For enden af regnbuen

[Jemima Burke]

Sommerfuglen i maven rørte på sig igen over hans konstatering og blikket han sendte hende, fik hende til at smile temmelig fåret. Hun rømmede sig lidt og knugede lidt fastere om grimen fordi indskydelsen til at række ud og tage hans hånd var der med det samme og selvom de var væk fra huset, turde hun ikke helt tage chancen "Hvorfor det?" endte hun med at spørge, da hun alligevel ikke kunne holde nysgerrigheden stangen.

[Elias Oliver Wood]

"Du praler aldrig med de evner du har," Svarede Elias ligeud. Der var en rolig klang i hans stemme, og skuldrene var faldet mere ned, nu hvor han havde vænnet sig til hesten de fulgte mod folden.

"Du overrasker bare, og giver ikke dig selv nok credit for det."

[Jemima Burke]

Jemima bøjede hovedet lidt, så ned på sine fødder mens hun gik og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med komplimenten. Hun havde nok aldrig følt hun var god nok, eller dygtig nok. Hun havde altid været lidt udenfor i sin egen familie, i forlængelse af sin far, der ikke rigtigt havde været sat ligeså højt som sine søskende. Han havde sine egne dæmoner at kæmpe med og det havde ganske sikkert smittet af på hende, mens hendes søskende havde tacklet det anderledes. Års rivalerier med Alissa og sirenerne havde heller ikke ligefrem gjort underværker for selvtilliden, på en skole hvor hun også ind i mellem stadig følte hun ikke passede ind.

Hun forblev tavs og tydeligt lidt beklemt mens de endte bag stalden, hvor den store indhegnede fold bredte sig ud. Hun stoppede ved hegnet og vendte sig om mod ham, mens hun lænede sig ind mod det store dyr som om det gav hende ro "Tak.. tror jeg." hun smilede tøvende og nikkede mod lågen der var forsvarligt lukket "Gider du igen?"

[Elias Oliver Wood]

Nok kunne han sagtens gå med skyklapper, når ikke det hele drejede sig om Quidditch. Elias behøvede dog ikke at være den bedste menneskekender for at bemærke ændringen i Jemimas udtryk. Hun virkede usikker, og han gennemgik lidt sin egen formulering for at granske om han havde sagt noget forkert - før hun altså bad ham hjælpe med lågen. "Jaerh. Selvfølgelig," Med endnu et blødt svirp med staven, gled lågen op, så de kunne navigere hesten ind i den store fold. Der var vist rimelig plads for Bart at begå sig på.

"Du ved... Jeg vil ikke gøre dig utilpas." Sørgede han dog for at indskyde, en god stund efter.

[Jemima Burke]

Jemima behøvede ikke føre hesten helt ind i folden. Så snart lågen gled op, trippede han utålmodigt og slog med hovedet, så Jemima igen var ved at miste balancen. En høj vrinsken fik de heste der allerede var i folden til at svare "Ja, ja.. dine damer skal nok vente på dig." grinede hun, slap grimen og gav hesten et let klap på flanken da han travede fornøjet ind på græsset.

Hun lukkede lågen med håndkraft igen og sikrede sig den var forsvarligt lukket og smilede skævt mens hun gjorde det "Det ved jeg godt.." hun sendte ham et halvt undskyldende blik og lænede sig med ryggen op mod hegnet "Det er måske bare ikke lige sådan noget jeg får at vide ret tit." i en glidende bevægelse, der tydede på hun havde gjort det adskillige gange, kom hun op at sidde på hegnet og kastede et kort blik tilbage mod stalden. De var dog ganske alene, pånær hestene.

[Elias Oliver Wood]

Øjnene fulgte hesten der begyndte at bevæge sig ivrigt fremad så Elias lige måtte tage et skridt til siden. Hans uvanthed omkring dyret skulle nødigt koste ham en fod. Et blødt smil krusede dog snart om hans læber, da han betragtede hvordan hesten sluttede sig til de andre. Alle vrinskende.

Ikke længe efter gik han også hen til hegnet og lænede ryggen op af det, netop som Jemima var gledet op at sidde. Først dér, vendte han øjnene op mod hende igen. Han lod emnet ligge lidt. Det var ikke noget de behøvede granske i lige nu.

"Det er meget idyllisk, huh?" Skotten skævede mod hestene igen og den store fold i det irske landskab. "Jeg er glad for at du kunne finde tiden, før I tager afsted."

[Jemima Burke]

Jemima var egentlig ret glad for han lod emnet ligge og skuldrene faldt igen, mens hun så ned på ham. Det i sig selv var en ny oplevelse, som hun vist kun indtil da, havde haft når hun sad på en kost i luften over ham "Jeg kan altid finde tid til dig." det var lidt impulsivt, men stadig sandt. Hun slap hegnet med den ene hånd. rakte ud og lod fingrene glide gennem hans mørke hår, efter at have kastet et hurtigt blik mod stalden for at være sikker på de stadig var alene "De andre kunne bare tage afsted og så kunne jeg blive her med dig og Bart."

