In the public eye [S]

[Bryce Donovan]

Selve ceremonien havde været intet mindre end storslået, og festen efterfølgende havde været ligeså. Bryce var efterhånden sikker på at have set medlemmer af samtlige velsete troldmandsfamilier tilstede i løbet af aftenen, men selv om at han da havde haft tid til at mænge sig med både kolleger og bekendte, var hans opmærksomhed stadig meget rettet mod kvinden som var med ham.

Han og Callista Runcorn havde haft en vellykket weekend sammen, hvor de havde fået en fornemmelse af hvor godt de kunne have det i hinandens selskab, og udsigterne til at følges ad til brylluppet var kun blevet forhøjet efter det. Han havde da også skaffet sig et nyt jakkesæt til anledningen; en jakke i fint mørkt stof med diskrete detaljer i røde tråde over en hvid  skjorte. Alt var naturligvis skræddersyet og sad som støbt på ham.
Han havde netop været oppe ved bordet med drikke og havde skaffet to glas med fin vin, som han bragte med sig tilbage til Callista, og rakte hende det ene med et varmt drag om munden.
"Har jeg nævnt hvor strålende du ser ud?" spurgte han smigrende, velvidende at han i forvejen havde nævnt det tidligere den aften.

[Callista Runcorn]

Callista ville have løjet, hvis hun havde prøvet at bilde nogen ind, hun ikke var en smule beklemt ved at tage afsted til Avery-Buchanan brylluppet, sammen med Bryce. Ikke fordi det var ham. Tværtimod ville det næppe være sket med andre end ham, men hun havde brugt så meget tid og energi på ikke at tiltrække sig opmærksomhed efter sit kuldsejlede ægteskab, at det var lidt af en hippogrif at sluge.

Efter middag og flere glas vin, var hun dog efterhånden afslappet nok til ikke hele tiden at holde øje med om nogen så på dem og smilet kom naturligt, da hun tog imod det glas Bryce bragte tilbage til hende "Adskillige gange, men det er en af de ting, der tåler gentagelse." svarede hun med et glimt i de lyse øjne og nippede til vinen.

[Bryce Donovan]

"Dér er vi enige." konstaterede han med et glimt i øjet. Han var godt bekendt med de tanker hun gjorde sig, om at blive set med ham. De havde talt om det under deres weekend sammen, så Bryce havde forsøgt at holde en lav profil omkring det hele, uden at det blev til at de skjulte det. De holdt det så casual som muligt, men det måtte være blevet bemærket at de to var ankommet sammen.

"Sidst jeg så dig i en kjole som nu, bar vi masker." kunne han fortælle, ikke uden et underholdt drag på smilebåndet. Han havde ikke glemt maskeballet, hvor hele deres affære havde haft sit udspring. Og sikke en udvikling, det havde haft. "Tror du vi får danset igen i aften?"

[Callista Runcorn]

Røde læber skiltes i et klædeligt smil, mens glimtet i de grå øjne, var alt andet end uskyldigt "Maskerne kunne et eller andet.." musede hun og fulgte ham med blikket, mens han satte sig igen. Han var ikke den eneste der var ganske tilfreds med hvad han så og selvom hun ikke sagde det med ord, gjorde det vandrende blik, der endte med at møde hans "Hvis ikke vi gør, bliver jeg en smule skuffet." indrømmede hun med et sigende blik og løftede glasset til læberne igen, mens den frie hånd i skjul under bordet, gled over at ligge mod hans lår.

[Bryce Donovan]

Han sagde det ikke med ord, men glimtet i de mørke øjne understregede hans enighed. Bryce havde aldrig været typen til at lægge skjul på sin interesse for det modsatte køn, men der havde alligevel været en vis frihed ved brugen af masker. Selv en afvisning ville have været overkommelig, når ingen kunne se hvem det var. Ikke at han havde den mindste klage til hvordan dén aften var endt.

