Et lille afbræk

[Anne Greengrass]

Det var senere på aftenen. Anne havde netop færdiggjort et lettere forhør af en samtale med sin søster, og søgte nu et mere tavst hjørne at samle tankerne i. Det var i denne søgning, at synet af en veninde fik Annes blik til at lyse lidt op.

”Ginny”, hilste hun. ”Et fint hjørne du har valgt dig. Jeg udvalgte det samme tidligere på aftenen”, tilføjede hun med den ene mundvig let dirrende, inden hun tog plads på en ledig stol ved siden af hende.

Virginia Slughorn

[Virginia Slughorn]

Ginny havde virkelig glædet sig til brylluppet. Lige indtil hendes far og hans kæreste var flyttet sammen og det var blevet klart for hende, at ikke bare kæresten, men også Micah Chapman skulle med. Og mere end nogensinde før havde hun haft brug for den pause, hun fandt sig i et afsides hjørne, halvt skjult bag sin bog.

Afbrydelsen var dog ikke uvelkommen, ikke når det var Anne, og hun smilede mildt, da hun hævede blikket til venindens.

"Du har et godt øje for den slags," svarede hun med et glimt i øjet. "Blev det også lidt for meget for dig derude?"

[Anne Greengrass]

Anne smilede svagt af venindens kommentar. ”Ja. Store fester som den her bliver nok aldrig mig”, indrømmede hun, og mærkede en behagelig ro sænke sig over hende i selskab med Ginny.

”Jeg så dig med Micah Chapman tidligere”, kommenterede hun sigende uden at uddybe. Hun var ikke sikker på, om det var et samtaleemne Ginny var i et humør til at tale om lige nu.

[Virginia Slughorn]

Ginny stemte i med en sympatiserende lyd. Hun havde selv sine udfordringer med den slags store begivenheder og sociale arrangementer. Især dem, der involverede at omgås folk, hun ikke brød sig om. Især ham, hun nu delte soveværelse med.

"Ja, det er nok ikke til at undgå," sukkede hun og lukkede bogen med en lille hovedrysten. "Min far vil have mig til at opføre mig mere som en voksen, hvad end det så skal betyde."

[Anne Greengrass]

Det var ikke en nem situation Ginny befandt sig i, og Anne følte med hende. Selv gav hendes forældre hende meget plads, hvilket hun satte pris på.

”Det lyder anstrengende”, svarede hun. De grønne øjne hvilede roligt på veninden. ”Hvordan klarer du den opgave?”

[Virginia Slughorn]

Det var ikke, at Ginny ikke havde meget plads, for det havde hun, selvom faren arbejdede hjemme. Men nu var overetagen og badeværelset delt med en mugglerfødt fodboldidiot. Hun slap en dæmpet, bekræftende lyd.

"Jeg prøver at holde mig lidt på afstand og bare læse," svarede hun. "Hvis ikke jeg er direkte fjendtlig, kan han vel ikke anklage mig for at sabotere det. Ikke ligesom Micah. Fortalte jeg dig, at han kom væltende ind på vores badeværelse, da jeg var ved at gå i bad?"

[Anne Greengrass]

Anne nikkede lidt til det første. Hun fortrød selv, at hun ikke havde taget en bog med. Så var tiden måske gået lidt hurtigere. Det næste der blev sagt fik derimod Anne til løfte det ene bryn i en tydelig, overrasket grimasse.

”Uden at banke på først?”

[Virginia Slughorn]

Ginny nikkede. Det ville måske have været relevant at tilføje, at han selv havde været derinde øjeblikket forinden og havde glemt noget. Men det var alt sammen kedelige detaljer.

"Jeg havde intet på," fortsatte hun. "Og så grinede han bare. Jeg mener... Hvad ligner det?"

[Anne Greengrass]

Anne lyttede med et forarget udtryk til det Ginny fortalte ham. Hvad bildte han sig ind. Hvis det var sket for hende...

”Så han så dig…? Og så grinede han bare efterfølgende?”, spurgte hun og kunne stadig ikke helt tro det.

[Virginia Slughorn]

Ginny rettede sig lidt mere op og kastede et blik ud mod forsamlingen, søgte helt ubevidst Micah Chapman med blikket. Selvom hun slog det væk, så snart hun fandt ham. Hun fnøs som svar og nikkedede.

"Ja," svarede hun. "Jeg mener... Hvad tror du, det gik ud på?"

[Anne Greengrass]

Anne fulgte Ginnys blik ud mod forsamlingen, men nåede ikke at få øje på grævlingen, før deres øjenkontakt blev genoptaget.

”Måske han blev pinlig berørt, og hans grin var en form for forsvarsmekanisme?”, foreslog hun uden at vide det. Hun havde ikke selv været til stede i rummet, da det skete. Heldigvis. ”Han forlod vel rummet hurtigt?”

[Virginia Slughorn]

Det var et godt forslag og ét, Ginny ikke selv havde overvejet. Hun faldt i tankefuld tavshed, mens fingrene strøg lidt om det hårde bogomslag, til det opfølgende spørgsmål fik hende til at se på veninden igen med et nik.

"Ja, heldigvis," svarede hun og den ene mundvig krøllede sig lidt opad. "Han havde dog ikke et dødsønske."