[Elias Oliver Wood]

Ordene sendte et smil omkring Elias' læber og det samme gjorde fornemmelsen af Jemimas fingre i hans hår. At dømme på måden hun skævede mod stalden på, var det tydeligt for ham at hun var varsom. Forståeligt med det ophav hun var født med.

"Vi er alene nu," sagde han så med en rolig tone i stemmen. "Og din ferie bliver sikkert fantastisk. Den skal du ikke misse."

[Jemima Burke]

Jemima havde ikke helt lyst tii at trække hånden til sig og med et insisterende smil på læberne, landede hånden på hans skulder og brugte ham som støtte, som hun sad der på hegnet “Jaer, men..” pegefingeren løftede sig lidt og strøg strøg siden af hans hals, bare fordi hun kunne “Det er ti dage hvor jeg kunne have set dig.. “ konstaterede hun med et drillende blik.

[Elias Oliver Wood]

Det føltes temmelig godt, at Jemima virkede til gerne at ville have en eller anden form for fysisk kontakt med ham. Hvad end det galt at rode blødt i hans hår, eller støtte sig mod ham. Da en finger strøg den sarte, tyndere hud ved halsen, mærkede han nakkehårene rejse sig på den bedst tænkelige måde. Som guidet af en magnet, trak hans øjne sig roligt mod hendes og blev der.

"Så må du snige mig med i kufferten," Spøgte han, før han roligt flyttede sig så han stod med siden lænet mod hegnet og fronten mere mod hende. "Men jeg forstår hvad du mener. Jeg vil også gerne se mere til dig."

[Jemima Burke]

Jemimas læber skiltes i et grin mens hun drillende lod fingrene forsætte helt om i hans nakke. Det føltes ret naturligt at gøre, men måske var det fordi hun havde brugt lidt for meget tid på at fantasere om at røre ved ham på den måde, til helt at kunne lade være “Fristende.. men jeg ville bare risikere du blev taget i tolden og hvad skulle jeg så gøre måske?” Hun så sigende på ham med et skævt smil3

[Elias Oliver Wood]

Måden hun rørte ham på fik kun brystkassen til at flakse mere. Fornemmelsen var behagelig og føltes langt fra så kompliceret som dengang han først havde mærket den slags. Måske var det fordi hun var en af hans bedste venner.

"Ja, det lyder som en stor risiko at løbe," Konkluderede han og lagde forsigtigt en hånd på den ene side af hegnet - lige nær hvor hun sad. "Jeg kunne også bare bortføre dig til Portree. Eller, merlin ved hvor, nu hvor jeg er myndig." Det hele var spøgefuld gisnen. Han vidste at hun næppe kunne slippe udenom ferien.

[Jemima Burke]

Den halve trussel, eller skulle det måske være et løfte i stedet, fik det til at trække insisterende i hendes mundvige igen, mens fingrene fortsatte med at nusse hans nakkehår “Er det ikke sådan stadig lidt imod loven at bortføre nogen?” Hun lod hånden falde, selvom hun ikke rigtigt havde lyst og lagde den i stedet over hans på hegnet “Hov?” Hun så ned, uden at have opdaget han havde lagt den der “Du kunne gøre mange ting nu du er myndig..” hun lod hånden blive liggende og trak i stedet fingerspidserne blødt over hans håndryg.

[Elias Oliver Wood]

Jo, det var nok ret modstridende mod loven, men Elias så ikke ligefrem undskyldende ud. I stedet blev han vanvittigt distraheret af Jemimas hånd mod sin, men da hun ikke fjernede den, spredte den varme fornemmelse sig i ham igen. Fingrende spredte sig en anelse, så hendes kunne glide ned mellem hans.

"Rigtigt nok," Tilstod han. Øjnene fangede deres flettede hænder, hvorefter de søgte op for at møde Jemimas. "Men før jeg er flyttet hjemmefra er det vist stadig de gamle der bestemmer." Som angående Avery-Buchanan brylluppet, nu hvor det var rykket. Damn... Det skulle han også nævne for hende.

[Jemima Burke]

Jemima tænkte ikke så meget over hvad hun egentligt gjorde, selvom.. det gjorde hun alligevel, men det kom naturligt og ikke som noget hun følte hun var forpligtet til, nu de havde aftalt at være lidt på prøve. Hun gjorde det simpelthen fordi hun havde lyst og det fik det til at kilde lidt i maven. Hendes blik faldt til deres hænder da han spredte fingrene og et lydløst grin blottede hendes tænder et øjeblik, før hun lod fingrene glide ind mellem hans. Hendes egne fingre så så små og korte ud ved siden af hans, men hun nåede ikke at fundere mere over det, før hun automatisk fulgte hans bevægelse og løftede hovedet “Jaer.. mine vil også gerne bestemme alting.” Hendes blik flakkede et splitsekund “Min mor har været ude at købe en kjole til mig.. til det der bryllup..” hun så ned og skar en grimasse. Fingrene knugede lidt om hans, som om bare en hentydning til rivalen kunne få det hele til at gå i opløsning.