Lokumsaftaler

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft gjorde ikke den mindste mine til at række efter sin stav. Den lå trykt og godt i den dertil indrettede lomme i hans kappe, og selvom det da var fristende at trække den og gør det af med bæstet lige nu og her, var han jo ikke et uciviliseret monster. Som visse andre.

"Mr. Jones," han nikkede hilsende. "Og Miss Weasley," tilføjede han ligeså høfligt og med samme nik til hende. "Godt at se, at du ikke er forsvundet fuldstændig fra jordens overflade." Bancroft kunne servere et smil og en behagelig tone, selv hvis han skulle beordre at sine egne børn til at blive kastet for dragerne.

Han stoppede ikke for at vente på et langt svar. Men fortsatte i sit rolige tempo, til han nåede helt op til dem for at passere. Hun skulle nok få sin dom. Men han var for klog til at eksekvere den her midt på gangen i ministeriet.

[Jesse Jones]

Jesse mødte Bancrofts blik uden tøven og holdt det, indtil den anden troldmand i stedet flyttede sit til Dominique. Det fik kun Jesse til mentalt at puste sig lidt op, mens han fysisk lagde armen tættere omkring hende, i en ikke så diskret, beskyttende gestus.

Han sagde ikke noget, men passerede blot uden et strejf af dårlig samvittighed over den rolle han selv havde spillet i hele misæren.

[Dominique O'Callaghan]

Trods Dominique havde forsøgt at forberede sig på lidt af hvert, kunne intet have forberedt hende på at stå ansigt til ansigt med Callistus Bancroft igen. Hendes kæbe spændtes faretruende op under huden, da han tog hendes navn i munden og hun skulle til at træde krigerisk frem mod ham, men en tæt arm om hende holdt hende tilbage.

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme," svarede hun indebrændt, temperamentet gnistrende bag de lyse øjne.

[Callistus S. Bancroft]

Bæst. Det var tydeligt for ham nu, og selvom han intet fortrød kunne han godt ønske, at han havde set det tidligere. At hun stadig havde sin tryllestav og blev behandlet som var hun en heks på ligefod med alle andre var forkasteligt.

Han stoppede kort op og løftede et bryn, som undrede han sig oprigtigt over hendes udtalelse, inden han slap et let fnys.

"Jeg be'r. Men dit lille mordforsøg taler selvfølgelig for sig selv," svarede han kort inden han henvendte sig til manden ved hendes side. "Held og lykke med det, Mr. Jones." Og på den note satte han i gang igen, for at fortsætte helt forbi dem og videre hen ad gangen.

Hun skulle nok få sin straf. Det skulle han personligt sørge for.

// forlader måske tråd?

[Jesse Jones]

JEsse stoppede ikke op, selvom Bancroft gjorde, men lagde blot en smule pres mod Dominiques ryg, for også at få hende til at fortsætte "Lad være at give ham mere at bruge imod dig. Det er det han er ude på." han talte dæmpet til hende og ignorerede komplet den ældre troldmand nu "Hvis han kan få dig til at gøre noget overilet her midt på gangen, er det kun til hans fordel." fortsatte han, stadig så dæmpet, at andre end hun ikke ville kunne høre detaljerne.

[Dominique O'Callaghan]

Hver muskel var allerede spændt og det krævede alt, Dominique havde, ikke bare at springe frem og gå i flæsket på ham igen. Men hun beherskede sig og lod sig føre videre af Jesse. Tænderne kørte hårdt mod hinanden.

"Hvordan kan han stadig gå rundt sådan her, mens jeg må leve i skjul?" hvæsede hun dæmpet med en vrede, der ikke var rettet mod Jesse.

