Det er så yndigt at følges ad [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish fortsatte med at gå, afslappet på en måde, som han ikke for alvor var sammen med andre og han kunne intet andet end at smile over hende og tænkte for sig selv, at der var meget få ting, han ikke ville give hende, hvis hun bad om det. Derfor slap han da også bare en enig lyd, ikke selv den store turist, men primært interesseret i kvinden ved siden af sig.

"Hvad har du lyst til indtil da?"

[Alissa Avery]

Alissa var heller ikke selv den store turist og nød blot at gå over den brede bro med manden ved sin side, som blikket snart var ved igen. Impulsivt skød hun solbrillerne op i panden og fik forvildet sig ind i hans arme.

Læberne var snart mod hans igen, selvom hun måske i stedet burde have noget mere parisisk i tankerne. Men det føltes ret... fransk.

[Hamish Buchanan]

Hamish var meget skotsk og foretrak at feriere i en overdådig jagthytte i højlandet eller på et gods på den nordengelske hede, men den franske hovedstad blomstrede omkring Alissa og han lod sig lokke med af det, når hun sank så helhjertet ind i hans favn.

Og selvom der var mugglere omkring dem, mødte han hendes kys med utvetydig, men afdæmpet passion, som hænderne fandt om hendes smalle talje og holdt hende tæt.

[Alissa Avery]

Alissa bemærkede lige så lidt mugglerne omkring dem, som hun bemærkede husalfen derhjemme. I virkeligheden var der ikke andet end Hamish, der var varm og duftede godt og hun skyndte sig ikke, men kyssede ham, præcis som hun havde lyst til, før hun måtte bryde fri med en indånding.

"Det her er perfekt," mumlede hun mod hans læber og kunne ikke dy sig for at kysse ham en gang mere.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde heller ingen skrupler eller selvbevidsthed, som de stod der. Han kyssede blot sin hustru, som han ville og havde også kun opmærksomhed for hende, da hun brød ganske lidt væk og trak en dæmpet brummen fra ham.

Mere svar nåede han ikke at give, før deres læber mødtes igen og han havde ikke travlt med at slippe dem. Først da han igen havde brug for luft, smilede han svagt og svarede dæmpet.

"Du er perfekt."

[Alissa Avery]

Alissa var ikke uenig og smilede blot sin enighed til ham, solede sig under hans blik mere end julisolen. Hun trak neglene gennem hans nakkehår, som hun var blevet svært forfalden til.

"Nogen skal jo bære byrden," svarede hun uden at ligne én, der for alvor havde et synderligt stort læs.

[Hamish Buchanan]

Neglene havde en evne til at få en kuldegysning til at løbe ned over hans rygrad og nu var ingen undtagelse, selvom det fik ham til at stramme grebet om hendes hofter en anelse. En værdsættende lyd undslap ham, som han trak hende bare en anelse tættere på og forblev bøjet ned mod hende. Mundvigene sitrede, som han svarede hende, halvt drillende.

"Og som din mand, er det min ære at hjælpe dig med det."

[Alissa Avery]

Alissa var lidt svag for et stramt greb om sine hofter og svajede let ind mod ham, mens hun slap en munter lyd over hans ord. De stod måske offentligt, men kunne lige så godt have haft gaden helt for sig selv.

"Min mand," gentog hun og blottede tænderne i et smil.

[Hamish Buchanan]

Hamish nød alt ved gentagelsen og det var tydeligt i den dæmpede, tilfredse lyd, der undslap ham. "Din mand," slog han fast og den mindste smule af hvide tænder kom til syne. Det havde ingen af dem nok forestillet sig at kunne sige nu, da de for halvandet år siden blev forlovet.

"Er du tilfreds, Mrs. Avery-Buchanan?"

[Alissa Avery]

Ægteskab havde altid været et koncept, der havde tilhørt en meget fjern fremtid, indtil det lige pludselig ikke var tilfældet længere. Og Alissa havde ikke en eneste klage i verden over nu at kunne kalde Hamish sin mand foran alle.

"Meget," svarede hun og det var mere end tydeligt i måden, de grønne øjne spillede. "Tæt på lykkelig, endda."

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke for alvor i tvivl, men det betød ikke, at han ikke nød at høre det. Den ene hånd gled over hendes hofte i et blødt kærtegn og han slap en dæmpet lyd, som han trak hende et lille stykke tættere.

"Kun tæt på?" mumlede han lavmælt med tydeligt påtaget skuffelse. "Så må jeg oppe mig lidt."

[Alissa Avery]

Alissa var blød og lod sig trække tættere på med en hånd, der kun søgte længere op ad hans nakke. Neglene fulgte hans hovedbund.

"Du kunne komme herned lidt," svarede hun dæmpet og gjorde et lille vip op mod hans læber, før hun reelt fik skubbet sig op på tæer og søgte dem igen.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke upåvirket af fornemmelsen af neglene og den svagt skælvende fornemmelse, fik ham til at stramme grebet om hendes hofter lidt. Til gengæld smilede han over hendes ord, men havde ikke en eneste betænkelighed ved at efterkomme ønsket.

Tværtimod gjorde han det uden tøven og uden at skynde sig med at slippe dem igen, komplet ligeglad med, hvor de stod.

[Alissa Avery]

Der var en verden til forskel på hendes mand og den Hamish, der engang havde mindet hende om, at de hellere måtte opføre sig ordentligt. Alissa så da også mere end almindeligt tilfreds ud, da hun måtte slippe ham bare en lille smule.

"Så god til at holde din hustru tilfreds," mumlede hun kælent ind mod hans læber.

[Hamish Buchanan]

Det kunne godt være, at Alissa kaldte ham for Mr. Selvkontrol, men det var tydeligvis ikke tilfældet nu. De var da heller ikke foran nogen, der betød noget og selv, hvis de skulle blive genkendt, så var de gift og på deres bryllupsrejse. Skruplerne var ikke-eksisterende.

"Det er min fineste pligt," mumlede han halvt drillende tilbage, mest fordi han tydeligvis ikke så det som en pligt.