Fed ferie

[Virginia Slughorn]

Det havde virkelig set ud til at blive en god ferie og det var tiltrængt efter U.G.L-stormen, der havde raset over dem, intensiveret over de sidste par måneder. Men der var hurtigt kommet skyer for solen, da Ginny var kommet hjem til beskeden om, at hendes far og hans muggler-kæreste havde besluttet sig for at skulle bo sammen nu.

Så dér stod hun med korslagte arme og stirrede vredt på huset foran sig. Hendes far kaldte indefra, at hun kunne tage og manøvrere sig ind, men hun rokkede sig ikke ud af stedet, før lyden af en motor lød og en bil drejede ind på vejen. En bil.

Øjnene rullede rundt i kraniet på hende, da hun vendte blikket stift tilbage mod huset og ignorerede faren, der kom ud for at hilse på Charlotte og Micah Chapman.

1. juli

[Micah Chapman]

"Jeg tager den, mor," Insisterede Micah, da hans mor havde kæmpet med at få en papkasse ud af bagagerummet. Han vidste at hendes kære, rige fuldblodskæreste nok kunne slå et enkelt svirp og løfte kassen, men hænderne havde klynget sig stædigt omkring den, da de nærmede sig huset. Huset. Det de skulle bo i nu.

Det havde været et slag i ansigtet at vende hjem til en halvpakket lejlighed. Hans mor virkede ekstatisk, men han kunne ikke undgå at være mistroisk. Når hun manglede det mest, mødte hun en magiker der kunne løse alle hendes problemer. Hvis hans far en dag havde rettet op på sit liv, var der intet at vende tilbage til.

Og dér stod hans nye familie. Han nikkede afmålt til morens kæreste, og priste sig lykkelig for at han ikke havde en hånd fri til at strække ud mod ham. Virginia fik også et, selvom det nu også var tiltænkt at han gerne ville mase sig forbi så han kunne stille papkassen i entreen.

[Virginia Slughorn]

Ginny var fast besluttet på, at hun i hvert fald ikke skulle ind i huset. Men hun vidste også godt, at der var to værelser, som de nu skulle til at vælge imellem. Da hun fik øje på Micah, der kom gående med en kasse i favnen, skar hun derfor direkte ind foran ham og endte med at nå hoveddøren først.

Selv havde hun også en kasse i hånden, men den var langt mindre og indeholdt hele hendes værelse, pakket sammen og skrumpet ned. Hvis grævlingen kunne ignorere hendes far, kunne hun i hvert fald også ignorere både ham og hans dumme mor.

[Micah Chapman]

Irriterende. Det var hvad den jævnaldrende pige var lige nu, som hun skar ind foran ham, hvilket tvang fødderne til at stoppe op i sidste sekund. Han måtte lige bakse med kassen, da opremsningen nær havde fået ham til at tabe den over sine fødder. "Se dig lige for," Var hvad han mumlede, mens han møvede sig ind. Indholdet i kassen var værdifuldt. Hans fars gamle plader... Fotoalbum fra en svunden tid.

Efter han havde sat kassen fra sig, vovede han at skæve ud mod sin mor. Blikket hun sendte Slughorn fik brystet til at trække sig ubehageligt sammen. Ligeledes gjorde følelsen af at være i et hus som dette, med langt mere plads end den hjemlige skotøjsæske i Tottenham.

"Der er mere ude i bilen, hvis du vil hjælpe?" Foreslog han den kønne rødtop.

[Virginia Slughorn]

Ginny havde set sig for og tog sig ikke det mindste af hans tvære udmelding, som hun mest af alt bare følte sig hævet over. Det var så typisk, at han nu kom marcherende over mente, at det var hám, der havde det hårdt, når det var hende, der havde forladt det hjem, der var blevet hendes mors sidste.

"Nej, jeg er Virginia," bemærkede hun tørt og udtalte hver stavelse tydeligt. "Vores husalf hedder Vega."

