Akavet eks (efterårsbryllup)

[Lysander Scamander]

Lysander blinkede over spørgsmålet. Det var i den grad svært at svare på, for han anede det ikke selv. Et øjeblik lignede han et dådyr fanget i lyset. Så åndede han langsomt ud og trak på skuldrene.

"Jeg håbede at vi kunne være venner," svarede han tøvende. "Jeg er glad på dine vegne... Over din far. Virkelig."

[Alastair Fudge]

Alastair havde ikke haft andre kærester end Lysander og havde ikke for alvor nogen fornemmelse af, hvad det ville sige at være ekskærester med nogen. Det føltes ubehageligt og smertefuldt og han havde svært ved at se, hvordan han bare skulle kunne se ham som en ven.

Han drejede ansigtet til siden, kæben spændt og formåede ikke at få ord tvunget frem.

[Lysander Scamander]

Lysander så håbløst på Alastair, selvom han ikke rigtig kunne bebrejde ham. Han tog en lang, dyb indånding og kørte en hånd gennem håret.

"Det var løgn. Det jeg sagde med dating. Det lød lidt bedre end at sige at det eneste der kører for mig er mit arbejde. Undskyld, Al."

[Alastair Fudge]

Alastair tvang blikket tilbage på Lysander, da han talte og blikket flakkede den mindste smule, selvom han stadig så anspændt ud. Det lykkedes ham dog at tvinge kæben fra hinanden for at tale, mens et uforstående udtryk kort viste sig i de lyse øjne.

"Hvorfor syntes du det?"

[Lysander Scamander]

Lysander fik den der sammenkrøllede følelse i maven, som han kun havde fået af et menneskes blikke nogensinde. Det var længe siden sidst og han havde ikke rigtig savnet den del.

Han klarede halsen og følte sig uendelig akavet og latterlig.

"Fordi... Du er min ekskæreste," svarede han. "Og du har altid haft komplet styr på den perfekte facade. Ingen kan se hvad der foregår bagved. Alt er finpoleret porcelæn. Jeg er ikke i nærheden af at være så cool. Men det var strengt af mig at lade mit forsøg på at være det gå ud over dig."

[Alastair Fudge]

Det faktum at de stod der nu, var vist rigeligt bevis på, at Alastair ikke havde komplet styr på det, men det pointerede han ikke. Hans bryn trak sig bare lidt sammen og han stod tilbage med en lidt underlig følelse.

"Du kunne se det," konstaterede han. Lysander vidste, havde vidst?, at facaden var netop dét. "Engang."

[Lysander Scamander]

Lysander rømmede sig en smule og ordet fik ham til at føle at det var årtier, snarere end lidt mere end et år. Han nikkede svagt, men rettede alligevel lidt på Alastair.

"Fordi du lod mig." Han åndede hørligt ud. "Nu er det meget tydeligt at der er en distance. Det giver også god mening. Jeg var bare ikke forberedt på hvordan det ville føles at stå på den anden side. Jeg ved ikke hvordan jeg skal føre en small talk samtale med dig. skal vi tale om vejret, eller hvordan kan vi komme gennem det her?"

[Alastair Fudge]

Alastairs bryn trak sig lidt sammen og i nogle øjeblikke så han bare på Lysander, uden at ane, hvordan han skulle svare. Han tog en dyb indånding og slap den hørligt igen.

"Jeg ved det ikke," indrømmede han, ærligt. Det virkede umuligt.

[Lysander Scamander]

Lysander rystede på hovedet og sukkede lavmælt. "Det ved jeg heller ikke. Men vi har brug for en eller anden strategi, hvis ikke jeg bare skal tage hjem nu og så kan vi bare aldrig finde ud af at tale sammen igen og så må vi undgå hinanden resten af livet."

Hans øjne stak lidt, men han klemte det inde. "Det har jeg ikke lyst til..."

[Alastair Fudge]

Alastair havde været i et dybt, sort hul i siden op til og efter deres brud og det var kun sparsomt lappet. Noget krakelerede dog under det stenhårde ydre og afslørede sig i små tegn, selvom han havde slået blikket ned.

"Har du ikke?" hørte han sig selv sige, en svagt bitter undertone.

[Lysander Scamander]

Lysander hørte bitterheden og var på to sekunder transporteret tilbage til den hule, afgrundsagtige følelse han havde haft, da han skrev til Al at det var slut mellem dem og intet svar fik tilbage(?).

"Det var dig, der flyttede til et andet land uden at fortælle mig det," indvendte han med en kant i stemmen. "Jeg har aldrig ønsket ikke at se dig, Alastair. Jeg holder stadig af dig."

Jeg elsker dig. Hold kæft.

[Alastair Fudge]

Alastair kunne stadig levende huske, da han havde modtaget brevet, som havde flået hele hans indre ud. Et lydløst fnys undslap ham over ordene og han gav sig ikke til at forsvare sig selv. Sige, at det var det eneste valg han havde haft og at det havde været nødt til at gå stærkt. At Lysander alligevel havde været på Hogwarts og ikke havde været der.

"Aha," svarede han, velvidende at det var koldt, men han var ikke i stand til at åbne op. Ikke efter afvisningen.

[Lysander Scamander]

Han burde have forudset det. At han nu igen stod og forsøgte at bløde op, imens hans hjerte blødte og han blev mødt med den velkendte Fudge-kulde, som han efterhånden havde set for ofte til at blive rigtig overrasket. Det gjorde alligevel ondt. Han sank en klump og så væk med stikkende øjne.

"Fint," fik han lavmælt frem. "Du får det som du vil have det. En anden gang kan du måske informere din far om, at der ikke er nogen grund til at invitere mig, så du kan slippe for hvor ærgerligt for det pæne ydre det er, at en af gæsterne udvandrer fra festen."

Han følte sig stakåndet, som havde han fået en mavepuster, men han blev ikke for at få vejret. I stedet drejede han om på hælen for at hente sin frakke og forlade stedet.

[Alastair Fudge]

Alastairs hænder lukkede sig sammen, så knoerne blev hvide og selvom det bedste nok ville være, at han bare lod ham gå, så formåede han ikke at hindre ordene i at bruse ud. Som en mindre eksplosion, som det altid kom, når kontrollen gled fra ham.

"Det var dig, der gjorde det forbi med mig," lød det, før Lysander nåede at gå ind. Harmen var tydelig i ordene. "Du forlod mig, da min familie mistede alt."

[Lysander Scamander]

Lysander stoppede op ved svaret. Han havde regnet med at stenstatuen ville give ham det sidste ord og lade ham gå med ondt i hjertet, men selvretfærdigheden velbevaret. Nu vendte han sig rundt med harme i blikket og så på Alastair.

"Jeg forlod dig ikke," fastholdt han. "Du lukkede mig ude og skubbede mig væk. Jeg prøvede at være der for dig, at række ud og nå dig, men du var så fokuseret på jeres ulykke, at jeg blev ubetydelig. Hvad skulle jeg have gjort? Have bibeholdt illusionen af at vi var i et forhold? Jeg prøvede, Al. Da mit femte brev lå ubesvaret og jeg hørte at du var rejst til Paris tog jeg hintet."