Ude af øje?

[Peigi Ogden]

Peigi fulgte blikretningen og nikkede en enkelt gang. Hun fulgtes med ham over til bænken og gled ned at sidde efter et lille øjebliks tøven. Hun tog en indånding, blikket rettet mod festen.

"Så...?"

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel spejlede hendes bevægelser uden at være helt bevidst om det. Satte sig med en momentær tøven, tog en dyb indånding og så ud over restlighederne "Så.." gentog han hende, uden samme spørgende tone.

Han sad et øjeblik endnu før han tog en indånding og talte igen "Mulighed ét; vi bliver enige om vi havde fået for meget at drikke og det aldrig sker igen. Og finder ud af fortsat at arbejde fornuftigt sammen." han gjorde en lille pause og fortsatte "Mulighed to; vi oblivierer hinanden, men jeg bør understrege at den plan er en smule hullet, da det er ret umuligt at gøre på samme tid. Ergo vil den ene af os sandsynligvis stå tilbage og kunne huske alt, mens den anden intet kan huske. Det er en smule uholdbart." han leverede muligheden med rolig alvor, men der var alligevel en svag trækning i hans ene mundvig da han drejede ansigtet mod hende "Der er også en mulighed tre og fire hvis du har brug for mere at vælge i mellem."

[Peigi Ogden]

Peigi kunne ikke lade være med at fnyse muntert over hans ord og fandt endnu engang at hun morede sig lidt for godt i hans selskab. Det burde ikke være tiltalende - skulle ikke være det.

"Jeg kan ikke rigtigt se, at der er andre muligheder end den første," konstaterede hun dog alligevel, ærligt nok.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel kneb øjnene lidt sammen og sænkede blikket til sine blanke skosnuder et øjeblik "Nej.. måske ikke." tonen var dog ikke helt overbevist "Så streger jeg mulighed tre; at jeg sælger det hele og vi stikker af til en caribisk ø under nye identiteter." fortsatte han med et skævt smil og lænede sig frem over sine egne ben med en tung udånding.

[Peigi Ogden]

Peigi kunne ikke lade være med at slippe en munter lyd og lod blikket søge over ham, som han sad lænet frem. Hun burde ikke tænke over, hvordan hans profil så ud, men det strøg alligevel gennem hende. Antydningen af et smil forblev på læberne, tonen svagt drillende.

"Ville det have været dit valg?"

[Nathaniel Bancroft]

DEt føltes næsten lidt som om det var blevet en vane mellem dem; først en spøg der tog toppen af alvoren, for så at springe lige tilbage til den. Hans bryn krøb lidt sammen over spørgsmålet og der gik et øjeblik eller to før han svarede "Det burde det nok være, men nej.. det ville det ikke." han rettede sig lidt op og drejede i samme bevægelse ansigtet mod hende og søgte hendes blik "Der var som sagt også en mulighed fire."

[Peigi Ogden]

Peigi mærkede sit indre slå en lille kolbøtte, selvom det absolut ikke burde. Hun fugtede læberne og lod blikket glide over mod ham igen

Og med dét opfordrede hun ham til at fortsætte. Fortælle, hvad den sidste mulighed var.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel ventede både for at give hende mulighed for at trække sig, men også for at give sig selv mulighed for det samme.

Peigi stoppede ham dog ikke og da han heller ikke selv havde fortrudt, fortsatte han "Du kunne lade mig tage dig ud på en reel date og så tager vi den derfra."

[Peigi Ogden]

Peigi kunne nok godt forudse, hvilken retning det ville gå, men det var alligevel noget andet at være konfronteret med det. Hun tøvede lidt, så ned på sine hænder og rynkede lidt på brynene.

"Det er jeg ikke sikker på, er en god idė."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel skar en lille grimasse, men det endte mere i et skævt smil, end egentlig beklagelse "Nej.. det er jeg heller ikke." indrømmede han roligt, men han så ud over omgivelserne "Men jeg har lyst til at finde ud af hvad det her er, i stedet for at vi fortsætter med at rende rundt som to teenagere der ikke tør se på hinanden." fortsatte han ærligt og lod blikket søge hendes igen.

[Peigi Ogden]

Nathaniel forstod tydeligvis ikke helt, hvad hun mente. En del af hende var da også fristet til at give efter, men hvad ville formålet være? Det hverken kunne eller skulle være, uanset hvordan hendes puls så føltes en anelse forhøjet og hvordan hun stadig kunne huske, præcis hvordan hans læber havde føltes mod hende.

"Men det er det," konstaterede hun. "Det her. Det kan ikke være mere end det her, Nathaniel. Det må du kunne se."

[Nathaniel Bancroft]

Et sekund blev kæben måske lidt mere markeret end sædvanligt, men han sad stadig afslappet, selvom han var alt andet da han trak på skuldrene "Måske.. men jeg har ikke for vane at lade en sag ligge, som jeg kun har strejfet overfladen på og det gør du heller ikke." svarede han med et sigende blik om den arbejdsrelaterede metafor. Han så et langt øjeblik på hende "Hvorfor mener du ikke der kan være mere end det her?"

[Peigi Ogden]

Peigi følte sig ikke helt så sikker, som hun prøvede at lyde, men hun vidste, at det var nødt til at være sådan. Uanset hvor nysgerrig en del af hende så var og uanset hvor meget, hun var kommet til at tænke på ham på alle mulige uhensigtsmæssige tidspunkter. Hårene rejste sig lidt i nakken over blikket, men hun svarede ærligt.

"Du er min redaktør," lagde hun ud. Det var rigelig grund i sig selv. Det næste var dog lige så meget: "Og mellem profeten og destilleriet er der ikke meget plads til... Mere i mit liv."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede da hun begyndte at tale. Det var alt andet lige, en komplikation, eller kunne blive det, men ikke nok til, at han så det som en hindring.

Brynene trak sig sammen over næseryggen mens hun fortsatte og han sad nogle øjeblikke tavs, blikket rettet frem for sig, mens han tænkte "Men du ved det ikke.." pointerede han dæmpet, drejede hovedet og søgte hendes blik igen "Fortæl mig du ikke ville gå hver dag og overveje hvad der kunne være." han vidste med sikkerhed han selv ville gøre det.

[Peigi Ogden]

Peigi havde ikke forventet, at han ville modsige hende. At han ville kæmpe for det. Det fik hendes mave til at gøre knuder og der var uden tvivl en del af hende, der havde lyst til at sige ja. Havde lyst til at kaste sig ud i det.

"Nathaniel..."