Det er så yndigt at følges ad [S]

[Alissa Avery]

Efter at have tilbragt en nat sammen i lejligheden, præcis som de havde ønsket det, havde Alissa sørget for, at der ventede dem en luksuriøs morgenmad på sengen. Hun havde sørget for, at mange af deres tasker allerede var pakkede og bragt til hendes families feriehus i Sydfrankrig og det var kun med den enkelte taske, hun havde pakket til Paris, at de spadserede ned ad Diagonalstræde til ministeriet, hvor de kunne komme med en transitnøgle.

Ikke mere end en time efter kunne de hånd i hånd skridte ned ad de brostensbelagte gader i det magiske Paris, kun en kort gåtur til det hotel, hvor de selvfølgelig havde fået brudesuiten. Og hun følte sig helt svævende, da hun flettede fingrene ind mellem Hamish Buchanan 's.

"Jeg ved ikke, hvordan det er muligt, elskede, men du ser om muligt endnu bedre ud i parisisk lys," bemærkede hun med et sorgløst smil om læberne.

[Hamish Buchanan]

Hamish var mere end klar til ferie, selvom den var blevet skubbet og det havde krævet lidt stadig at få lov til at holde fri. Det var dog sket og han nød det allerede, selvom han godt kunne have undværet turen ind forbi ministeriet. Det havde alt at gøre med at han ikke havde sine sædvanlige, pressefoldede rober på, men bare et par bukser, der matchede kriteriet og en lys skjorte, som passede til den franske sommersol.

Solbriller var dog prikken over i'et og han så på Alissa ud gennem dem, et afslappet smil på læberne og fingrene lukket afslappet sammen om hendes. Han gav dem et let klem og blottede tænderne i et smil, der matchede hendes, men var bare en anelse mere afdæmpet.

"Jeg kan kun sige i lige måde," konstaterede han og det var ikke bare tomme ord. "Måske har det noget at gøre med, at jeg har dig helt for mig selv."

[Alissa Avery]

Det var et billedskønt øjeblik og Alissa slap en munter lyd over hans ord. Et lyst bryn hævede sig og tittede lidt over solbrillens kant.

"Så jeg ser bedre ud, når vi er alene?" spurgte hun uden at se den mindste smule fornærmet ud over det. Tværtimod var smilet vel næsten smørret.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en munter og udpræget afslappet lyd, tydeligvis ikke bekymret over hendes ord. Han så da også bare på hende med et blik, der klart sagde, hvad han mente om dén udtalelse, tydeligt selv gennem solbrillerne.

"Nej, men det kan unægteligt noget," svarede han, bare en anelse selvtilfreds.

[Alissa Avery]

Alissa frygtede ikke, at han på noget tidspunkt ikke syntes, at hun var smuk. Det var trods alt bare et faktum, at de begge var ekstremt attraktive mennesker. Hun slap en kvidrende latter og gav hans hånd et klem.

"Ja," medgav hun med en dyb indånding og trak tomlen over hans. "Jeg er også glad for, endelig at have dig helt for mig selv. Husbond."

[Hamish Buchanan]

Hamish var nok aldrig helt afslappet, i hvert fald ikke mens de var ude blandt andre mennesker, men det kom alligevel tæt på nu, hvor de slentrede ned ad den parisiske gade og på alle tænkelige måder lignede nogen, der hørte til der. Som det var med alle andre steder i verden.

"Det er et held," konstaterede han og skottede ned på hende igen, kunne ikke helt lade være. "Vi ville have problemer, hvis du allerede var træt af mig nu."

[Alissa Avery]

Alissa slap en munter lyd. Sommetider blev hun stadig konfronteret med tanken om, hvor tæt hun havde været på at miste ham og ideen om, at hun på et tidspunkt for alvor skulle blive træt af ham, virkede helt tåbelig.

"Du må se det som et tegn på, at du har opført dig ordentligt op til nu," svarede hun drilsk og blinkede til ham gennem det lyserøde tonede glas.

[Hamish Buchanan]

Hamish' tænder kom kortvarigt til syne igen i et skævt smil og han lignede på alle tænkelige måder en mand, der var på toppen af verden. Og sådan havde han det da også.

"Det er godt at vide, at jeg er på rette spor," svarede han roligt. "Så, hvad vil du gerne først?"

[Alissa Avery]

Alissa slap en tilfreds lyd og dvælede lidt ved hans smil, mens de fortsatte ned ad vejen. Hun var da også blevet helt optaget af ham, da hans spørgsmål fik hende til at indse, at hun lige nu bare vandrede ned ad en romantisk lille gade uden at orientere sig.

"Jeg havde tænkt, at vi skulle finde hotellet, så vi kunne stille tasken og se, hvor vi skal være de næste tre dage. Og så begive os ud i resten af byen derfra?" foreslog hun uden at forvente, at han havde noget imod det.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde antaget, at de ville gå forbi hotellet, men havde ikke noget imod at blive bekræftet i, at hun var enig med ham. Han slap en dæmpet, enig lyd.

"Selvfølgelig," svarede han, uden selv at have travlt, men også uden at vide, hvilken retning de skulle i. Han var dog ikke så bekymret.

"Selvom jeg håber, at du forstår, at der er en risiko ved at gå forbi værelset først..."

[Alissa Avery]

Alissa måtte lige orientere sig og fandt snart et gadenavn, som hun genkendte fra den temmelig overskuelige vejbeskrivelse. Hun slog ned på den og drejede ansigtet mod ham igen, et næsten teatralsk uskyldigt smil om læberne.

"Er du da træt?"

[Hamish Buchanan]

Hamish fulgte Alissa, vant til at hun havde en plan og normalt uden at have problemer med at følge den. Hans blik rettede sig mod gaden og et svagt smil buede læberne opefter, som han svarede næsten henkastet, matchede hendes uskyldige tonefald, som om de ikke begge udmærket vidste, hvad han havde ment.

"Dræbende."

[Alissa Avery]

"Jamen så er der ingen diskussion," konstaterede Alissa bestemt og der var da muligvis også kommet lidt mere tempo bag hendes skridt, selvom hun stadig formåede at se komplet ubesværet ud.

"Godt, at vi er tæt på, hm?"

[Hamish Buchanan]

Hamish' advarsel havde helt klart den helt modsatte effekt, men han var ikke specielt ked af det og så da heller ikke ligefrem sådan ud.

"Det er gode nyheder," konstaterede han, tydeligvis ikke ked af udsigten til at nå hotelværelset sammen med hende. "Omend ikke så meget for vores udnyttelse af dagstimerne."

[Alissa Avery]

Alissa slap en munter lyd, der passede fint sammen med, at hun generelt ikke lignede én, der betragtede det som et stort problem.

"Paris er uden tvivl også smuk i nattetimerne," konstaterede hun da også blot og drejede ind ved en majestætisk udseende bygning. Dørene blev holdt åbne for dem og hun ænsede ikke, om det var magi eller hænder. Var egentlig også ligeglad.