Kolde fødder

[Elias Oliver Wood]

Det var mærkeligt at være her. Til en begivenhed han havde prøvet at undgå. Havde det ikke været for udskydelsen, havde hans mor ikke proppet ham på gæstelisten, men her var han så. Elias Wood - en knægt der stadig var i gang med at bearbejde nyheden om at han var gået videre til anden runde i udtagelsen til Puddlemere United, og som var begyndt at udvikle nogle følelser for en af sine gode veninder, Jemima Burke . En forhadt person af bruden, Alissa Avery .

Det hele var lidt et rod, men han måtte indrømme at festen var smuk. Så snart middagen altså var ovre og han ikke behøvede høre tale efter tale om dén kærlighed mellem to personer, der havde fået hans eget hjerte til at splintre. Skæbnen havde dog en humoristisk sans.

"Uhm hey. Tillykke," Han havde fået besked på at opsøge brudeparret med en lykønskning i løbet ad aftenen. Det var høfligt, havde den kære mor sagt - og det var vel sandt nok. Men det her var Hamish Buchanan... Alligevel var det vel et bedre alternativ end at han skulle stamme det frem til Alissa.

[Hamish Buchanan]

Hamish var absolut i sit es en aften som denne, ulasteligt klædt i det mørke jakkesæt og med en luft omkring sig, som gjorde han aldrig andet end at være vært for selskaber af den kaliber. Han havde netop taget imod en lykønskning fra en prominent troldmand i højmagiratet og taget afsked med ham igen, da en noget mere uformel lykønskning lød ved siden af ham.

Han drejede sig, et bryn allerede let hævet, før han smilede behageligt, men som altid også lidt afmålt og med en snert af arrogance, som utvivlsomt havde fået mange til at have det anstrengt med ham, mens han var præfekt på Hogwarts.

"Tak," svarede han naturligt og så på den yngre dreng med høflig interesse. "Elias Wood, ikke?"

[Elias Oliver Wood]

Elias anede ikke meget om Hamish Buchanan, selvom han huskede ham fra skoletiden. Eller om hvor meget Hamish mon vidste om hvad han havde lavet med hans forlovede - nu hustru - i Hogwarts' kroge. Noget over mandens måde at bære sig på, samt det vejende blik, fik ham bestemt til at føle sig mindre i sammenligning, men det her skulle overstås. For selvom hans mor aldrig beordrede noget, betød deres invitation meget for hende. Det samme gjorde takt og tone, selvom Elias skuldre nok hang lidt mere end visse andres.

"Jo," Svarede han, lidt nervøs omkring hvorvidt Alissa nogensinde havde udpeget ham. Snakket om ham... Han vidste heller ikke hvor hurtigt han kunne oute en samtale. "Det var en smuk ceremoni. Vi sætter pris på invitationen."

[Hamish Buchanan]

Hamish fornemmede en snert af nervøsitet fra den anden dreng, men han havde ingen grund til at tolke det som andet end ærefrygt. Han smilede nådigt over ordene og regnede da absolut også med, at en halvblodsfamilie ville sætte pris på den, eftersom det absolut ikke var en selvfølge.

"Vi er glade for at se jer," svarede han dog, høflig ud til fingerspidserne, selvom svaret var generisk og fortsatte uden problemer samtalen, spørgsmålet taget direkte fra et udvalg af emner, som var passende for aftenen.

"Er du en ven af min hustrus?"

[Elias Oliver Wood]

Elias vidste naturligvis at han ikke behøvede at ligge for meget i det. Det virkede mere som kutyme at sige at de var glade for at se dem, mere end noget andet... Det var desuden mærkeligt at forestille sig Alissa og Hamish som et vi nu.

Spørgsmålet fik ham da også lige til at tøve. Selvom det kun var for et sekund. "Ja," Vurderede han var det bedste svar. "Jeg kan forestille mig at hun har været ekstatisk over at planlægge det her."

[Hamish Buchanan]

Det var et høfligt spørgsmål mere end noget andet og Hamish havde ikke reelt forventet det svar, der kom. Hans overraskelse nåede dog kun at vise sig ved let hævede øjenbryn, som lige så nemt kunne tolkes som interesse. Det fik ham dog til at kaste et lidt nærmere blik på den mørkhårede quidditchspiller, som han svagt huskede fra skoletiden.

"Hun er meget talentfuld," medgav han og fortsatte, mere reelt interesseret nu, men måske også bare en anelse mere arrogant. "Jeg husker ikke, at hun har nævnt dig?"

[Elias Oliver Wood]

Situationen var næppe én han havde drømt om. Selvom ikke mange år adskilte dem, virkede Hamish langt ældre end ham. Sådan havde det været med de ældre elever på skolen, og sådan forblev det åbenbart omkring visse af dem. Bemærkningen var måske et slag på stoltheden, men samtidig var det også betryggende.