[Micah Chapman]

Husalf... Micah havde ikke engang overvejet at det var det liv han skulle møde nu. Én ting var husalferne på en institution som Hogwarts, som man ikke kunne gøre meget ved - en anden var selv at eje en... altså, basically en slave. Han virkede overrasket og lettere uimponeret.

"Fint. Jeg gør det selv," sagde han så og vendte tilbage til bilen af et par omgange. Og så kom tiden til at vælge værelser. Micahs mor foreslog at ungerne kunne gå op på førstesalen og undersøge mulighederne sammen. Ikke at han var meget entusiastisk over enetid med sin nye housemate, stedsøster eller whatever.

"Er der et du foretrækker?" spurgte han endelig, med skulderen lænet ind mod indgangen til værelsesmulighed nummer to.

[Virginia Slughorn]

Nogle mugglerfødte var så forbandet fintfølende og Ginny modstod trangen til at himle med øjnene. Det var da også kun et spørgsmål om tid, før hendes far fik kommanderet hende ud for at hjælpe med at slæbe ind og hun sydede lidt over, at det nu åbenbart var en ting, de gjorde, da hun kunne sætte den sidste kasse fra sig. Fedt, ikke bare sur, men nu også svedig.

Blikket gled over værelset. Det var lidt større end det andet, men det vendte til gengæld ud mod vejen, hvor det lille havde udsigt til haven. Hun hævede skulderen.

"Jeg kunne bedre lide det første," svarede hun og vendte kun langsomt blikket mod ham.

[Micah Chapman]

De brune øjne kastede sig rundt i rummet. Han savnede allerede duften og fornemmelsen af Tottenham lejligheden. Den han havde boet i... altid. Den han havde haft nogle af sine bedste og sværeste dage i. Soveværelset foran ham var latterligt stort. Han anede faktisk ikke hvordan han nogensinde skulle udfylde det. I det mindste var der en vej udenfor. Bare tanken om fuldkommen stilhed eller endeligt mørke om natten var nærmest... uhyggelig.

"Fint. Du får det," sagde han med et nik. Det ragede ham. Micah var ikke uvenlig af natur, men den her dag var bare virkelig, virkelig skidt. Han skævede mod Virginia. "Havde du andet end den lille papkasse, der skal herind?" Han ville gerne tilbyde sin hjælp, nu hvor den magiske løsning var forduftet.

[Virginia Slughorn]

Brynene blev hævet lidt over et dybt uimponeret blik. Ikke, at Ginny havde forventet meget af Micah eller hele ordningen og det var da også venligt nok af ham at give hende det værelse, hun gerne ville have, men hun prøvede i det mindste. Mente hun selv.

"Nej, jeg klarer mig fint selv," svarede hun og forlod værelset igen for at gå nedenunder og hente sine ting.

[Micah Chapman]

Det her var ikke noget han ønskede. Måske søgte hans mor et bedre liv. Noget der kunne befri hende for at arbejde to jobs, men han regnede ikke med at det stak dybere om det. Og det var dét der generede ham. Hendes livs kærlighed var hans far, og sådan var det bare. Desuden havde han klaret sig fint uden søskende.

Alligevel måtte han uundgåeligt gå samme rute som Virginia. Hans egne sager var trods alt også i entreen. "Er det ikke pointeløst med sådan en lille kasse?" Han nikkede mod dén han først havde set hende bære ind. Han var ikke vant til at omgås magiske løsninger i 'det virkelige liv' udenfor skolen, så han kunne virkelig ikke se hvorfor den var praktisk.

[Virginia Slughorn]

Den ene hånd endte på gelænderet og med den fik Ginny guidet sig hele vejen hen til trappen, sjoskede ned ad den et trin ad gangen. Hun fortrød, hun ikke bare var skyndt sig, så hun måske allerede var tilbage på værelset nu, fri for Micahs spørgsmål.

