Tilbage

[Claremont Zabini]

Til Kala

Claremont havde regnet med, at næste gang han satte fødderne her ville være fordi han havde fået sin gamle plads som søger tilbage, eller fordi han var kommet på et andet hold, og endelig kunne bevise hvor meget bedre han var, i en quiddtich kamp mod James Sirius Potter .

Desværre var det ingen af delene. Pladsen som reservespiller - som han tidligere havde nægtet at tage - var åbnet igen, henover sommeren. Og denne gang havde Claremont ikke tøvet. Han måtte bare vælte Potter af kosten indefra.

Men lige nu sad han til pause med et par stykker af de andre, og Kala Patil-Fawley .

[Kala Patil-Fawley]

Det var stadig lidt af en mundfuld at falde til på det nye hold. Kala havde efterhånden fået en del komplimenter på sit spil, men der var en verden til forskel på at have tid til lidt daglig træning uden om undervisning og så ikke at lave andet hver dag.

Hun havde da også ondt i hver en muskel, da hun dumpede ned ved siden af Zabini med et udmattet suk.

[Claremont Zabini]

Det sidste års tid havde Claremont kun haft jobbet på Hogwarts, og selvom han ikke var flyvetræner for de ældre elever, havde han alligevel været en del inde over quiddtich holdene. Og måske med en lidt større interesse i Slytherins team end de andre.

Det betød også at Patil-Fawleys spil ikke var helt nyt for ham, selvom hun var ny på holdet og han vidste, at hun var dygtigt. Han kunne sådan set godt forstå, hvorfor hun havde fået en plads i den professionelle liga så hurtigt.

"Det lyder som om du har knoklet hårdt, Fawley?" Bemærkede han med et venligt smil, da hun dukkede sukkende op.

[Kala Patil-Fawley]

Der var ikke lige så stor plads om målmandspladsen og selvom Kala efterhånden var ved at indse, at hun ikke var helt ringe, var hun fint tilfreds med, ikke at skulle ind i søgerkonkurrencen. Desuden mente hun ikke selv, at hun havde egoet til det. Ikke, at hun havde noget imod de, der havde og hun smilede skævt til Zabini.

"Jeg har det, som om jeg har fået tæv med battet," indrømmede hun med et glimt i øjet.

[Claremont Zabini]

Claremont slap en kort men venlig latter, inden han lænede sig tilbage i stolen og lod tankerne dvæle kort ved minderne om hans egen første tid på holdet.

"Ja, jeg beklager men det er nok en følelse du må døje med et par dage endnu. Men det skal nok gå over igen, det lover jeg." Han blottede tænderne i et forsikrende smil.

[Kala Patil-Fawley]

Selvfølgelig var der venligsindet konkurrence mellem spillerne på holdet, men Kala følte sig generelt godt taget imod og smilede skævt til Claremont, ikke uden noget oprigtigt taknemmeligt bag.

"Ja? Jeg ser frem til at kunne løfte kaffekoppen til læberne igen, i hvert fald," bemærkede hun, men beklagede sig ikke rigtigt. Ikke, når hun fik lov at spille professionelt.

[Claremont Zabini]

"Og sidde på en almindelig stol uden en grundig pudebesværgelse." Tilføjede han og sendte blikket udover banen.

"Men det er det hele værd."

[Kala Patil-Fawley]

Det lød lidt mere, som om Zabini havde haft et helt andet problem, men Kala undlod at komme med sjofle bemærkninger. Hun fulgte bare hans blik og slap en dæmpet lyd.

"Det er stadig lidt som en drøm," indrømmede hun.

[Claremont Zabini]

Claremont nikkede anerkendende, og vendte blikket mod hende igen.

"Er det her så målet? Eller strækker drømmen sig lidt længere?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala var måske ikke altid den mest målrettede eller den mest ambitiøse. Hendes ambitioner rakte oftest til, hvor mange kopper kaffe, hun kunne nå at få indenbords inden arbejde eller om at klare sig igennem ugen uden alt for mange tåbelige beslutninger.

Men det sidste års tid var det begyndt for alvor at tage fart og hun trak lidt på skuldrene uden at se på ham.

"For nu er drømmen, at jeg en dag kan gå op af mine trapper uden at jamre lidt," svarede hun med et glimt i øjet. Det virkede simpelthen for dumt at sige, at hun håbede på en landsholdsplads.

[Claremont Zabini]

Han løftede et bryn, men det trak da underholdt i mundvigen.

"Det lyder nu heller ikke som nogen dårlig start." Svarede han rettede sit blik fremad og udover banen igen, før han fortsatte med et mere seriøst råd. "Men jeg mener det. Find dit næst mål snart. Ellers risikere du at miste motivationen."

[Kala Patil-Fawley]

Det var et ret grænseoverskridende råd at få fra én, hun trods alt ikke kendte så godt endnu, men Kala tog det, for hvad det var og smilede bare taknemmeligt til ham. Det ene bryn blev da også hævet.

"Det ser jeg ikke ske lige foreløbigt. Ikke, når I holder mig sådan på tæerne."

[Claremont Zabini]

Claremont blottede tænderne i et underholdt, men venligt smil.

"Nej, det er noget andet end et skolehold," medgav han.

[Kala Patil-Fawley]

Dét var vist månedens underdrivelse, men dén tanke satte Kala ikke ord på. Måske, fordi hendes sigende blik og let hævede bryn sagde det hele. Hun satte vandflasken til læberne og drak med et tiltrængt suk, da hun sænkede den igen.

"Især er jeg ganske tilfreds med, at det ikke behøver være ved siden af en milliard lektier," indrømmede hun med et skævt smil, der fortalte, at det boglige aldrig havde været hendes stærke side.

[Claremont Zabini]

"Ja, det kan jeg forstille mig" svarede han underholdt. "Et par interviews her og dér levere ikke helt det samme pres. Måske kan det vær lidt meget her i starten mens du stadig er ny, men før eller siden finder de noget ant at skrive om."