Romantisk?

[Willard Ollivander]

Willard havde på ingen måde slået Iris Burke ud af hovedet og til brylluppet havde han kastet flere, lange blikke efter hende. De kunne dog ikke være for åbne, så han gik ikke op til hende, spurgte ikke om hun ville danse, undgik hende i det hele taget.

Han havde ikke den bedste aften og holdt sig lidt i udkanten af festen, for til sidst at ende på en bænk med ryggen til det hele med benene trukket op og et fjernt blik.

[Iris Burke]

Iris ville langt hellere sidde alle mulige andre steder end sammen med sine forældre, der som sædvanligt opførte sig anstrengt overfor hinanden og hun kastede flere, stjålne blikke efter Willard, men han sad så langt væk, at det ikke engang var sjovt.

På et tidspunkt slap hun dog endelig væk, efter at have undgået de første tre, som hendes mor havde forsøgt at introducere hende for og selvom hun ikke burde, gled blikket søgende over mængden af mennesker.

Hun var tæt på at give op, da hun fik et glimt af velkendte, mørke krøller lige udenfor det oplyste område og maven slog en lille kolbøtte, som hun hægtede lidt op i skørtet og krydsede afstanden. Hjertet hamrede lidt og hun smilede svagt, som hun nærmede sig og strøg lidt røde krøller om bag det ene øre.

"Er der optaget her?"

[Willard Ollivander]

Willard så op, da Iris' velkendte stemme lød og han smilede lidt modvilligt til hende.

"Jep. Som du kan se, er der slet ingen plads," konstaterede han ironisk.

[Iris Burke]

Det var ikke ligefrem den hilsen, hun havde håbet på og hun blinkede en enkelt gang, men prøvede at lade som om, at ordene ikke gik hende lidt på. Han smilede dog og hun gengældte det, omend mere afdæmpet og tøvende, end hun gjorde, når de var i sikkerhed på Hogwarts.

"Jeg ville bare godt sidde lidt, så..."

[Willard Ollivander]

Willard fortrød lidt hvor hård han måske fremstod, da han så Iris' reaktion, så han flyttede sig selv lidt unødvendigt til siden, selvom der allerede var plads.

"Der er masser af plads," forsikrede han da også med ord såvel som handling.

[Iris Burke]

Iris vidste godt, at det var svært. Det syntes hun i hvert fald selv, at det var, men skuldrene faldt bare lidt, da han rykkede sig og hun gled ned at sidde på bænken. Ikke for tæt, selvom hun mest af alt havde lyst til at sætte sig på skødet af ham.

"Jeg er glad for at se dig," sagde hun dog, blikket mod ham og et lille, håbefuldt smil på læberne, som fingrene krøllede sig sammen i skødet for ikke at række ud.

[Willard Ollivander]

Willard vidste godt logisk at Iris ikke kunne gøre så meget andet end at holde facaderne oppe, men logik og følelse var ikke det samme og det var tydeligt nok i det øjeblik. Han trak lidt på skuldrene og så mere ud over landskabet end på hende.

"Virkelig? Du kunne have narret mig," konstaterede han.

[Iris Burke]

Det var et slag i ansigtet og følelsen gled over hendes træk, som hun instinktivt lænede sig lidt tilbage. Hun rejse sig igen, uden helt at være klar over, at hun gjorde det og så ned på ham med et såret udtryk.

"Hvorfor er du så led?"

[Willard Ollivander]

Willard tog den grimme følelse af at være alene og efterladt og moste den i ansigtet på Iris og han fik det ret dårligt over det, da hun rejste sig og spurgte hvorfor. Han kunne dog næsten heller ikke helt få vejret over præcis den følelse af ensomhed, så i stedet for at svare hende, vendte han blikket væk med hamrende hjerte og åndenød.

Hun skulle ikke se ham sådan. Ingen skulle se ham sådan. "Bare gå igen," formåede han at få frem, uden at lyde halvt så anstrengt som det var.

[Iris Burke]

Iris vidste ikke, hvad der skete med ham og hvis hun havde gjort, ville hendes reaktion have været helt anderledes. Nu trådte hun bare et ufrivilligt skridt tilbage, mens tårer steg op i øjnene.

"Du er simpelthen så urimelig."

[Willard Ollivander]

Det var sådan noget pis. Han trak vejret meget langsomt ned i lungerne og stirrede ud i horisonten, imens hans hjerte hamrede afsted.

"Sikkert," fik han klemt ud og håbede at hun bare ville gå.

[Iris Burke]

Willard virkede iskold og fuldkommen ligeglad med hende, hvilket føltes som et slag. En udånding, som havde hun netop fået al luften slået ud af sig, slap hende og den brændende fornemmelse i øjnene tiltog.

Men i stedet for at blive stående og lade han se det, hægtede hun op i skørtet, snurrede rundt og gik sin vej. Ud mod haven og væk fra festen, som tårerne pressede sig på.

[Willard Ollivander]

Willard burde vel føle lettelse over at han ikke afslørede sin pinlige tilstand overfor Iris, men i stedet pressede tårerne sig også på hos ham. Han sad helt ulykkelig og hev efter vejret, prøvede at tælle til 50 og manglede Alfred der til at lægge en arm omkring ham og sige at det hele nok skulle blive okay.

Det var ikke okay, men efter en halv times tid med hiksten og tælleri, fik han både sin vejrtrækning og sit hoved på plads. Der var Iris bare over alle bjerge.

Lukket