"Er det ikke pointeløst med ekstremt mange kasser?" vendte hun spørgsmålet om mod ham og greb sin kasse.

[Micah Chapman]

Pointeløst... Micah forstod det nu, mens han baksede en tung, næsten uhåndgribelig papkasse op i favnen. Han baksede lidt med den, før den endelig blev båret op i favnen.

"Jeg synes vel bare det er trist at kunne pakke hele ens liv ned i en enkelt papkasse," Kom det så fra ham, før han satte kursen mod trappen igen. "Måske er det bare mig..." Lød det tilbage over skulderen, før han satte kurs mod sit værelse. Et værelse han først dér opdagede, delte badeværelse med Virginias. En dør, og heldigvis en lås, på hver side.

[Virginia Slughorn]

Ginny fnøs over ham og gik lige bag ham op ad trappen med sin kasse i favnen. Hun var ikke blind for, at han sikkert prøvede at stikke til hende og på en bedre dag ville hun sikkert have forsøgt at hæve sig over det. Men lige der var hun nogenlunde så smålig og syrlig, som hun kunne blive og hun rankede sig lidt.

"Og jeg synes det er trist ikke at kunne det. Men sådan har vi jo så forskellige standarder," svarede hun. "Ikke, at det ikke allerede var åbenlyst."

Og med de ord forlod hun ham ved trappen og gik ind på værelset for at stille sine ting. Hun åbnede døren derinde og var ved at få et hjertestop, da hun ikke blot så et badeværelse, men også en åben dør med Micah på den anden side. Instinktivt smækkede hun døren hårdt i og nede fra stuen kaldte hans dumme mor for at høre, om alt var okay. Ginny ignorerede hende.

[Micah Chapman]

Forskellige standarder. Grævlingen havde lyst til at fnyse af den lede bemærkning. Nok var hans mor ikke fissefornem, men bare fordi man havde magiske tricks i ærmet, rent blod og galleoner i lommen, betød det vel ikke at man blev en bedre forælder. Han holdt det for sig selv.

Han havde kun lige smidt papkassen fra sig på gulvet, før Virginia besluttede at smække døren i. Overdramatiske heks... Han var egentlig en overordnet venligsindet og nede-på-jorden personlighed, men hendes respons på det hele generede ham. Hun prøvede ikke engang.

Tingene blev pakket ud, lidt ad gangen. Processen var lang og da de ramte deres første måltid som familie, havde Micah omtrent nået gennem en femtedel. Han havde prikket til sin mad og forsøgt at være høflig overfor sin mors kæreste, selvom ikke mange ord forlod ham. Egentlig ville han bare have et bad og kravle i den nye, næsten for bløde seng. Med håndklædet over skulderen trådte han ind i badeværelset for at låse dørene, da den anden åbnede sig. 

[Virginia Slughorn]

Det var ikke, at Ginny prøvede at være dramatisk omkring det; faktisk afskyede hun den slags irrationaliteter. Men hun havde ikke haft mere end et par dage til at vænne sig til, at hun skulle forlade barndomshjemmet og leve i en helt ny familiekonstellation uden sin bror at holde sig til.

Hun holdt sig for sig selv og brugte tiden på at pakke ud, indtil der blev kaldt op, at det var tid til aftensmad. En prøvende affære, hvor hun mest af alt bare skubbede maden lidt rundt på tallerkenen og bad om at blive undskyldt, så snart det sidste sæt bestik var landet på porcelænet.

Det var en af de dage, der bare skulle endes med et langt bad og tidligt i seng, så den endelig kunne slutte. Men selvfølgelig skulle selv dét vise sig problematisk, da den anden dør pludselig åbnede sig og grævlingen nu fik set hende i den løst bundne morgenkåbe, håndklæde i hånden. Hun bed sammen og tog en indånding gennem næsen.

"Oh." Hun kastede et blik over ham og stillede et, for hende, ukarakteristisk dumt spørgsmål. "Skal du i bad?"