Bonder vi nu?

[Ronan Thomas]

Det var skide hårdt arbejde at være forbandelsesbryder. De kunne være i livsfare på næsten daglig basis og blev udsat for mange pressede situationer, men det betød også, at de hårdføre magikere også gerne blev tætte, allerede under lærlingetiden. Til tider var det nødvendigt at finde adspredelse og nogle gange foregik det med hasarderede druklege i træningsteltet, andre gange var det eksempelvis ved at sparke den fodbold rundt, som Ronan naturligvis havde medbragt hjemmefra.

De var allerede en tre stykker, der sparkede rundt med den og morskaben var til at tage og føle på, ligesom de tydeligt uplanlagte og regelfrie rammer, der ikke gav spillet noget særligt formål andet end at forsøge at vriste bolden fra hinanden. Latteren og lyden af bevægelse lokkede flere ud af teltene og Ronan selv var mere afslappet dér, end han var på så mange andre tidspunkter.

"Hey, McCormack," kaldte han derfor også impulsivt, som Archie McCormack kom forbi og skød bolden i hans retning.

[Archie McCormack]

Selv i sin lærlingetid havde Archie primært holdt sig for sig selv. Det var ikke, at han ikke kunne med de andre forbandelsesbrydere, men han holdt gerne det professionelle og det private fra hinanden og det var ikke fornøjelighederne, der havde lokket ham ud af teltet.

Han var derfor heller ikke forberedt og selvom han reagerede hurtigt nok til at se op og fange, hvad der skete, var han også så begrænset sportsligt anlagt, at bolden trillede direkte forbi ham. Brynene blev hævet lidt og det var tydeligt, at han vurderede med sig selv, før han alligevel luntede hen til bolden.

Han trak foden over den, tydeligt vurderende. Bolde havde aldrig været hans styrke og han var meget lidt interesseret i at tabe ansigt foran sine kolleger og især foran lærlingen. Men det var i det mindste ikke Quidditch og det var nok dét, der fik ham til at sende bolden tilbage, måske en anelse mere til venstre, end han havde intenderet.

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke for alvor overvejet det, før bolden allerede var afsted. Til gengæld var det også ham, der fangede den, da den kom springende tilbage, som han behændigt strakte sig lidt for at nå den og i samme bevægelse sendte den over til en af de andre forbandelsesbrydere.

Det gik stærkt nok og før Ronans læremester kunne nå at gå, havde hun rettet bolden tilbage mod ham for anden gang.

[Archie McCormack]

Det var alt sammen sket lidt pludseligt og Archie var ikke helt sikker på, hvordan han havde det med at piske rundt efter en bold lige pludselig. Men det gik også lidt for hurtigt til, at han fik meget mulighed for at tænke over det.

Lige så langsomt forsvandt selvbevidstheden. Druknet af pulsen, der kom op, og det faktum, at han havde spottet Valerie på vej ud af teltet. Og det var virkelig ikke, fordi han var typen, der spillede med musklerne for hende. I hvert fald ikke for at imponere. Men han kunne ikke lade være.

[Ronan Thomas]

Det var ærligt talt Ronans foretrukne måde at spille fodbold på. Uden regler, men med magikere, som fangede begejstringen og den impulsive udfordring. Det var den bedste måde at komme på hans gode side og der gik ikke længe, før et par stykker mere havde sluttet sig til dem og de fleste af de resterende havde indtaget pladserne som tilskuere.

Der kom da også et par heppende tilråb og der var mere latter end der var reel taktik. Til gengæld var alle vist godt forpustede, da en af dem fik losset bolden et godt stykke væk og Ronan lænede sig frem, hænderne på knæene.

Et smil var på hans læber og han var endt ved siden af læremesteren. "Godt spillet," lød det fra ham, uden dybere overvejelse, som han rettede sig op og tog sig lidt til siden.

[Archie McCormack]

Det var virkelig ikke Archies foretrukne måde at tilbringe tiden på, men han var ikke for alvor ked af at få rørt sig lidt, uden det var i en potentielt livsfarlig situation. Desuden var han overrasket nok over, at Valerie valgte at deltage, til at han på noget tidspunkt overvejede at melde sig ud af legen.

