Barnligheder

[Madigan Creswell]

”Grib!” 

Ordet skar sig igennem den frostklare luft, den varme ånde dansende som en hvid sky om de sprukne læber, der forvrængedes i et smil, da snebolden kolliderede med hendes ryg. En skam; kastet havde taget sigte efter hendes ansigt, men skæbnen ville, at han ramte blot et halvt hoved lavere. Det var i stunder som disse, at han priste sig lykkelig for, at han var holdets søger – den eneste position, der ikke krævede et trænet boldøje. 

”Jeg sagde grib, Barnes,” drillede han og børstede sine snedækkede hænder af på kappens ærme. En samling sjetteårsstuderende, der var i færd med at se til drivhusenes planter, rullede øjne af den barnlighed, der pludselig lod til at have stukket den normalt så alvorlige Madigan.

Til Mallory Paige Barnes

[Mallory Paige Barnes]

Den friske luft hjalp gevaldigt på Mallorys evne til at memorere dagens forvandlingsbesværgelse; hun havde ikke mønstret den i første hug og det irriterede hende gevaldigt, så som en lille selvskreven straf, havde hun besluttet sig for at hun måtte forblive udendørs indtil den sad der. Kulden bed i kinderne og havde givet dem en rødlig nuance. Hun var i fuld sving med at mumle besværgelsen, da en velkendte stemme lød, men knap havde hun nået at registrere, at det var hende der blev råbt efter, før en snebold ramte hende solidt mellem skuldrene. Det gibbede mærkbart i den koncentrerede heks, der blev revet tilbage til virkeligheden og hun vendte sig prompte. 
"Creswell!" udbrød hun overrasket. Staven røg ned i lommen sammen med den fjerpen hun havde øvet sig på, inden hun selv bukkede sig ned og samlede en håndfuld sne op. "Det kommer du til at fortryde," advarede hun, inden fødderne satte i løb efter den jævnaldrende for at hælde sneen ned under kappen på ham. Pludseligt var begge sædvanligvis alvorlige individer kastet ud i en barnlig kamp.

[Madigan Creswell]

”Fortryde? I så fald må du være betydeligt bedre til at kaste snebolde end du er til at kaste besværgelser.” Aldrig, aldrig i sit liv ville Madigan indrømme, at den talentfulde Ravenclaw-elev gav ham kamp til stregen i de ugentlige dueltimer. Hendes excellerende evner formåede endda at overgå hans; med temperamentet ulmende under huden havde han tabt ansigt foran hele sin årgang, da hun ugen forinden havde formået at slå tryllestaven ud af hånden på ham. Hun var en pestilens, der holdt hans morale oppe, når motivationen til at stige i graderne blev understøttet af iveren efter at overgå hende.

Hvide snefnug smeltede i mødet med huden, krystallerne prompte tilintetgjort af varmen. Koldt! På trods af at have undveget det åbenlyse angreb, gøs slangen af den smule sne, der alligevel formåede at snige sig ind under kappens halskrave.

"Unff. Sneen er koldere end dit hjerte, Barnes," lød de beklagende ord akkompagneret af en grimasse. Han havde i det mindste undgået at ramme hendes hud - at han bevidst havde sigtet efter hendes ansigt og blot ramt ved siden af, var dog en anden side af sagen...

[Mallory Paige Barnes]

Den lettere provokerende kommentar prallede denne dag mærkbart af på Mallory, da de begge vidste, at hun havde slået ham med fuld overlæg til sidste duel. "Jeg er både bedre til at kaste snebolde og besværgelser end dig," blev svaret derfor lettere overlegent, omend med en drillende undertone, der afspejlede sig i hendes smil.
Hvis der var noget, som Mallory var sikker på, så var sin magiske kunnen; hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun kunne give ham kamp til stregen, når det kom til at kunne mestre flest mulige besværgelser, men for Mallory handlede konkurrencen snarere om at overgå sig selv end at overgå ham. At hun overgik andre med sin excellencente evner var naturligvis blot en ekstra motivation. Alligevel havde det da vakt en vis triumferende følelse i hende, da hun ugen forinden havde formået at slå tryllestaven ud af hånden på ham.

Hendes mission om at stoppe sne ind under kappens stof lykkedes kun halvt, men en mild barnlig triumf spejlede sig i hendes øjne, da han gøs over sneens møde med hans formentlig noget varmere hud. Hun fnøs svagt af hans kommentar. "Ret sandsynligt eftersom mit hjerte gerne skulle være 37 grader varmt," pointererede hun nøgternt. Det var et simpelt faktum, men som oftest med Mallory tyede hun til det rationelle svar, fremfor det følelsladede og at lade sig gå på af, at han indikerede, at hun havde et koldt hjerte ville næsten være for åndssvagt. Det var jo bare Creswell. Creswell, hvis øjne skinnede mærkbart pænt nu når hun stod så tæt på hans ansigt. Hun slog blikket ned på sine vanteklædte hænder. "Kommer du og får tæv igen i denne uge?" spurgte hun så nysgerrigt. 