"Så må jeg jo sørge for ikke at skuffe dig." fastslog han med et smil, og nippede til sin egen vin. Under bordet havde hans hånd lagt sig ovenpå hendes ved hans lår, og givet den et blødt klem. "Har du familie til stede?" spurgte han af ren interesse.

[Callista Runcorn]

Callistas læber skiltes i et bredere smil og hun klemte let om han lår under bordet "På et dansegulv tror jeg nu ikke det kommer til at ske.. med mindre du har glemt hvordan man flytter fødderne over det sidste år?" halvt spurgte hun, før smilet blegnede en smule og blikket automatisk søgte ud over forsamlingen. Hun nikkede uden at se på ham "Mine forældre er her et sted.. og min bror." hun havde allerede talt med sin bror, men kontakten med forældrene havde været begrænset til et par blikke, når de tilfældigt fangede hinandens i forbifarten.

[Bryce Donovan]

"Jeg tror stadig jeg husker trinnene." lød det spøgefulde svar. Det var på ingen måde fordi han havde haft mulighed for at øve sine færdigheder i tiden hvor han havde været væk, men det var vel som at sidde på en kost. Man glemte det aldrig - og hvis han endelig skulle fumle, forventede han at han kunne redde det før han ville gøre skam over sig selv.

Han nikkede tavst, og lod selv blikket vandre ud, selv om at han ikke anede om nogen af hendes slægtninge var indenfor synsvidde. Han havde ladt Callista tale med sin bror alene, og havde selv forholdt sig til kun at tale med dem han kendte personligt. Han formodede ikke at have kommet til at støde ind i nogen af hendes slægtninge endnu.
"Har de haft nogen kommentarer til den flotte mand i dit selskab?" Den spøgefulde tone vedblev, men det var nok mest af alt for at lette stemningen. Han vidste at hendes forhold til familien havde været anspændt i kølvandet af hendes skilsmisse.

[Callista Runcorn]

Callista slap et underholdt fnys uden at lade blikket finde hans igen. I stedet havde det fæstnet sig på moderens nakke, et stykke derfra "Min bror undlod taktfuldt at sige noget." begyndte hun og fortsatte "Min mors blik sagde rigeligt." hunløsrev blikket og vendte ansigtet mod ham, med et lettere fandenivoldsk blik "Jeg er sikker på der er mange ting hun gerne ville sige, men hvis man ser lidt nøgternt på det, er du lige typen de i sin tid mente jeg skulle vælge - før de valgte for mig." hun hævede brynene lidt "Og vi ved hvordan den historie endte."

[Bryce Donovan]

Han måtte give en egen underholdt lyd fra sig, mens han fulgte hendes blik mod en kvinde i den modsatte ende af rummet, som for øjeblikket holdt ryggen til dem. Han kunne kun antage at det måtte være Callistas mor, men ærlig talt kunne det lige så vel være en fuldkommen fremmed. Det var heller ikke fordi Bryce selv havde planer om at hilse på Callistas forældre.
"Ja, det ved vi. Det endte i det mindste til vores fordel nu." indskød han, da hans blik igen fandt hendes, og han trak en smule på smilebåndet af hende. Han var ikke et øjeblik i tvivl om at weekenden de havde tilbragt sammen havde hjulpet med at bringe dem tættere på hinanden, og for hans eget vedkommende var han kun blevet desto mere sikker på at han ville udforske, hvad de havde.

Uden at slippe hendes hånd hævede Bryce sin egen, og smilede skælmsk til hende. "Var der noget med en dans?" spurgte han sigende, og kunne ikke dy sig for at placere et kys på hendes håndryg.

[Callista Runcorn]

Callista nikkede og et glimt af noget der måske kunne have været taknemmelighed, gled over hendes blik, men var væk igen hurtigt nok til, det ville være nemt at overse. Hun sagde ikke noget, men blikket faldt momentært, da han løftede hendes hånd og smilet trak igen i hendes mundvige, over kysset der efterlod en svag kildren mod hendes håndryg "Jeg troede aldrig du ville komme frem til at spørge." svarede hun en smule tørt, rejste sig smøg den ene arm omkring hans, mens de gik mod dansegulvet.

