McLaggen

[Algernon McLaggen]

Til Cormac McLaggen
Efter middagen

Det var sådan et rigtig perfekt bryllup. Men andet kunne man heller ikke forvente af Alissa. Vielsen gik som den skulle og maden havde været af en anden verden, så der var ingen klager dér. Algernon var endda blevet placeret overfor en heks i en meget nedringet, mørkeblå kjole, hvilket han absolut ikke var ked af. Abigail Bancroft havde han senere fundet ud af at hun hed. Han havde også kigget lidt efter Jemima Burke, men de var placeret langt fra hinanden og Elias Oliver Wood havde han slet ikke kunnet få øje på. Men det var vel også godt det samme.

Nu var han på vej mod bordet med drikkevare, men inden han nåede derhen hørte han sit navn meget tæt på, og med en meget velkendt stemme. Han vendte sig, og så på sin far. Fest med forældre var virkelig det absolut eneste, der trak brylluppet lidt ned.

[Cormac McLaggen]

Snakken gik blandt de lange borde med gæster forsamlet i kærlighedens tegn. Ak ja, kærlighed. Hans blik gled over Marietta, hans kone gennem adskillige år, der sad ved hans side og tale med de øvrige gæster. Kærlighed var en pudsig ting, tænkte han lidt for sig selv, som han betragtede hendes skikkelse, som om han lyttede til hendes ord. Blikket vandrede dog lige forbi og længere ned ad bordet, hvor en yndig, ung kvinde sad. Hun var med som ledsager. Diskret betragtede han hende lidt, og sendte hende et lille vink med det ene øje, da hun opdagede hans blik på sig. Han vendte dernæst nonchalent opmærksomheden tilbage på samtalen ved bordet, som han nippede til sit vinglas. Tja.. hvad var kærlighed i grunden?

Cormac rettede blikket mod parret overfor dem, som der blev talt om brylluppet og hvorledes der var blevet arrangeret og ikke arrangeret indenfor deres egne familier. Han hævede let et bryn. Ja, det var jo ikke fordi han havde noget at prale af der? Den ene havde indfundet sig med en krodreng og den anden kan ikke tage sig sammen. Den tredje vidste han end intet om og den fjerde? Hvad med den fjerde? Cormac undveg spørgsmålene om hvorledes det stod til med de ældste børn, og drejede istedet sporet mod sin yngste, da han spottede sin langhårede søn, som han vandrede forbi, mod drikkevarene. "Jeg regner med at Edmund snart præsenterer os for et passende parti." Forklarede han selvsikkert, som han skævede mod sin søn, hvis opmærksomhed han lykkedes med at fange. "Ikke sandt?" Spurgte han nu direkte, som han lænede sig lidt tilbage i stolen og så afventende på ham.

[Algernon McLaggen]

Algernon måtte nøjes med at rynke utilfreds på næsen mentalt, og mønstrede i stedet et lidt påtaget men charmerende smil, idet han trådte et par skridt nærmere sin far og de andre gamle. Merlin til hest.

"Ikke sandt, hvad?" Spurgte han med et interesserede blik og indstillede sig selv på, at han nok ville ende med at vær fanget her et godt stykke tid. Men det var hvad det var, og så måtte han bare sørge for at holde bedre øje resten af aftenen, så han ikke havnede i samme fælde to gange.