Vennerne

[Kala Patil-Fawley]

Det var en virkelig god dag. Ikke en af de komplet ukomplicerede, men Kala var alligevel smilende og helt let om hjertet, da hun fik øje på Ailis C. Finnigan. Uden tøven fik hun vinket hende hen til den efterhånden lille gruppe af venner fra skoletiden, hun og Ronan havde støvet op på vejen.

"Damn, der er nogen, der er kommet for at lege, hva?" bemærkede hun med et skævt smil og trak hende uden tøven ind til et afslappet kram med den ene arm.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis smilede, da hun fik øje på Kala og fnøs muntert over kommentaren. Et bryn hævede sig lidt, men hun nåede ikke at svare før krammet.

Ikke, at det var et problem og hun gengældte det, før hun trak sig tilbage med sitrende mundvige.

"Og hvad skal det så sige?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala dvælede ikke i krammet, selvom det ikke var rart og hun da også bemærkede, at hun duftede godt. Men tanken var flygtig og drev, da hun trak op i et skævt smil og trak på skuldrene.

"Du ser godt ud," konstaterede hun afslappet, både i tonefald og generelle fremtræden.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis slap en munter lyd og smilede lidt. "Jamen, i lige måde," svarede hun og mente det. Kala så altid godt ud og det ville hun måske have bemærket, men lige nu udeblev den sædvanlige flirten og var i stedet erstattet af reel varme.

"Jeg håbede på at fange dig."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var allerede blevet informeret om det og det var da heller ikke uden nysgerrighed, at hun betragtede Ailis. Brynene blev hævet lidt.

"Yeah? Det hører jeg noget om," svarede hun. "Du kan godt pakke sommerfuglenettet væk igen, så."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs dæmpet og rystede lidt på hovedet, muntert nok, før blikket rettede sig mod Kala igen. Hun følte sig lidt nervøs, ukarakteristisk som det var, men hun var heller ikke typen, der gik om den varme grød. Selvom hun da havde lidt sans for historieopbygning.

"Jeg ville bare fortælle dig, at vi har fået vores nye anfører."

[Kala Patil-Fawley]

Efter at have lært Ailis at kende, var Kala ikke for alvor i tvivl om, hvem hun ønskede, skulle overtage holdet. Hun havde da selvfølgelig overvejet Jemima Burke et godt stykke tid; set meget af sig selv i hende. Men hun havde også haft over et år til at få styr på holdet. Og hun tvivlede ikke på, at Ailis havde en anden stemme.

"Oh?" svarede hun dog bare, tillod hende at bygge til stemningen, selvom hun havde en god idé om, hvor det bar hen. De afslørende mundvige var da også afslørende.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde et virkelig godt pokerfjæs, men Kala gennemskuede det tilsyneladende uden problemer og af samme grund besværede hun sig ikke med at prøve at opretholde effekten.

Så derfor smilede hun skævt, uden at afsløre tænderne, og nikkede sigende. Bekræftende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala var intet geni, heller ikke til at læse mennesker. Men det var et temmelig ledende spørgsmål og hun blottede tænderne i et smil, da Ailis bekræftede det.

“Fuck, mand, tillykke!” udbrød hun og selvom der var et glimt i hendes øjne, da hun fortsatte, var der sandhed i ordene. “Så behøver jeg jo slet ikke bekymre mig længere.”

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde ikke for alvor været bekymret for reaktionen, men det betød ikke, at hendes skuldre ikke faldt lidt alligevel, da Kala reagerede. Hun kunne da heller ikke hindre sine tænder i at komme til syne i et fuldt blottet smil og de mørke øjne funklede lidt, selvom hendes glæde ellers, som med så meget andet, var en anelse underspillet.

"Nej, det er kun mig, der skal bekymre mig om at leve op til sidste år," svarede hun tørt, men med reel glæde under.

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke første gang, at Ailis havde sagt noget som dét, både om hendes spil og hendes tid som anfører. Men det betød aldeles ikke, at Kala ikke tog det til sig med et bredt smil, der stod i kontrast til det næsten forlegne træk på skuldrene.

“Hvis nogen kan, så er det da dig,” svarede hun. Læberne faldt tilbage i et skævt smil. “Og hey, hvis du tog min gamle uniform og placerede dig før målet, hvem ville så egentlig kunne kende forskel?”

[Ailis C. Finnigan]

Ailis slap en munter lyd over spørgsmålet. "Jeg tænker, de ville gætte det, når alle mål slap ind," svarede hun drillende, men ikke uden alvor. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun ikke ville kunne klare målmandspositionen andet end til husbehov eller i en krisesituation.

"Men jeg er glad for, at du ikke er skuffet eller ligner én, der er ved at gå i panik."

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap en munter lyd og hævede den ene skulder uden at se vanvittigt bekymret ud, selvom der måske var noget om det. Men følelsen af at være let udskiftelig lå dybt i hende og hun fortsatte blot med samme spøgefulde distance og et glimt i øjet.

"Du har et år, du kan nå det endnu."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var ikke så bekymret endnu, men det var relativt meget ansvar, ikke mindst overfor hele kollegiet og især overfor den tidligere anfører. Hun slap dog en munter lyd og kunne ikke lade være med at smile.

"Tak for støtten."

[Kala Patil-Fawley]

Kala kendte om nogen til presset, det fulgte med anførertitlen. Selv havde hun fået den allerede i starten af sit sjette år og overtog et hold af fjendtlige fuldblodstyper fra Benedict McLaggen.

Alligevel smilede hun skævt, tvivlede ikke på Ailis’ evner til at klare den opgave til UG.

“Det var så lidt,” svarede hun og tilføjede: “vi bør næsten fejre det én af de kommende dage.”