[Madigan Creswell]

Det tvære blik var ikke til at tage fejl af. Brune øjne blev til to smalle sprækker, der tydeligt udstrålede den utilfredshed, som boblede frem til overfladen under den blege hud. Med et smil om læberne serverede hun sandheden for ham, køligt, lige på og hårdt, og på trods af utallige modsvar, der formedes i tankemylderet i løbet af sekunder, tav han. Der var intet, han kunne gøre for at fordreje sandheden.

”Du var bare heldig,” endte det mumlende svar med at blive. I sit stille sind noterede han sig, at forglemmelsesformularer måtte blive denne uges selvvalgte lektie.

Den biologiske forklaring på temperaturen af hendes hjerte gjorde ham først perpleks, slået ud af et svar, han bestemt ikke havde ventet, før et smil brød frem på de tynde læber. ”Jeg elsker, når du taler videnskabeligt til mig. Så romantisk.” Det sidste sne blev frigjort fra kappens hætte, og han vendte sig imod hende. "Ha! Jeg er mere spændt på, om du overhovedet tør møde op. Jeg har øvet mig siden sidst."

[Mallory Paige Barnes]

Mallory lod sig ikke mærke af det tvære blik, som udfoldede sig, da hans pæne brune blev smalle. Hun havde forventet et flabet modsvar, men der kom intet, og det fik blot hendes lettere triumferende smil ti at vokse en kende. Creswell havde åbenbart accepteret sit nederlag og det faktum, at Mallory bare var bedre. 
"Så siger vi det," formildede hun situationen, men det drillende glimt kunne fortsat anes i blikket. De vidste begge to, at hun havde slået ham med fuldt overlæg og selvom han kunne ønske at fordreje sandheden - og sikkert også gjorde det i andres nærvær - så kunne han ikke gøre det med hende.

Ligesom hendes biologiske forklaring kortvarigt havde slået ham ud af takt, så formåede hans svar samme effekt på hende. Ordet romantisk gav genklang i hendes hoved og hun måtte fugte læberne en kende forvirret, selvom kommentaren naturligvis havde været ironisk. "Jeg prøver bare at peppe din basale viden lidt op. Der er nogle mangler her og der," blev modsvaret og hun faldt atter tilbage på sidste uges duel. Det var trods alt sikker grund at snakke om. 
"Uh, hvor bliver jeg dog bange," sagde hun tørt og rystede let på hovedet af ham. "Er du begyndt at kunne fremmane kanariefugle nu så?" provokerede hun og løftede et sigende øjenbryn. Det var en besværgelse man lærte allerede i de små klasser. "Vi kan øve sammen en dag, hvis du vil," røg det så pludseligt ud af hende, inden hun havde tænkt sig om. Forbandet. 

[Madigan Creswell]

”Tro mig, jeg ved mere end biologiske processer end du gør.” Det smørrede smil lagde bestemt ikke skjul på, hvad der udspillede sig i slangens tanker, om end det var en overdrivelse. Nok var det endnu ikke lykkedes ham at finde den første kærlighed på Hogwarts, men han havde heller aldrig set Mallory valse forelsket rundt på gangene, hængende på en eller anden kvalmende charmerende Ravenclaw-fyrs arm.

”Det bør du også,” forsikrede han hende. Læberne skiltes for at modsige kanariefugl-kommentaren, da hun atter en gang formåede at slå ham ud af kurs med en uventet sætning. Denne gang tog det adskillige sekunder, før han formåede at samle sig. ”Hvad…? Vil du øve dig med mig?" De brune øjne var store og udtrykte tydeligt den forvirring, der udspillede sig i det stormfulde indre, før de atter blev smalle. "Du vil bare lure mine tricks af, vil du ikke...?"

[Mallory Paige Barnes]

Hun kneb øjnene en smule sammen, da han postulerede, at han vidste mere om de biologiske processer end hun. Hun forstod udmærket hentydningen, men noget  ved ordene skar mærkbart i den unge piges hjerne. Hun måtte bestemt vide mest - rent teoretisk set, i hvert fald. Men hvad angik reel kærlighed og indsigt i de biologiske processer på dén front, så havde Madigan nok ret. Ikke at hun ville indrømme det. "Nå, så det gør du? Så må du jo lære mig lidt," blev svaret derfor bare lidt afmålt med et sigende blik.

Hun fnøs. Som om hun var bange. Hun spottede, at han var lige ved at modsige hendes spydige kommentar, da hun slog ham ud af kurs med sin efterfølgende kommentar. Hun følte sig også selv en kende rundtosset over, hvorfor hun havde sagt det. Hun fugtede læberne og kløede sig lidt usikkert i nakken. "Nej, jeg tænkte bare..." forsøgte hun sig forgæves at svare, inden hun lidt hastigt tilføjede: "Jeg vil gerne øve med dig. Altså, fordi det kunne være hyggeligt," tilføjede hun med et lille, prøvende smil, inden hun slog blikket ned på hans fødder i sneen. Hun kunne næsten fornemme, hvordan kinderne antog en svag rødlig tone.