[Jesse Jones]

Jesse kastede et enkelt blik over skulderen, for at sikre sig der ikke kom yderligere udfald og rystede på hovedet af Dominique's retfærdige harme "Fordi ingen tør sætte sig op imod ham." hans blik fandt hende igen "Før dig. Nogen skal være den første til at sætte hælene i. Han bliver ikke ved at følge sig så overlegen." han havde ingen idé om, at han ville få ret, men han havde tilstrækkelig med tiltro til de beviser de havde, til at tro på det.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique så sig ikke tilbage. Hun havde ikke tænkt sig at værdige Bancroft med flere blikke, end dem han allerede havde stjålet. Men hjertet hamrede adrenalin ud i hendes system, som hun fulgte Jesse ud.

Hun kunne ikke sige noget med det samme, men tyggede hårdt sammen om en række eder og forbandelser.

[Jesse Jones]

Jesse satte farten lidt op det sidste stykke til elevatoren og slappede først lidt mere af, da dørene i det lille rum gled i og de var alene. Med et velkendt ryk satte elevatoren igang og han så undersøgende på Dominique "Luk det ud nu før vi skal ud herfra igen. Der er ingen der kan høre dig ud over mig."

[Dominique O'Callaghan]

Der var ikke langt til elevatoren, men det var alligevel langt nok til, at Dominique fik pakket alt sit raseri ind bag de tykke mure, hun plejede at holde om sig selv. Også selvom det slog gnister i hendes øjne, der var naglet til gitteret.

"Jeg har ikke noget at sige," svarede hun sammenbidt. "Jeg ville ønske, jeg havde slået ham ihjel. Selv hvis jeg så ville være på vej til Azkaban lige nu."

[Callistus S. Bancroft]

[Jesse Jones]

Jesse sagde ikke noget og da slet ikke, at hun sekundet efter at have påstået ikke at have noget at sige, alligevel havde en helt del, ret indebrændte ord der ville ud.

Han var tavs et langt øjeblik uden at blikket forlod hende "Dit liv er mere værd end at blive hensygnet i Azkaban." brummede han så "Hævn kan tages på mange andre måder. At slå ham ihjel ville ikke lære ham noget. Han ville være væk, ja, men du ville stadig være her til at tænke på ham hver dag, og du ville ikke have ret meget andet end tid, med dig selv, og de tanker når du sad i din celle." han tav et øjeblik "Det her er bedre.. det rammer ham hvor det kan gøre ondt.. mens han stadig er i live til at mærke det."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var ligeglad med, om han ville lide eller ej. Hun ville bare have ham fjernet fra jordens overflade, have en mulighed for at spytte på hans grav og vide, at hun var den af de to, der var gået derfra med færrest knubs.

Hun tog en dyb indånding, men det var en stakket trøst og kæbemusklen var stadig synlig, som tænderne kørte mod hinanden. Vejret blev sluppet hårdt gennem næsen, nærmest i et fnys.

"Mænd som ham kommer altid til at kunne sno sig udenom, så længe de er her," konstaterede hun blot uden at tage blikket fra mørket bag gitteret.

[Jesse Jones]

Jesse var denne gang påfaldende tavs over hendes konstatering. Han ville gerne kunne sige, at hun ikke havde ret, men desværre havde han selv set det alt for mange gange siden han var kommet til Storbritannien. At penge og kontakter, kunne trumfe retfærdighed. Især når der var gamle fuldblodsslægter involveret. Det var ikke et problem der var ligeså fremtrædende i Staterne, men det skete også der "Men vi prøver at give dig dit liv og din frihed tilbage.. ikke give dig en celle på livstid." brummede han efter nogle lange minutter.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique vidste godt, hvad tavsheden betød og den gjorde intet for at formilde hende. Det var sådan, verden fungerede. Og det efterlod hende med både frustration og magtesløshed.

Hun sukkede tungt og lod hånden glide en gang over maven, som for at minde sig selv om, hvad det var de prøvede at give hende og hvorfor hun selv kæmpede så inderligt. Så snart hun blev bevidst om bevægelsen, lod hun den dog hurtigt falde.