Han var forpustet og halvsvedig, selvom det langt fra var døgnets varmeste timer. Hånden blev trukket igennem det støvede hår, mens han prøvede at få vejrtrækningen under kontrol igen. Og det var måske derfor, han ikke så en fornærmelse i at få dén slags bemærkning fra sin lærling.

"Det skulle da være første gang, jeg har hørt det," bemærkede han i stedet. Tørt, men bestemt ikke uden humor, selvom selvironi ikke altid var det mest naturlige for ham.

[Ronan Thomas]

Ronan vidste ikke specielt meget om, hvor fintfølende Archie var og bekymrede sig heller ikke for det lige der. Generelt var der ikke så mange bagtanker, som han gned sin side lidt, slap en munter lyd og fik vejret nogenlunde igen. Læremesteren lød nogenlunde som alle magikere, han gennem tiden havde introduceret for fodbold.

"Well, det er ikke Quidditch og dét er grund nok i min bog," svarede han med munter tørhed og tog imod et krus vand, der blev rakt videre, blikket mod kollegaen, der gav det.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke så meget et problem med fodbold, som han havde et problem med al boldsport generelt. Men bemærkningen fik ham til at slippe en munter lyd og han slappede instinktivt bare lidt mere af.

"Dét kan jeg godt stille mig bag," svarede han og gav endda efter for et skævt smil, der dog ikke blottede tænderne.

[Ronan Thomas]

Ronan tømte kruset og slap en munter lyd ned i det, før han rakte det tilbage og takkede kvinden, der havde givet ham det i første omgang. Han hev lidt op i sin t-shirt og brugte den til at tørre sved af panden, før han lod stoffet falde igen.

"Det beroliger mig at høre," svarede han, som hans blik fulgte helbrederen, der havde påtaget sig at hente bolden igen. "Hvis det udebliver helt fra træningen, så får du ingen klager herfra."

[Archie McCormack]

Archie fik selv drukket noget vand med blikket rettet frem for sig. Han så bevægelsen ud af øjenkrogen og tænkte sit, men havde ikke tænkt sig at kommentere på det, selvom han aldrig nogensinde ville gøre det samme. Nej, selv trak han oversiden af underarmen over panden.

"Jeg kan ikke se, hvorfor det nogensinde skulle blive relevant," svarede han, ikke helt nøgternt.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs lavmælt og var tydeligvis helt enig. Fysisk træning var en uundgåelig del af det at være forbandelsesbryder, og nødvendig for at klare arbejdet, men der var tydeligvis forskel på, hvad magikere betragtede som relevant.

"Jeg er helt enig," konstaterede han tørt. Der var én ting, han ikke savnede ved den forbandelsesbryder, han havde været i lære hos før. "Men min tidligere læremester havde det ikke på samme måde. Det var altid noget med koste."

[Archie McCormack]

Der havde været tidspunkter, hvor Archies øjne nærmest havde været ved at trille ud af kraniet over lærlingen, men lige i dét øjeblik havde de måske en bedre forståelse end nogensinde før. Han understregede det med et fnys.

"Fordi forbandelsesbryderi er ikke tilstrækkeligt risikofyldt, så lad os da tilføre koste," bemærkede han i tør sarkasme.

[Ronan Thomas]

Ronan nød sarkasmen, som trak et tørt fnys fra ham. "Igen: Jeg er glad for, at vi er enige," konstaterede han med et sideblik på læremesteren og et tilfreds glimt i de mørke øjne, før helbrederen dukkede op med bolden igen og han holdt en arm halvt i vejret, der signalerede at han var klar til at modtage den.

Antydningen af et smil hvilede da også på hans læber over udvekslingen, som nok var den mest ufaglige, de havde haft.

[Archie McCormack]

Archie drejede ansigtet halvt mod lærlingen og kastede et vurderende blik over ham, som var det først nu, han så ham. Eller nu, han kunne se ham som andet end en sten i skoen - både i pyramiden og hans telt.

Måske det var dét, der fik ham til at indfange Valerie med en arm om hendes side, da hun kom inden for rækkevidde. Måske var det den samtale, han havde haft med hende, før de tog af sted. Noget var i hvert fald forandret. Og det var måske helt fint.

afsluttet