." Hendes blik fortalte ham alt.

[Erin Morgaine]

Erin sendte Gideon et godt gammeldags dræberblik. "Med din tavshed er du med til at lade som om at det er okay," konstaterede hun. "Og det er det bare slet ikke."

Det var dybt uretfærdigt og urimeligt og hun nægtede.