Tid til handling

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede igen, lænede sig frem og skænkede sig et glas whisky mens han fortsatte "Hvordan er Callistus S. Bancroft involveret?" det var et ret uomtvisteligt faktum, at den ældre mand, havde en ret stor rolle i sagen. Sylvester havde bare endnu ikke nogen bedre grund, end at han havde haft et godt øje til Dominique O'Callaghan. Og det virkede som den mest vitale del af det hele, at finde ud af, hvordan han var indblandet.

[Cillian O'Callaghan]

Det var et godt spørgsmål og Cal overvejede et sekund eller to, men i virkeligheden var han besluttet. Så derfor tog det kun et drag af cigaretten mere, før han gav sig ud i at fortælle, næsten nøgternt, men med en underliggende kølighed.

Alle detaljerne kom på bordet; lige fra den aftale, Bancroft havde lavet med hende udenom ham, til af presningen og dét, der ultimativt var ledt til et mordforsøg.

Der var ingen grund til at forsøge at skjule noget, selvom han ikke kom ind på, hvad der var sket efter Dominique var flygtet. Kun alle begivenhederne op til.

[Sylvester Buchanan]

Det var sunket en del i whiskyflasken da Cal sluttede sin udlægning af sagen, eller måske nærmere Dominique O'Callaghan’s. Sylvester sagde ikke noget med det samme, men blev siddende tilbagelænet med et par dybe rynker i panden, mens han tyggede de mange informationer i sig og forsøgte at sætte dem i orden mentalt “Merlin..” brummede han dæmpet og tømte sit glas “Det et ikke så lidt..” faktisk var det lige det modsatte og ville have flere implikationer, end han lige brød sig om at tænke på “Kan du skaffe mig det på skrift? Gerne med Miss Weasleys underskift så jeg har noget håndgribeligt at lægge på bordet når det bliver nødvendigt.”

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke det mindste i tvivl om, at det ikke ville blive let og at det var voldsomt risikabelt at overlade Dominique til ministeriet, men der var intet andet for og når det skulle være, så var Sylvester Buchanan måske den eneste, som han ville overlade det til.

"Naturligvis," bekræftede han med et nik. "Hvad end, du har behov for."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede selv, lænede sig frem og satte det tomme glas fra sig på bordet “På et tidspunkt når det her skrider frem, er hun nødt til at komme ind til mig i ministeriet.” Det gav lidt sig selv og han ville kunne kræve det med det samme, men han stolede nok på Cals ord, til ikke at gå i den retning “Bancroft er ikke nogen lille mand at sætte sig op imod.” Han var ikke selv bange for at gøre det, men tanken om hvad det ville betyde for hans forhold til Abigail Bancroft, var noget han skubbede helt væk og ikke ville forholde sig til endnu “Jeg sætter oris på din tillid, Mr. O’Callaghan.”

[Cillian O'Callaghan]

Kravet kom ikke som nogen overraskelse for ham, selvom det uden tvivl ville blive den sværeste del af det. Det var, uanset hvordan det så lød, som at overgive en del af sig selv, men det satte han ikke ord på. I stedet rakte han ud og slukkede stumpen af cigaretten.

"Jeg forventede intet andet. Men jeg regner også med, at du garanterer for hendes sikkerhed, Mr. Buchanan," konstaterede han, men mere som en selvfølgelighed end et krav. Det var underforstået i det hele.

"Jeg er klar over, at det ikke er nogen smal sag og at det på mange måder er ømtåleligt, for ministeriet, såvel som Kimæren," konstaterede han. "Følelsen er gengældt. Og jeg sætter pris på, at du ville tage dig tiden."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede endnu en gang “Det har du stadig mit ord på, ja. Jeg tager mig personligt af sagen.” Det var der en del flere grunde til, end bare hans respekt for den anden mand, men ikke nogen han følte skulle deles “Jeg blev auror for at sikre retfærdighed. Ikke for at lave underhåndsaftaler eller øve selvtægt - eller se passivt til mens andre gør det.”

[Cillian O'Callaghan]

Cal nikkede til ordene, uden at ansigtet afslørede det mindste og takkede blot Sylvester endnu engang. De tog afsked med et håndtryk og med dét, var kortene lagt. Tilbage var der kun for spillet at udvikle sig og ireren havde en fornemmelse af, at udfaldet endnu var åbent.

Det var foruroligende, men ikke direkte katastrofalt og det var nok.

Lukket