"Nej, vi har nok også hovedsageligt fællesvenner," Forklarede han og forsøgte at virke lidt henkastet omkring det. Der var vel Ailis, men han anede ærligt ikke hvor hende og Alissa stod for øjeblikket. "Det er ikke fordi hun går så meget op i Quidditch."

[Hamish Buchanan]

Et øjenbryn sitrede ganske let, som ville han have hævet det, hvis han havde været mindre kontrolleret. Der var en forskel på venner og fælles venner og han kunne ikke lade være med at tænke, at Wood muligvis forsøgte at få sig selv til at lyde nærmere med Alissa, end han reelt var. For status, uden tvivl.

"Mh," svarede han, grundlæggende uinteresseret i quidditch, men med et høfligt udtryk. "Jamen, i så fald bør hun da ikke gå glip af din lykønskning," svarede han behageligt og havde halvt vendt sig, før Elias kunne nå at svare.

"Alissa Avery?"

[Alissa Avery]

Alissa havde netop taget imod lykønskninger fra et svensk fuldblodspar, der havde gjort forretning med hendes familie længe, da hun hørte Hamish kalde. Selvfølgelig færdiggjorde hun lige sin tanke og fik ønsket parret en fantastisk aften, før hun vendte sig om mod ham. Og et af aftenens mulige rædselsscenarier.

Hun kunne dog ikke for alvor forestille sig, at noget var blevet afsløret med så relativt afslappede miner og hun udviste ingen synlige forbehold. Til gengæld søgte hun dog ikke direkte ind i sin husbonds arme, men nærmede sig i stedet mere afdæmpet.

“Ja?”

[Elias Oliver Wood]

Quidditchspilleren følte sig rimelig tom for ord, da navnet 'Alissa' flød over Hamish læber på den måde. Hun var ikke bare nævnt i en samtale. Nej - hun blev blandet ind i en. Han forsøgte at holde masken, men måtte alligevel sænke en klump i halsen, da først den kønne brud havde viklet sig ind under gommens arm.

"Uhm. Tillykke," Fik han så stavret frem.

[Hamish Buchanan]

Hamish betragtede hende komme nærmere og selvom hun ikke søgte ind til ham, så tøvede han ikke med at hvile en hånd over hendes lænd, mens blikket vendte tilbage til drengen. Det gled dog mod Alissa igen, da han talte, høfligt interesseret.

"Elias fortæller mig, at I kender hinanden fra Hogwarts?"

[Alissa Avery]

Alissa søgte ikke væk fra berøringen, men hun søgte hellere ikke nærmere den. I stedet vendte hun grønne øjne mod Elias, så hans adamsæble bevæge sig og mærkede mellemgulvet trække sig lidt sammen. Ikke, at det ændrede på det imødekommende smil, hun mødte ham med.

I stedet for at bemærke, at kutyme foreskrev, at man ønskede bruden alt det bedste, mens man ønskede gommen tillykke, nikkede hun sin taknemmelighed, før hun vendte ansigtet halvt mod Hamish, det tog ordet.

“Elias og jeg deler en kærlighed for lange bade,” svarede hun, ikke usandt. “Så efter han blev kaptajn for Ravenclaw, har vi kæmpet lidt om tiden på vejledernes badeværelse.”

[Elias Oliver Wood]

Det var nok første gang i Elias' liv at han ville ønske at han ikke havde været en mors dreng og havde valgt at lytte til hende, da hun bad ham ønske brudeparret tillykke med dagen. For han følte næsten skuldrende klemt mellem dem kontrastrige brudepar foran sig. Og Alissas ord hjalpbestemt ikke på sagen. Øjnene vendte sig mod hende og blikket flakkede den mindste smule.

"Men den kamp er slut nu. Badeværelset er dit," Bemærkede han og forsøgte at lyde rolig. Smilet var lidt halvhjertet, før han vendte øjnene mod Hamish. "Men jeg skal ikke tage mere af jeres tid."

[Hamish Buchanan]

Hamish' ydre afslørede ikke umiddelbart noget, men ved Alissas ord stivnede hånden mod hendes lænd en anelse. Udelukkende fordi, at han vidste præcis, hvordan Alissa havde det med bade. Til gengæld ville han nok heller ikke have lagt mere i det, hvis ikke han havde fanget den lille flakken omkring Elias' øjne.

Noget ved det generede ham, men han smilede sit mest høflige, polerede, men også ganske afdæmpede smil, som han nikkede en enkelt gang.

[Alissa Avery]

Alissa så ingen grund til at lyve. Det var den eneste åbenlyse grund til, at de kendte hinanden. Men det gjorde det ikke nemmere at mærke hans blik flakke over sig på den måde, selvom hun så helt upåvirket ud, som hun fejde en lyserød lok på plads med et smil.

"Held og lykke med Puddlemere," svarede hun behageligt.