Akavet eks (efterårsbryllup)

[Lysander Scamander]

Lysander havde været meget i konflikt med sig selv om hvorvidt han skulle komme til Fudge og Sykes bryllupsfest. Han forstod i første omgang ikke hvorfor han var blevet inviteret. Han var ikke på den måde en del af det gode selskab, selvom han havde en glimrende læreplads og flotte resultater fra Hogwarts, der stadig fik ham til at rette ryggen lidt. Han havde en lille mistanke om, at det kun var fordi Reginald Fudge, der næppe havde snakket med Alastair Fudge længe, stadig troede at de var kærester. Men det vidste han ikke med sikkerhed og det lå ikke til ham at sige nej til en invitation, så han havde lånt Lorcans jakkesæt fra en eller anden fancy quidditchbegivenhed og troppede op til ceremonien rimelig palle alene. 

Den skred frem som den slags nu gjorde, men da det kom til receptionen og han stod ved oversigten over bordene for at finde sin plads, blev det klart at hans nagende mistanke var korrekt. Han var blevet placeret lige ved siden af den tidligere kæreste. Han sank en klump, vendte sig og var lige ved at gå ind i netop Alastair. God start. Fuck.

[Alastair Fudge]

Intet i Alastairs tanker kunne være fjernere end Lysander Scamander. Det var en stor dag, dagen, hvor hans far for alvor vendte tilbage til verden; generobrede den, præcis som Alastair altid inderst inde havde vidst, at han ville.

Stolthed var den dominerende følelse og han holdt hovedet højt, som han hilste på gæster og for første gang i umindelige tider, ikke behøvede at nægte sit slægtskab til sin far.

Alt det fyldte så meget, at han end ikke havde overvejet muligheden for at blive konfronteret med et helt andet af fortidens spøgelser og øjnene uvidede sig ganske let i tydelig overraskelse, da ekskæresten pludselig stod lige foran ham og sendte alle tanker på vildspor.

"Lysander," nåede det at ryge undrende ud af ham, før han fik stablet et mere forbeholdent stenansigt op.

[Lysander Scamander]

Lysander kendte Alastair for godt. Han kunne se tankerne løbe over hans ansigt og blive skjult for sent bagved det hårde udtryk, som blev tildelt dem, der ikke fik lov at komme indenfor. Og nu var det ham. Han var knapt så dygtig til at mestre et udtryk af ligegyldighed. Hans hjerte hamrede lidt over at se Alastair.

"Tillykke med... Din far," fik han alligevel frem.

[Alastair Fudge]

Alastair var slet ikke klar til at forholde sig til Lysander og de var et held, at han havde haft år til at øve sig på at maskere sine følelser. Selvom forsøget på at gøre det, måske næsten var mere afslørende i sig selv. Han rankede sig et umuligt stykke mere.

"Tak," svarede han. Tøvede lidt, men fortsatte så med påtvunget høflighed. Ordene afspejlede ikke for alvor, hvad han tænkte, men det var, hvad han skulle sige. "Det var godt, at du kunne komme."

[Lysander Scamander]

Lysander vidste godt at Alastair ikke mente det. Han sank en klump, men han var voksen nu og måtte virkelig gro en rygrad og sige hvad han mente, i stedet for at være nervøs for hvad Alastair synes om ham.

"Det behøver du ikke at sige," konstaterede han. "Jeg vidste ikke hvorfor jeg blev inviteret. Tror din far stadig at vi...?"

[Alastair Fudge]

Alastair var slet ikke i tvivl om, at det var hvad Reginald havde troet og en del af ham var stadig helt overvældet over det hensyn, som han aldrig ville have forventet. Det forstærkede kun idoliseringen af faderen, uanset hvordan hans plads i samfundet nu så ud. Det ændrede dog ikke på, at han stadig stod overfor sin ekskæreste og måtte forholde sig til det.

"Din far har altid været en god ven af familien," svarede han, undvigende og uvillig til at tale med Lysander om det faktum, at han ikke havde talt med sin far i det meste af et år, selvom det nok alligevel lå i det.

[Lysander Scamander]

Lysander hævede begge bryn. Han var ikke så naiv, selvom han absolut kunne være blåøjet.