[Bryce Donovan]

Bryce svarede hende ikke, hverken på det tavse taknemmelige blik eller den tørre kommentar. Den eneste respons var et blødt smil på læberne, da han rejste sig sammen med hende og bevægede sig ud på dansegulvet med hendes arm smøget ind i hans.

Musikken var rolig. Ikke helt til en langsom dans, men stadig én som ville være passende for at danse tæt. Bryce lagde intet i om hendes bror eller forældre så dem træde ud på dansegulvet, og så faktisk ud til at gøre en aktiv indsats i at holde blikket på Callista, og vise hende at hun havde hans fulde opmærksomhed. Ikke at det ville være svært for hende alligevel; i sin nye kjole og pyntet op til anledningen kunne han mistænke at halve den mandlige gæsteliste mindst havde kastet blikke efter hende.
Hendes hånd faldt naturligt ind i hans, mens hans frie hånd placerede sig om hendes lænd, og han førte hende fermt ind i dansen.

[Callista Runcorn]

Callista var både vokset op et sted lig dette og opdraget til at begå sig i overklassen. Ingen af delene havde hun fralagt sig, selvom hendes liv i dag, var en smule mere spartansk.

Selvom hun havde forliget sig med aldrig at få det forhold til sine forældre, hun ønskede, var det svært ikke at være påvirket når de var samme sted. Det var dog nemmere denne gang og smilet var ikke forceret, da hun lod sig glide ind i dansen sammen med Bryce. Måske var det den udelte, grænsende til intense opmærksomhed han havde på hende. Måske var det, det stadig grænseoverskridende i, offentligt at vise verden de var sammen. Uanset hvad det var, kunne hun ikke påstå hun var imod det "Vi burde danse mere." musede hun impulsivt og nød at blive ført af en habil danser.

[Bryce Donovan]

"Ja?" Hans læber bredte sig i et eftertænksomt smil, men det rokkede ham ikke ud af rytmen i deres dans. Ligesom Callista var Bryce vokset op blandt den øvre klasse i troldmandssamfundet, og skønt han måske ikke havde omgåes synderlig meget med den øvrige overklasse, havde han alligevel fået den samme oplæring. Hans far havde ment at enhver gentleman skulle vide hvordan man dansede.
"Jeg kan ikke se nogen grund til at vi ikke skulle." uddybede han sit svar. "Og hvis du stadig tør blive set med mig offentligt, burde det kunne lade sig gøre." Tilføjelsen kom i et legende tonefald, som han diskret trak hende en smule tættere til sig.

[Callista Runcorn]

Callista havde taget sig selv lidt på sengen ved at tænke højt, men i stedet for at trække i land, skilte hun de røde læber i et smil og nikkede "Nej vel?" hun protesterede ikke over at blive trukket tættere på og mistede ikke nogen trin over det.

Hovedet gled dog lidt på sned mens blikket vandrede vurderende ned over hans ansigt "Jeg kan ikke se nogen grund til jeg ikke skulle turde det." øjnene fandt hans igen "Kan du?"

[Bryce Donovan]

Bryce måtte modstå trangen til at lade som om han skulle tænke over hendes spørgsmål, men endte i sidste ende med at smile sikkert ned til hende.

"Absolut ikke." svarede han enigt, før han langsomt drejede Callista en gang rundt om sig selv kun for at fange hende i sin favn igen. På intet tidspunkt havde hans blik forladt hendes ansigt. "Men jeg har jo også fortalt dig hvor besidderisk jeg kan være. Jeg ville ikke have noget imod hvis folk ser os sammen, og får det... rigtige indtryk." Smilet bredte sig en lille smule. Der var måske noget tilfredstillende ved tanken på at andre mænd kastede blikke efter hende, mens hun valgte ham, men egoet måtte træde til side for denne ene gang.