"Lorcan er ikke inviteret, Alastair. Og jeg har set bordplanen." Han tog en dyb indånding. "Skal jeg finde på en høflig undskyldning og forsvinde? Jeg har ikke lyst til at... Gøre det akavet."

[Alastair Fudge]

Alastair havde endnu ikke set bordplanen, men kunne nu regne ud, hvordan den måtte se ud. Han tog en indånding, usynligt og rankede sig lidt.

"Nej," svarede han, men der var ikke meget formildende over det. "Det ville sende det forkerte signal, hvis gæsterne begynder at tage afsted."

[Lysander Scamander]

Lysander hadede det svar. Farven forsvandt fra hans ansigt. Det var alt hvad der havde skubbet dem fra hinanden, pænt rullet sammen i en høflig sætning. Hensynet til facaden var altid vigtigst. Han stivede sig selv grundigt af og nikkede let. I virkeligheden havde han fandens meget lyst til at sige at han var pisse ligeglad med hvordan det så ud, men i stedet drejede han af, uden at se på Alastair igen.

Hjerteslaget kunne mærkes i brystkassen, som han begav sig gennem receptionen, talte med et par bekendte og til sidst endte med at måtte sætte sig på sin plads, velvidende hvem der ville finde ned ved siden af.

[Alastair Fudge]

Alastair elskede ikke sin reaktion, men han havde aldrig været god til at være trængt op i en krog eller i det hele taget til at forholde sig til sit indre følelsesliv. Men nu var ikke tiden eller stedet, så han bed det bare sig i og så på Lysander gå med en kæbe, der var spændt til bristepunktet.

Han havde dog en facade at holde oppe og gjorde det. Det betød dog ikke, at han ikke måtte tage en dyb indånding, før han endelig gled ned at sidde ved siden af Lysander. Ryggen var rankere end nogensinde.

"Du er her stadig," bemærkede han dæmpet.

[Lysander Scamander]

Lysander havde lidt lyst til at svare noget ironisk til Alastairs konstatering af hans fysiske tilstedeværelse, men det var gammel bitterhed over hvordan det hele var sluttet og det klædte ham dårligt. Han prøvede at komme sig over det, ligesom han var kommet over Alastair (lol).

Så han tog i stedet en dyb indånding. "Merlin må vide hvorfor," svarede han en anelse opgivende, men forsøgte at mildne det op med et svagt, prøvende smil. "Det er ikke ligefrem en ideel situation det her, Alastair."

[Alastair Fudge]

Alastair kunne kun tilslutte sig ordene. Han ville have forstået det, hvis Lysander var gået, uanset hvad han så selv havde sagt tidligere. Han besvarede dog ikke smilet, men rynkede ganske kort på brynene, før han rettede blikket frem. Undlod at se på sin ekskæreste, selvom trangen var der. Stemmen var dæmpet, da han talte.

"Nej," medgav han. "Jeg beklager, at du er sat i den."

[Lysander Scamander]

Lysander tilgav for let, måske. Hans skuldre faldt i alle tilfælde over beklagelsen og han åndede tungt ud.

"Men set fra den lyse side," konstaterede han tøvende. "Din far accepterer det? Ville endda have ladet alle se det i dag, ikke?"

[Alastair Fudge]

Alastair rykkede lidt på sig over spørgsmålene. Han havde selv fortalt sin far sandheden, men var ikke klar til at resten af verden vidste det og han vidste ikke helt, hvordan han havde det med gestussen. Det gjorde ham lidt anspændt nu. Udover det faktum, at han sad ved siden af sin eks, selvfølgelig.

"Jeg har ikke set min far i et år," svarede han, uden at se på Lysander. Og selvom han ikke sagde højt, at han mente, at Reginald ville have gjort en god del mere end det bare for at se ham, så lå det og gemte sig i tonefaldet. Men han var en Fudge nok til ikke at kunne tale om den slags følelsesmæssige rutsjebaner midt i et selskab.

[Lysander Scamander]

Lysander kendte Alastair, men han var naiv nok til at have rakt en lille hånd frem. Da den blev ignoreret, trak hans skuldre lidt op igen og han nikkede blot. Der var en hjælpsom sjæl, der havde skænket op i hans vinglas og han tog en god mundfuld og sank, i stedet for bare at sidde og se på metalfiguren ved siden af ham.

"Er du tilbage i landet eller er det kun for brylluppet?"